- Jeg tror ikke, det er gået op for os, hvor stort det faktisk var
Claus Trap Christensen har i de seneste 15 år arbejdet på Syddansk Universitet. I den anledning sætter han ord på sin tid på universitetet, hvor han har haft ansvaret for en afdeling, hvis vigtighed kun er blevet tydeligere gennem årene – kulminerende i marts 2020, da Covid-pandemien ændrede vores arbejdsliv.
Vi husker det nok alle sammen, den 11. marts 2020. Coronapandemien hærgede verden og Danmark, og af frygt for de mulige konsekvenser af sygdommen blev samtlige offentligt ansatte – hvor det kunne lade sig gøre på forsvarlig vis – hjemsendt til en ny virkelighed med teams-møder og dertilhørende teknik-udfordringer og hjemmekontorer.
En revolution af måden, mange af os arbejder på, rullede afsted for øjnene af os.
En forudsætning for, at det hele kunne lykkes så godt, som det trods alt gjorde, var, at den tekniske opsætning og hele det digitale fundament på SDU var klar til tranformationen. En af personerne i spidsen for dét var Claus Trap Christensen, IT Support-chef på SDU.
- Måske var vi lidt heldige, men jeg vælger også at tro på, at vi var dygtige. Vi fik skabt en digital organisation på 14 dage, det er jo helt vildt at tænke på, hvilken udvikling vi har været igennem. Det er noget, vi kommer til at tale om i mange år frem, men jeg tror ikke det rigtigt er gået op for os, hvor stor en transformation af arbejdslivet, vi fik klaret på så kort tid, siger han og uddyber.
- Det var hårdt, men alle rykkede sammen og ville have det her til at fungere. Det var nok de færreste, der havde afholdt møder over teams og undervisning over Zoom før pandemien, og se bare nu. Vi havde en unik gejst hos os, som jeg tror var med til at gøre, at det forløb så godt. Tænk, hvis man skulle have implementeret det her på den traditionelle måde, det havde været enormt dyrt i kroner og tid.
En noget mere analog start
Da Claus Trap Christensen en oktobermorgen for omkring 15 år siden mødte ind på SDU, var det en mere analog virkelighed, der prægede arbejdslivet på Universitetet. Godt nok havde han også dengang en chefstilling for IT-supporten, men størrelsen på afdelingen og arbejdsopgaverne er i dag af en helt anden kaliber.
- Hvis computeren ikke virkede, så var det analogt arbejde i mapperne. Dengang var eksamensperioderne nogle meget sløve perioder, og nu er det de travleste på hele året.
IT-kompetencerne er blevet samlet fra at have været opdelt på fakultetsniveau, så IT help i dag består af 42 fastansatte, 15 elever og 22 studentermedhjælpere fordelt på tre teams, en mindre stab og med Claus som overordnet supportchef.
Det vil sige dem, du ringer til, når du har glemt dit kodeord – og som minder dig om at opdateringerne på computeren faktisk er vigtige. Det er også dem, du slæber dit IT-udstyr med hen til for at få hjælp.
- Vi har kort sagt ansvaret for alle de ting, der er rettet ud mod brugerne på SDU, det vil sige din telefon, outlook og lignende.
En teknologisk infrastruktur
Ifølge Claus Trap Christensen har arbejdslivet på SDU været et glædeligt bekendtskab, og opgaverne har udviklet sig med tiltagende styrke i vigtighed og mængde. IT-sikkerhed er blevet en forretningskritisk opgave, fordi man med de forkerte hensigter og de rette evner kan frarøve noget af den store viden, vi generer her.
Når IT-infrastrukturen udvikler sig så massivt, som den har gjort i de seneste mange år, så er det vigtigt, at vi følger med og tager de nødvendige forholdsregler ift. datasikkerhed. Og selvom det til tider har været udfordrende, så er afdelingens renomme i dag godt, mener Claus Trap Christensen.
- Ude blandt vores kollegaer var IT-afdelingen ofte trælse, som var lidt ligegyldige og kun kom med forstyrrelser. Men jeg er overbevist om, at vi har en anden rolle i dag. Vi har modnet os, og de teknologiske omstændigheder har modnet vores rolle på universitetet. Vi er nået rigtig langt, og der er en god relation i dag, men jeg har nogle gange følt, at vi har skullet overbevise kollegaer om, at vi er her for at hjælpe og at vi ikke har intentioner om at spænde ben for folk, siger han.
Fleksibel arbejdsplads med højt til loftet
Claus Trap Christensen fejrer i denne måned 15 år-jubilæum og 25 år i staten. Ifølge ham har en udfordrende hverdag gjort, at han er blevet hængende så længe på universitetet.
- Det har været sjovt og udfordrende, og så har jeg i høj grad fået lov til at udvikle mig i mit eget tempo og været med til at præge min arbejdsgang. Jeg er stolt af at være her. Vi har samtidig på SDU været meget på forkant sammenlignet med andre virksomheder og organisationer – også flere private. Og det kan jeg meget godt lide, altså at man ikke sidder bagerst i bussen.
Den garvede chef har hver dag et mantra om, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og meget sigende hiver han med noget der minder om julelys i øjnene en Lego-monstertruck frem, da han bliver adspurgt om, hvad der er på kontoret, som andre ikke ville regne med.
- Det er noget jeg benytter, når vi rekrutterer elever. Den bruges til en teamøvelse i at vejlede andre i at skulle samle den, uden at du må se med – men kun har instruktionen til at guide efter.
Selvom det har været en begivenheds arbejdsrejse de sidste 25 år, så er han dog overbevist om, at han 25 år i fremtiden ikke vil være at finde på Syddansk Universitet.
- Der er jeg på pension og kigger ud over noget vand og drikker kaffe. Og så har jeg en AI-bot, der klarer det hele for mig, siger han med et stort smil.