Skip to main content
DA / EN

Om internationalisering

Årets topscorer var Italien

Sådan gik det med SDU International Summer School

Årets internationale sommerskole løb af stablen i første halvdel af august. Det var en stor glæde at modtage de studerende fysisk efter to år med primært hybrid eller ren virtuel afvikling.

Deltagerne

I alt deltog knap 200 internationale studerende, 486 interne SDU'ere og 14 studerende fra andre danske universiteter. Langt de fleste deltog i de 18 kurser udbudt på SDU Odense af fakulteterne NAT, SAMF og TEK, men en lille engageret flok fandt også vej til kurset Medical Devices and Imaging, der blev udbudt på SDU Sønderborg.  Der var deltagere fra 38 lande, både nær og fjern. Årets topscorer var Italien, skarpt forfulgt at Tyskland og Indonesien.

De sociale aktiviteter

Undervejs i de to uger sørgede vores 'social guides' for et rigt udbud af sociale aktiviteter. Heriblandt kan nævnes ’Speed Friending’, Quiz Night, Board Game Night, Karaoke Night samt en heldagsudflugt til Egeskov Slot eller Dybbøl Mølle og omegn i weekenden. Ved afskedsreceptionen fredag d. 19/8 var det tydeligt at se, hvor stærke bånd der var blevet knyttet i løbet af de to uger, og mange var slet ikke klar til at afslutte deres ophold endnu; det er ikke utænkeligt, de vender retur til SDU senere under deres uddannelse. 

Den afsluttende eksamen

Alle kurser sluttede af med eksamen den sidste dag, hvorefter deltagerne kunne rejse hjem med 5 ECTS og nye venner fra hele verden i bagagen.

Hvis du vil vide mere om SDU International Summer School, kan du klikke her eller skrive til SDU International på int@sdu.dk.

Redaktionen afsluttet: 30.08.2022