Skip to main content
DA / EN

Eksamen

Dansk eksamenskultur og regler

Målrettet eksamensinformation til internationale studerende

Der er nu målrettet information om den danske eksamenskultur og regler for mundtlig eksamen til SDU’s internationale studerende. Informationen fremgår af to sider, der er gennemarbejdet og udgivet via relevante studiesider på MitSDU.

I et samarbejde på tværs af fakulteter, SDU Kommunikation og SDU Uddannelse er der blevet arbejdet videre med bl.a. indsigter fra internationaliseringsprojektet for at klæde internationale studerende bedre på til danske eksamenssituationer. Mundtlig eksamen er i den forbindelse en særlig udfordring, fordi eksamensformen er ny for mange, lige som forventningerne til eksaminander generelt også er nye.

Dansk eksamenskultur

På siden om dansk eksamenskultur beskrives det, at kritisk tænkning og ytringsfrihed er kerneværdier i det danske uddannelsessystem. Studerende opfordres til at analysere, stille spørgsmål og diskutere pensum i stedet for blot at gengive viden. Der lægges vægt på, at der ofte ikke findes ét korrekt svar, og at argumentationen derfor er lige så vigtig som selve svaret. Det understreges også, at kilder skal citeres tydeligt, og at karakterer er endelige, hvis man består.

Mundtlig eksamen

På siden om mundtlig eksamen beskrives det, at eksamen typisk er en samtale mellem studerende og én eller to bedømmere, ofte med en kort præsentation indledningsvist. Eksaminatoren guider gennem eksamen med relevante spørgsmål for at studerende kan demonstrere egen viden og forståelse. Karakter gives normalt umiddelbart efter eksamen. Der er også regler for forberedelse, brug af hjælpemidler, og det er strengt forbudt at optage eksamen eller kommunikere med andre under forberedelsen og selve eksamen.

Vil du vide mere

MitSDU:

Du kan se de to sider i dette eksempel – på studiesiden for Folkesundhedsvidenskab (kandidat):

Dansk eksamenskultur (på engelsk, åbner MitSDU i ny fane)

Regler i forbindelse med mundtlig eksamen (på engelsk, åbner MitSDU i ny fane)

Siderne ligger sammen med øvrig information om eksamen på mitsdu.dk/eksamen. Her kan studerende sætte sig ind i emner, der er relateret til eksamenssituationen – nærmere før, under og efter eksamen.

Internationaliseringsprojekt:

Vil du vide mere om internationaliseringsprojektet, kan du læse mere på projektets side på SDUnet.

Redaktionen afsluttet: 12.05.2026