Tilstræbt normalitet midt i unormaliteten – tanker på bagkant af et besøg i Ukraine

Udover en hel del kompliceret logistik, sikkerhedsprocedurer og nattog bød rejsen på møder med ukrainske kolleger, signering af Memorandums of Understanding samt besøg i nogle af de dele af Mykolajiv og Kyiv, der er særligt hårdt ramt af russiske missil- og droneangreb. Undervejs løb vi også ind i luftalarmer og besøg i underjordiske shelters. Mere om det senere.

Gadebilledet i Kyiv tager sig på mange måder normalt ud. Man skal imidlertid ikke bevæge sig rundt i byen i ret lang tid, førend det med al tydelighed står klart, at Ukraine er et land fanget i en overlevelseskrig: Enorme plakater og billboards, der opfordrer unge mænd til at melde sig frivilligt til forskellige militære enheder, er allestedsnærværende; de krigsinvalide og sårede er umulige at overse; og på banegårde og busstationer fylder uniformerede mænd på vej til og fra fronten.

Parallelt med det råder normaliteten. Børn på vej til og fra skole; cafeer med fortovsservering; storbyens vanlige trafikale kaos; solbeskinnede parker domineret af hundeluftere.

Men så er der luftalarmerne. De lyder flere gange om ugen over Kyiv – og nogle gange flere gange om dagen (og natten). Hver eneste gang opfordres byens borgere til at søge tilflugt i shelters. Også selvom byen formentlig ikke har tilstrækkelig stor shelterkapacitet. Flere af vores samtalepartnere gav udtryk for, at netop luftalarmerne – og den alt for ofte afbrudte nattesøvn – bidrager til mental nedslidning og vanskelige læringsvilkår på universiteterne.

En del ukrainere vælger at ”cope” med truslen fra de mere eller mindre vilkårlige missil- og droneangreb ved ganske enkelt at ignorere dem og luftalarmerne. Det fik Per Michael og jeg ved selvsyn demonstreret, da vi måtte søge tilflugt i et shelter under Maidan Pladsen en smuk sensommeraften. En meget stor del af ukrainerne lod ganske enkelt luftalarm være luftalarm – og så fortsatte de op og ud i byen.

Da vi spurgte en flok teenagepiger på vej op i gadeplan, om luftalarmen var afblæst, lød svaret indhyllet i smil og grin: ”Nej, nej – men det er bare vores nabo, der forsøger at forstyrre vores nattesøvn. Vi har en aftale ude i byen – bye, bye”. Tilstræbt normalitet midt i unormaliteten.

Krigstilstanden og bestræbelserne på at tilvejebringe en form for normalitet præger på mange måder også landets universiteter. I Mykolajiv er byens skibsbygningsuniversitet (Admiral Makarov National University of Shipbuilding) blevet ramt af flere – åbenlyst tilsigtede – russiske missilangreb. En væsentlig del af universitetets hovedcampus lå således i ruiner, da vi besøgte det. Ikke desto mindre kunne universitetets rektor med et stort grin forsikre os om, at alle undervisningsaktiviteter gennemføres som planlagt, og at der skal mere til at stoppe Admiral Makarov end nogle få russiske missiler.

Et særligt bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan studerende og borgere i et krigsramt land søger normaliteten i en unormal tid, stødte vi på, da vi under et besøg på Igor Sikorsky Kyiv Polytechnic Institute igen måtte søge i shelter under universitetet. Denne gang med en større gruppe ingeniørstuderende.

Deres tro på en fremtid for Ukraine og deres – fuldstændigt normale – overvejelser om studiets opbygning, jobmuligheder efter dimission, behovet for adgang til laboratorier og værksteder, samt refleksioner om kønsbalancen på diverse ingeniøruddannelser efterlod et stort indtryk. Krigen udfordrer åbenlyst – bl.a. ved at en stor del af undervisningen foregår online, fordi universitetet ikke har shelterkapacitet til alle studerende. Ikke desto mindre var det, der optog de studerende, tilsyneladende ikke væsensforskelligt fra det, der optager studerende på SDU og andre danske universiteter.

Og måske er det i virkeligheden hovedpointen: At det er uhyre menneskeligt at søge det normale, rutinerne, vanerne og hverdagslivet midt i krigens kaos. Man kan ikke forhindre krigen i at gøre indbrud i ens tilværelse. Men ved at tilstræbe normaliteten kan man forhindre krigen i at dominere og beherske ens eksistens.

Vores besøg i Ukraine vidner om, at den logik i høj grad også dominerer universiteter.