Replik til ”Den nye projektafgift – et løft eller et benspænd?”

Først og fremmest tak til Joe og Marie for at gøre opmærksom på en sag, som optager flere på universitetet. Jeg har fuld forståelse for, at en ændret projektafgift kan skabe forundring på universitetet. Mit budskab til Joe, Marie og andre er, at ingen har grund til bekymring.

Den nye projektafgift på SDU har afsæt i, at universiteterne og flere private fonde har aftalt, at fondene via et projekttillæg vil dække flere af et projekts afledte indirekte omkostninger. Typisk har et forskningsprojekt indirekte omkostninger svarende til 50-60 øre pr. forskningskrone. Når et universitet hidtil ikke har modtaget dækning af et projekts indirekte omkostninger, har universitetet anvendt penge fra universitetets årlige tilskud på Finansloven til at dække de indirekte omkostninger på forskningsprojekterne.

Når fonde i en forskningsbevilling giver overhead eller projekttillæg, kan universitetet anvende disse midler til at frigive finanslovsmidler, som hidtil har været bundet til at dække den manglende dækning af de indirekte omkostninger. De frigivne finanslovsmidler kan herefter løbe tilbage til fakulteterne via SDU’s budgetmodel. Fakultetet kan anvende finanslovsmidlerne til fx ansættelse af adjunkter, lektorer og professorer.

Hvis ikke universitetet samlet set sikrer en bedre dækning af de indirekte omkostninger på forskningsprojekter, vil universitetet fremover binde endnu flere finanslovsmidler i at medfinansiere forskningsprojekter i takt med, at SDU hjemtager flere forskningsmidler. Det er derfor rettidig omhu at sikre en bedre balance i universitetsøkonomien med den nye projektafgift.

På SDU har direktionen besluttet at implementere den nye aftale ved at ændre projektafgiften pr. 1. januar 2026 ved en forhøjelse af selve projektafgiften kombineret med en ny beregningsmetode. Samtidig forudsættes det i SDU’s budget 2026-2029, at den ekstra projektafgift som følge af den nye model vil blive ført 100 % tilbage til fakulteterne.

SDU’s estimater viser, at effekten af den nye projektafgift og tilbageløb af frigivne finanslovsmidler til de fem fakulteter er stort set neutral – med mindre plusser/minusser i de enkelte år.

Hvad den forhøjede projektafgift betyder for institutter og forskningsgrupper, er et anliggende på det enkelte fakultet. Dekanen beslutter, hvordan de frigivne finanslovsmidler fordeles til institutterne, og institutlederen beslutter, hvordan modtagne overhead/projekttillæg og modtagne finanslovsmidler disponeres på instituttet. I SDU’s budgetmodel afregnes projektafgiften ikke med den enkelte forskningsgruppe men med instituttet.

Joe og Marie spørger, om antallet af ansøgninger bliver koncentreret om fonde, som giver overhead og projekttillæg, om projektafgiften vil ramme skævt blandt forskningsgrupper, og om fonde, som ikke bevilliger overhead eller projekttillæg, slet ikke vil blive søgt. Ansøgninger om forskningsmidler bør først og fremmest være drevet af forskningsfaglig relevans og ikke af, om der gives overhead eller projekttillæg. Der er mange gode muligheder for at søge om overhead og projekttillæg, og det er naturligvis oplagt at bruge disse muligheder, hvis man søger en fond. Hvis det ikke er muligt at få overhead og projekttillæg, vil instituttet (eller fakultetet) fortsat skulle finansiere projektafgiften, hvilket institutlederen eller dekanen kan beslutte at skabe rum til i den lokale økonomi. Med andre ord kan ledelsen aktivt beslutte at fremme ansøgninger til fonde, som ikke giver overhead eller projekttillæg. Det er fortsat institutlederen, der skal godkende projektansøgninger og dermed sige god for både den forskningsfaglige relevans og økonomien.

I klummen lister Joe og Marie forskellige beregningseksempler. I flere af eksemplerne (Mads Clausens Fond og Marie Curie Fellowship) kan det som nævnt ovenfor være forskningsfagligt relevant at søge. Institutlederen eller dekanen kan aktivt beslutte at finansiere projektafgiften, også hvis der er lavt eller ingen overhead/projekttillæg på en bevilling.

I eksemplet med DFF – og i tilfældet med andre offentlige fonde – gives der allerede i dag 44 % i overhead. Det overhead bør ikke gå til at finansiere forskning men til at dække de indirekte projektomkostninger, så det er ikke korrekt, at Joe og Marie skriver, at der kommer 140.000 kr. mindre til forskning. Med den nye projektafgift vil der fortsat være 24 % tilbage på instituttet, samtidig med at fakultetet også modtager tilbageløb af finanslovsmidler.

I eksemplet med NNF, hvor der ikke gives projekttillæg til udstyr og infrastruktur, er det en reel problemstilling. Dels er det et emne, som Danske Universiteter rejser i dialogen med NFF og de øvrige fonde. Dels udestår en drøftelse i SDU’s direktion, om der skal etableres en infrastrukturpulje på SDU, som også ville kunne dække hele/dele af projektafgiften på særlige infrastrukturbevillinger.

I eksemplet med fonde, hvor der ikke er indgået aftale om projekttillæg, nævnes meget store bevillinger på 25 mio. kr. og med 5 millioner i projektafgift. På SDU findes allerede i dag en mulighed for at få dækket udgifter til medfinansiering på meget store bevillinger via Direktionens Strategiske Pulje (DSP). SDU’s direktion skal i den kommende tid drøfte, om der skal reserveres flere midler i DSP til at dække medfinansieringen i takt med, at SDU modtager større bevillinger.

Afslutningsvis vil jeg blot gentage hovedbudskabet, at ingen har grund til bekymring. Det er grundlæggende positivt, at der kommer en bedre dækning fra fondene af de afledte projektomkostninger, hvorved gamle ubalancer i det samlede forskningsfinansieringssystem i Danmark kan udbedres. Samtidig ser vi en betydelig udvikling i særligt de private fondes uddelinger i de kommende år. Samlet set kommer der flere penge til forskning på SDU.