
SDU’s klimasatsning er en stor succes
SDU Climate Cluster (SCC) har fået medvind i dets første leveår. Mange spændende projekter er igangsat med store EU-bevillinger i ryggen. Det giver et optimalt afsæt for at være en faglig katalysator for at få forsket i og implementeret konkrete tiltag i samfundet til gavn for en mere bæredygtig fremtid. Det handler om viden til forandring. I dag leder SCC eksterne bevillinger for mere 300 millioner kroner. Det seneste EU-projekt er på 212 mio. kr.
Da professor Sebastian Mernild for tre år siden valgte at stå i spidsen for SDU’s flagskib inden for forskning i klimaforandringer og den bæredygtige omstilling, var det med store ambitioner og forventninger til, at SDU Climate Cluster (SCC) kunne skabe stor impact i akademia og samfundet.
- Verden efterspørger en stigende klimamæssig og bæredygtig forståelse, integration og løsninger, såvel adfærdsmæssigt som teknologisk, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for at udvikle SDU’s Climate Cluster, som kan være en væsentlig bidragyder til netop det, sagde han dengang. Det kommer ikke uden svedige hænder at sparke en sådan strategisk satsning i gang.
I dag står SCC på et solidt fundament af en stor række af EU- og nationale forskningsprojekter, tætte tværvidenskabelige samarbejder med universitetets fagmiljøer og flere flotte bevillinger.
Senest er der fra EU givet en bevilling til det nationale klimahandlingsprojekt LIFE ACT, som SCC og Aarhus Kommune skal lede. Projektstørrelsen er 212 mio.kr. Det er p.t. det største projekt, centret leder, og det betyder, at der totalt er modtaget beløb for omkring 500 millioner kroner til klimarelateret forskning for hele SCC.
Dét er anledningen til, at Sebastian Mernild er blevet sat i stævne for at give en status på SDU Climate Clusters første år og uddybe ambitionerne og fremtiden for klimaforskning på SDU som fagligt fundament for den grønne omstilling i hele landet.
Den foreløbige krone på værket
De mange millioner, der er givet til det seneste forskningsprojekt anført af SCC i samarbejde med Aarhus Kommune, skal ifølge Sebastian Mernild gøre en stor videnskabelig og samfundsmæssig forskel igennem et praksisnært ”living lab”.
- Der skal forskes i fx udviklingen af nye vaner, tiltag, tværfaglighed og teknologiløsninger, og vi står for det forskningsmæssige grundlag, som qua det praksisnære setup får kortere vej til implementering. Alle kommuner har klimahandleplaner, og dem kan og vil vi hjælpe med at få ført ud i praksis. Det kan være med til at geare SDU til fremtiden og skabe nye erfaringer, netværk og viden samt fastslå os som førende videninstitution, forklarer centerlederen.
Den store EU-bevilling er det seneste store – og det hidtil største – beløb, der er givet til forskningsprojekter i SCC-regi, og det glæder Sebastian Mernild, at man er kommet så godt fra land i SDU Climate Cluster og nu som en sneboldeffekt kan generere mere og mere forskning.
Gået over alt forventning
Sebastian Mernild var med egne ord ”forsigtig optimist”, da han for nogle år siden satte sig i spidsen for den store forskningssatsning. Godt nok havde han nogle erfaringer med sig fra Bergen, men at det skulle gå så godt, havde han ikke regnet med.
- Havde du spurgt mig for to år siden, havde jeg aldrig troet, at vi ville stå her i dag med så mange spændende eksterne projekter, store bevillinger og en reel mulighed for at bringe forskningen i spil til samfundets grønne omstilling, siger han og fortsætter:
- Vi er i en gunstig position, hvor vi kan tillade os at udskyde indkomne forslag, hvis det ikke rammer helt plet i forhold til vores strategiske formål og fokus. Vi skal selvfølgelig ikke vokse os for store, men så længe der er mulighed for at skabe forandringer, så skal vi bare knokle løs, lyder det fra Sebastian Mernild.
Vil gerne give tilbage til SDU
Syddansk Universitet besluttede sig i 2021 for at etablere et klimacenter, der skulle levere forskning af højeste kvalitet. Med etableringen fulgte en stor investering, som var med til at give SCC et godt afsæt i starten.
- Jeg mener allerede, at vi har skabt gode resultater for universitetet og flere fagmiljøer – men vi vil stadig gerne betale noget tilbage og sætter stor pris på universitetets opbakning. Derfor er vi altid åbne for nye samarbejder, så der skal lyde en stor opfordring til at række ud til os, hvis en forskningsidé og/eller et -projekt kunne bruge en bæredygtig klimavinkel, lyder det fra professoren.
Sebastian Mernild fremhæver også, at SDU Climate Cluster er et sted, hvor alle er velkomne – og her er der mange muligheder for yngre forskere.
- Vi har rigtig gode rammer for ph.d.’er og postdocs, så det er ikke kun for forskere fra de øverste akademiske hylder. Det er vigtigt for mig at understrege, at SDU Climate Cluster er til gavn for hele SDU og for samfundet, slutter han.
Læs mere om SDU Climate Cluster på hjemmesiden (https://sdu.dk/scc)
Mød forskeren
Sebastian Mernild er Professor og leder af SDU Climate Cluster.
Han er også IPCC hovedforfatter.