Skip to main content
DA / EN
Månedens SDU-profil

Trump er den præsident, der har givet mig mest overarbejde

Jørn Brøndal markerer 25 år på SDU med at gøre det, han brænder allermest for: dele generøst ud af sin viden om amerikansk politik og historie til præsidentvalget 2024. Vi stillede 5 spørgsmål til den travle professor om et arbejdsliv fyldt med USA-fascination.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 29-09-2024

For tiden er Jørn Brøndal i medierne både morgen, middag og aften – ja faktisk er alle døgnets timer prime time, når amerikanerne vælger ny præsident, og man er blandt landets førende USA-eksperter.  

Medieopmærksomheden er ikke just blevet mindre af en uhørt dramatisk 2024-valgkamp med flere skudepisoder mod den republikanske præsidentkandidat Trump og sen indskiftning af Kamala Harris som demokratisk præsidentkandidat.      

Alligevel stiller Brøndal naturligvis op. Både når journalisterne ringer fra alle landets medier, og når vi beder om et interview i anledning af hans 25 års-jubilæum på SDU. For hans viden er til for at blive delt og gøre en forskel i samfundet.  

1. Hvorfor er formidling så vigtig for dig som forsker?

- For mig er det ufattelig vigtigt, at al min viden om amerikanske forhold kan mærkes og bruges i samfundet og i samfundsdebatten. Mit håb er jo hele tiden at bidrage med en dybere indsigt i, hvad USA er for et land – både på godt og ondt.  

- Som forsker føler jeg mig forpligtet til at række ud og dele min viden i medier og til foredrag i hele landet. Når nu jeg har en vis indsigt i verdens førende supermagt, vil jeg da vældig gerne dele ud af den til alle, der har lyst til at lytte. Samtidig er det utrolig sjovt at komme ud og tale med folk om, hvad der sker i USA.  

2. Hvilken præsident har gjort det mest interessant at være ekspert?

- Valget af Obama som præsident var meget inspirerende. Han fremstod jo næsten som en art opfyldelse af den amerikanske drøm om, at alle skal have en chance – selvom der selvfølgelig fortsat er være enorme udfordringer i praksis, ikke mindst når det drejer sig om race. Til gengæld er Trump den præsident, der har givet mig mest overarbejde. I hans præsidentperiode stod jeg nærmest op hver morgen til overskrifter om, hvad Trump havde sagt eller gjort, som der skulle kommenteres og analyseres på i medierne.  

- Jeg er dog – som historiker - – mindst ligeså fascineret af fortidens præsidenter; Lincoln var en fantastisk retoriker, Franklin D. Roosevelt omdefinerede præsidentembedet og lagde grunden til den amerikanske velfærdsstat, og Lyndon Johnson medvirkede til at gennemføre borgerrettighedslove, der forbød racediskrimination på offentlige steder og sikrede afroamerikanerne stemmeret. Og sådan kunne jeg nok blive ved hele vejen gennem USA’s politiske historie.  

3. Hvad er din absolutte favorit-ting fra USA?

- Det oplagte svar ville være: gæstfriheden eller den smukke natur. Men helt ærligt så står Uafhængighedserklæringen fra 1776 for mig i et særlig smukt lys. 

Det er et beundringsværdigt dokument, synes jeg, der strækker sig mod himlen og langt ud over sin samtid. Det opstiller nogle friheds- og lighedsidealer, som amerikanerne stadig i dag kæmper med at leve op til. Men i det mindste har man idealerne. Og helt overordnet udgør spændingen mellem praksis og grundlæggelsesidealer et hovedtema i USA’s historie.  

4. Hvor ville du helst bo i USA?

- Jeg holder meget af Midtvesten, hvor jeg har boet i to omgange. Her møder man den berømte amerikanske høflighed og gæstfrihed, som gør det hyggeligt og nemt at blive en del af fællesskabet. Mange amerikanere har en ekstra social muskel, som kommer ud af at leve i et meget mobilt samfund, hvor man skifter klasse hvert år i skolen og flytter meget rundt. Det kan jeg rigtig godt lide ved amerikanerne.  

- Så jeg ville nok vælge Madison i Wisconsin, hvor jeg boede både i 1989-1990 og igen i 1994-95. Det er en virkelig hyggelig og tryg by med en afslappet stemning, et fantastisk universitet og en hel del kultur. Byen placerer sig næsten hvert år helt i toppen, når de ”most liveable cities” udnævnes i USA. Det ville helt sikkert også være fantastisk at bo i New York.   

5. Hvordan kommer det til at gå ved valget i november?

Det kan jeg naturligvis ikke spå om. Vi ved dog med stor sandsynlighed, at Trump kommer til at sige, at han har vundet valget – uanset hvad data viser. I 2016 nægtede Trump at anerkende, at Hillary Clinton fik flest stemmer, selvom han jo vandt i Valgmandskollegiet. Og han har aldrig anerkendt Joe Bidens sejr i 2020. 


Jørn Brøndals 25 år på SDU

Jørn Brøndal fejrer i år 25-års jubilæum som USA-ekspert på SDU.  

  • Han blev ph.d. fra Københavns Universitet i 1999, og begyndte i august 1999 som adjunkt ved den nystartede engelsk-uddannelse på SDU i Kolding.  
  • I 2003 blev han lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU i Odense.  
  • Brøndal blev professor og leder af Center for Amerikanske Studier i 2017.  
  • Han har udgivet flere bøger, bl.a. var hans bog Det sorte USA – fra Uafhængighedserklæringen til Barack Obama nomineret til både Læsernes Bogpris og Årets historiske bog i 2017.  
  • Privat bor han i Seest ved Kolding og er gift med færøske Hervør, og sammen har de tre voksne børn; Maria, Hanna og Johan.  
Redaktionen afsluttet: 29.09.2024