Skip to main content
HR

Sygdom under ferie

Hvis du bliver syg under din ferie, kan du få erstatningsferie – altså feriedage som du kan afholde på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden. For at få disse erstatningsferiedage, skal sygdommen dog vare i mere end 5 dage (karensdage) inden for ferieåret (1. september til 31. august). De 5 dages sygdom (karensdage) kan godt være fordelt over flere ferieperioder. Dvs. at du maksimalt kan få 4 ugers erstatningsferie i et ferieår.

Hvis din ansættelse ikke løber hele ferieåret (1. september til 31. august), og du derfor ikke har optjent ret til 25 betalte feriedage fra SDU, har du ret til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage. Karensperioden bliver altså kortere, hvis der ikke er optjent 5 ugers betalt ferie. Har du for eksempel optjent ret til 20 betalte feriedage i optjeningsåret, indtræder erstatningsferien efter den 4. sygedag (20 x 1/5 = 4 karensdage).

Der er tre betingelser som skal være opfyldt for at opnå ret til erstatningsferie:

  1. Du skal have haft mere end 5 sygedage under din ferie i ferieåret (karensdage).

  2. Karensdagene tæller først fra den dag, du sygemelder dig til din leder. Sygemelder du dig først på 3. sygedagen, vil du altså have afviklet ferie på de første 2 sygedage. Kun hvis der foreligger helt særlige omstændigheder fx en ulykke, hvor du ikke har været i stand til at sygemelde dig, kan SDU se bort fra kravet om sygemelding på 1. sygedagen.

  3. Du skal opfordret fremsende en lægeerklæring, eller anden lægelig dokumentation, der er gældende fra 1. sygedagen. Hvis du er i udlandet, skal du få en erklæring fra en læge i det pågældende land, der som minimum indeholder tilsvarende dokumentation for sygdommen. Du skal selv betale for lægeerklæringen. Hvis du har været syg over flere perioder, skal du fremsende lægelig dokumentation for hver enkelt sygdomsperiode.

Hvis du bliver rask inden udløbet af den planlagte ferie, skal du i forbindelse med raskmeldingen meddele din leder, om du vil holde den sidste del af ferien, eller om du vil genoptage arbejdet ved raskmeldingen.

Du skal planlægge afholdelsen af din erstatningsferie efter de almindelige retningslinjer for ferieplanlægning.

Hvis du er syg helt frem til udløbet af ferieafholdelsesperioden den 31. december, og derfor ikke har mulighed for at holde erstatningsferien i ferieafholdelsesperioden, overføres erstatningsferien til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.

Særlige feriedage
Hvis du bliver syg, mens du afholder særlige feriedage, tæller disse dage ikke med som hverken karensdage eller sygdom opstået under din ferie. De særlige feriedage betragtes som afholdt, selv om du er blevet syg under afholdelsen, og det er ikke muligt at få erstatningsdage.

Sidst opdateret: 27.10.2022