Skip to main content
DA / EN

Egeprocessions-spinderen på SDU

Egeprocessionsspinderen er fundet flere steder på Fyn og i Odense.
Larven, der ofte omtales som "larven fra helvede", kan med sine små brandhår give hududslæt, øjenirritation og luftvejsgener hos både mennesker og dyr. 

På Syddansk Universitet følger vi udviklingen tæt og har iværksat bekæmpelse på de træer, der står nær befærdede stier, veje og øvrige områder med mange mennesker.

Formålet er at reducere risikoen for kontakt med larverne og deres brandhår. 

SDU følger de retningslinjer og anbefalinger, som Odense Kommune har lagt til grund for håndteringen af egeprocessionsspinderen.

Status på egeprocessionsspindere på SDU

SDU fortsætter arbejdet med at håndtere egeprocessionsspindere på universitetets områder. 

Med semesterstarten lige om hjørnet vil vi gerne orientere om situationen og de forholdsregler, der er taget for at sikre et trygt campusmiljø.

Egeprocessionsspinderen er en natsværmer, hvis larver kan være dækket af små brandhår. Hårene kan give hudirritation, kløe, udslæt og irritation af øjne og luftveje hos mennesker. Selvom larverne nu er ved at forpuppe sig eller er blevet til møl, kan brandhår stadig findes i gamle reder og i området omkring angrebne egetræer. 

Campus kan bruges som normalt

Undervisning, studiestartsaktiviteter og øvrige arrangementer gennemføres som planlagt. Der er ingen generel anbefaling om at undgå brug af udearealer.

Vi opfordrer dog alle til ikke at tage ophold under egetræer og til at respektere eventuelle skiltninger. Hvis et område er afmærket, skyldes det, at der er konstateret eller mistænkes forekomst af larver eller reder. 

SDU styrker indsatsen

For at kunne reagere hurtigt på nye fund har SDU investeret i eget bekæmpelsesudstyr. Det betyder, at universitetet ikke er afhængigt af eksterne leverandørers kapacitet, men kan iværksætte bekæmpelse, så snart nye larvereder opdages. Det gælder også i foråret, hvor eventuelle nye æg og larver kan håndteres hurtigt og effektivt.

Investeringen styrker samtidig SDU's arbejde med bæredygtig drift. Udstyret anvender varmt vand frem for kemikalier og kan ud over bekæmpelse af egeprocessionsspindere også bruges til ukrudtsbekæmpelse. På den måde får SDU en løsning, der både er effektiv, fleksibel og skånsom for miljøet

Har du set en rede eller larver på campus? 

Kontakt Teknisk Service på 8888@sdu.dk med oplysninger om placeringen, så vi hurtigt kan undersøge forholdet.

Sådan genkender du egeprocessionsspinderen

Larverne lever primært i egetræer, hvor de danner karakteristiske reder af spind på stammen og de større grene. De er særligt aktive i forårs- og sommermånederne. 

Vær opmærksom

Hvis du ser larver eller reder:

  • Hold afstand til træet og undgå berøring af både larver, reder og nedfaldne rester.
  • Undlad at forsøge at fjerne larver eller reder selv.
  • Respekter eventuel afspærring eller skiltning i området. 

Hvis du får symptomer

Kontakt med larvernes brandhår kan medføre kløe, hududslæt samt irritation af øjne og luftveje. Ved kraftige symptomer eller vejrtrækningsbesvær bør du søge lægehjælp. 

SDU fortsætter overvågningen af universitetets arealer og gennemfører bekæmpelse, hvor der vurderes at være risiko for studerende, medarbejdere og besøgende.

Læs Odense Kommunes anbefalinger her

 

Kontakt Teknisk Service

Har du spørgsmål til vores serviceområder, er du altid velkommen til at kontakte os.