SDU Business School
Uge 3: Arbejdsgruppe med fokus på administrativ organisering
Arbejdet med at finde de administrative løsninger, der skal understøtte opdelingen af SDU Business School (SBS) og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF), er gået i gang.
Status fra arbejdsgruppen med fokus på den administrative organisering af både SAMF og SBS
Arbejdsgruppen, som har ansvar for at levere forslag til design af den fremtidige administrative struktur på SBS og SAMF, mødtes inden jul og aftalte at involvere de administrative ledere i fakultetsadministrationen og på institutter – herunder IEB og IVL – på SAMF.
Den 7. januar blev der afholdt et møde mellem arbejdsgruppen og de administrative mellemledere. På dette møde havde mellemlederne lejlighed til at dele deres perspektiver på den nuværende og fremtidige organisering.
Universitetsdirektøren understregede på mødet, at arbejdsgruppen går ind i arbejdet med et åbent sind og fremhævede, at SDU’s bestyrelse har truffet beslutning om etablering af en Business School, men ikke om, hvordan den administrative organisering skal være. Arbejdsgruppen vil derfor arbejde med forskellige modeller for organisering af administrationen på SBS og SAMF.
Universitetsdirektøren oplyste desuden på mødet, at arbejdsgruppen er blevet bedt om at udarbejde et oplæg til model for administrativ organisering, som skal forelægges styregruppen i marts. I det videre forløb vil de administrative ledere på SAMF, herunder på IEB og IVL, blive involveret.
Yderligere information om arbejdsgruppens opgaver, om den øvrige organisering af implementeringsarbejdet samt navne på medlemmerne af de forskellige fora og arbejdsgrupper kan findes her.
De øvrige arbejdsgrupper i implementeringsarbejdet er også i gang
Arbejdsgruppen for faglig organisering
Arbejdsgruppen for faglig organisering er nedsat og har etableret to undergrupper, som har fokus på at indsamle inspiration fra henholdsvis andre business schools og danske monofaglige institutter.
Der er udsendt et spørgeskema til VIP-ansatte på IEB og IVL for at få yderligere input til designprincipper.
Dialogforum
Det er valgt at videreføre det dialogforum, som blev nedsat på SAMF i forbindelse med høringsperioden frem mod bestyrelsens beslutning den 4. december. Dialogforum er i færd med at blive suppleret, så alle institutter samt Akademisk Råd er repræsenteret.
Endvidere udpeges der studenterrepræsentanter til dialogforum, så de studerendes perspektiv også bliver inddraget i arbejdet
Dialogforum vil:
- Modtage løbende status på implementeringen
- Drøfte emner af betydning for medarbejdere og studerende
- Bidrage med input til styregruppen
Der afholdes møde i dialogforum den 27. februar.
Yderligere information og spørgsmål
Såfremt medarbejdere har spørgsmål til processen, er det altid muligt at kontakte sin nærmest leder og/eller en tillidsrepræsentant. Sitet på https://sdunet.dk/da/service/business-school på SDUnet vil desuden løbende blive opdateret.
Næste nyhed forventes lagt på SDUnet torsdag den 29. januar 2026.