ORCID fylder 10 år i Danmark
Forsker-ID’et ORCID er kommet for at blive. Alle forlagene bruger det, det er genkendeligt og giver ensartethed, og du tager det med dig, hvis du skifter job, også hen over landegrænser. I 2020 rundede ORCID-systemet 10 millioner registrerede ID’er.
”Omtrent 77 % af forskerne på SDU har et ORCID, og jeg gætter på, det er nogenlunde det samme for resten af landet. Har du som forsker ikke et ORCID, vil jeg opfordre dig til at få det”, siger Anne Thorst Melbye, afdelingsleder i bibliotekets Afdeling for Forskningsdokumentation, som her svarer på 3 spørgsmål om ORCID:
- Fordele ved ORCID?
”Mange tidsskrifter giver mulighed for, at du som forfatter kan tilføje dit ORCID til den elektroniske artikel, så ORCID-profilen nemt kan tilgås. Du får en større sikring af, at din forskning citeres korrekt, og at dine citationer tilskrives dig. Jeg anbefaler, at du opretter dit ORCID i Pure, og hvis du allerede har et ORCID, at du forbinder dit ORCID til Pure. Fordelen er, at systemet så vil opdatere dine publikationer i ORCID automatisk".
- Ulemper ved ORCID?
”Der er ikke umiddelbart ulemper, jeg kan komme i tanke om. Det eneste er, at vi ikke kan oprette det for dig – det skal du selv gøre, men det er gjort ret enkelt via Pure, som har en integreret ORCID identifier”. - Skal jeg gøre noget, hvis jeg har et ORCID? (…eller ikke kan huske, om jeg har et?)
”Du kan tjekke i Pure, om du har et ORCID. Hvis du har, så tjek, at du kun har et. Og sørg for synkronisering mellem Pure og ORCID. Derudover er det selvkørende, ligesom du heller ikke tjekker, at du stadig har dit cpr-nummer”.
How to ORCID
- Få dit ORCID her.
- Tjek dit ORCID i vejledninger til Pure, hvor der også ligger ORCID-vejledninger.
- Team Pure på SDU udgiver et nyhedsbrev 2-3 gange om året, hvor du kan følge med i nyt om større opdateringer eller ændringer i Pure, Open Access og forsker ID’er. Skriv til pure-nyhedsbrev@sdu.dk, hvis du vil modtage nyhedsbrevet.
- Har du spørgsmål til Pure eller ORCID, så skriv eller ring: puresupport@bib.sdu.dk tlf. 6550 2430 eller læs mere på sdunet.dk/da/pure.