Mellem militær erfaring, folkeret og offentlighed

Ved Juridisk Institut på SDU arbejder Kenneth Øhlenschlæger Buhl med væbnede konflikter og de juridiske rammer, der omgiver dem. Hvad må stater gøre? Hvornår er en handling lovlig? Og hvor går grænsen mellem militær magtanvendelse og brud på folkeretten?

Han er en af dem, medierne henvender sig til for at få de folkeretlige spørgsmål belyst.

Det gælder også de aktuelle spændinger mellem USA og Iran, hvor bl.a. TV 2, Berlingske og Information har brugt ham i deres dækning af de folkeretlige spørgsmål i konflikten og spændingerne omkring Hormuzstrædet.

Opgaven er at finde frem til det væsentlige i sagen og gøre de juridiske problemstillinger forståelige uden at fortabe sig i detaljer.

– Jeg prøver at skære ind til benet, så de retlige problemstillinger bliver letforståelige. Der går selvfølgelig en masse detaljeret jura tabt i det, men detaljerne er ikke altid noget, folk kan bruge. Som formidler skal man hurtigt kunne afgøre, hvad der er det vigtigste i en sag, og hvad man skal være opmærksom på, forklarer han. 

Mellem Forsvaret og akademia

Før han blev postdoc ved SDU, havde Kenneth Øhlenschlæger Buhl en lang karriere i Forsvaret. Han har omkring 40 års samlet aktiv tjeneste bag sig som søofficer, orlogskaptajn, militærjuridisk rådgiver og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Det er en baggrund, som i dag præger hans arbejde med folkeret, undervisning og vurderinger af internationale konflikter.

Kombinationen af forsvar og akademia ligger i hans egen baggrund.

Han fortæller, at både forsvaret og akademia har rødder i hans familiehistorie. Faren var flyverofficer i det danske Flyvevåben, morfaren modstandsmand, og på den akademiske side tæller familien blandt andre professor i økonomi Ole Øhlenschlæger Madsen og videnskabshistorikeren Olaf Pedersen, begge fra Aarhus Universitet. Sidstnævnte var med til at opbygge Steno Museet.

Den dobbelte orientering er fortsat synlig i hans faglige profil. På den ene side forsker og underviser han i folkeret på universitetet. På den anden side har han erfaring fra en sammenhæng, hvor juraen indgår tæt i operative beslutninger og i de rammer, de træffes under.

Fra Søværnet til folkeretten

Vejen til folkeretten var ikke lagt fast fra begyndelsen. Som ung officer forestillede han sig en fremtid i Søværnet, men efter Den Kolde Krigs afslutning begyndte han at overveje en anden retning. Han tog tjenestefrihed uden løn og begyndte på jurastudiet.

Specialiseringen kom først senere.

– Det kom ret sent i mit juraforløb, men på et tidspunkt besluttede jeg mig for at blive militærjurist, og så kom det af sig selv, at det blev mere og mere folkeret.

Dermed mødtes de to spor, som i dag definerer hans virke. Det militære og det juridiske. Han lagde ikke erfaringerne fra den aktive tjeneste bag sig; de blev i stedet en del af den måde, han forsker og underviser på.

– Min beslutning blev at bruge min baggrund som søofficer og militærjuridisk rådgiver til at lade mig inspirere i den måde, jeg forsker og underviser på.

Juraen bliver konkret i praksis

Et gennemgående tema i hans beskrivelse af arbejdet som militærjurist er, at juraen får direkte betydning for, hvilke handlemuligheder der er.

– For en militærjurist kan juraen ofte blive meget nærværende. Den sætter nogle meget konkrete grænser for, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan.

Den erfaring har givet ham blik for, hvorfor folkeretten betyder noget i praksis. Den fjerner ikke konflikterne, men den er med til at definere mandater, legitimere handlinger og synliggøre, når aktører bevæger sig ind i juridiske gråzoner.

Det blev især tydeligt i de år, hvor danske styrker deltog i internationale missioner, og hvor juraen fik stor betydning for, hvordan opgaverne blev forstået og løst.

Her kunne juridiske rammer og konkrete hensyn trække i forskellige retninger. Kenneth Øhlenschlæger Buhl nævner blandt andet et tilfælde, hvor der blev sendt vand til civile i et kriseområde, selv om det lå uden for mandatet.

Undervisningen er kernen

Selv om offentligheden især møder ham som ekspert i medierne, er undervisningen det centrale i hans virke. Mens forskningen er fundamentet for undervisningen, er formidlingen i medierne vigtig, men sekundær.

I undervisningen trækker han på aktuelle problemstillinger i nyhedsstrømmen. Når internationale konflikter fylder i offentligheden, inddrager han dem i undervisningen for at undersøge, hvilke folkeretlige spørgsmål der er på spil. På den måde bliver folkeretten ikke kun et spørgsmål om regler og paragraffer, men også om konkrete hændelser, vurderinger og dilemmaer.

– Jeg vil gerne bibringe mine studerende en forståelse af, hvordan folkeretten fungerer. De studerende skal opleve faget som levende og nærværende – også selv om de ikke senere skal arbejde specifikt med folkeret.

– Det hele hænger sammen, men undervisningen trumfer alt. Forskningen er en forudsætning for undervisningen, og derefter kommer formidlingen.

Og i en tid, hvor internationale konflikter hurtigt bliver genstand for hårde fronter, stærke påstande og stor usikkerhed, er det en vigtig opgave for en formidler. Ikke at gøre verden enklere, end den er, men at gøre den mere begribelig.