Om uddannelseskvalitet
Revideringsprojekt skudt i gang
SDU’s kvalitetssystem skal revideres. Er det vigtigt for dig? Eller er det lidt som at få at vide, at der kommer nye gardiner til kantinen i 2026?
Du er helt sikkert i berøring med kvalitetssystemet på den ene eller anden måde. Det beskriver, hvordan vi arbejder med at udvikle uddannelser, og det dækker alle dele af den studerendes vej igennem uddannelsen og de omkringliggende strukturer lige fra studiestart over undervisningskvalitet, studiemiljø og administration til overgangen til job.
Det bedste kvalitetssystem er muligvis det, som man ikke lægger mærke til, men som bare fungerer. Det kræver dog, at det altid passer til de aktuelle behov.
Hvad kommer der til at ske?
Uddannelsesrådet har besluttet, at systemet skal revideres, og direktionen har godkendt planen for revideringsprojektet. Processen skal være afsluttet 2025, og undervejs vil de centrale aktører blive inviteret til at tage del i arbejdet. Det gælder både studerende, uddannelsesansvarlige og de administrative medarbejdere, der i det daglige arbejder med systemet og omsætter det til virkelighed.
Kvalitetssystemet er blevet stort og komplekst gennem årene. Det er ikke planen at omkalfatre det fuldstændigt, men revideringen skal bl.a. sigte mod, at systemet bliver bedre at arbejde med og nemmere at tilpasse. Det er vigtigt at SDU hele tiden har et kvalitetssystem, der let og meningsfyldt understøtter arbejdet med uddannelserne.
Mere info
Du kan læse mere om projektet og baggrunden for det på projektets side. Og du er velkommen til at kontakte projektleder Caroline Schaffalitzky fra SDU Studieservice, hvis du har spørgsmål eller andet input til arbejdet: csm@sdu.dk.