Skal du med? Tilmeldingen til Bevægelsesdagen 2026 er åben
Riv et par timer ud af arbejdsdagen til bevægelse, fællesskab og sjove aktiviteter med dine kolleger. Torsdag den 8. oktober inviterer SDU Bevæger Sig endnu en gang alle medarbejdere til Bevægelsesdagen på SDU.
Torsdag den 8. oktober 2026 kl. 12.00-14.00 bliver der rig mulighed for at få lidt mere bevægelse ind i arbejdsdagen i selskab med kolleger fra hele universitetet.
For syvende år i træk inviterer SDU Bevæger Sig alle ansatte til Bevægelsesdagen – en eftermiddag med sjove og inkluderende aktiviteter, hvor alle kan være med uanset fysisk form og erfaring.
Dagen er samtidig en mulighed for at mødes på tværs af institutter, faggrupper og funktioner og styrke fællesskabet gennem bevægelse.
- På SDU ved vi, hvor stor betydning bevægelse har for både trivsel, fællesskab og arbejdsglæde. Bevægelsesdagen er en god anledning til at mødes med kolleger på tværs af universitetet og få en aktiv pause i arbejdsdagen. Jeg håber, at mange har lyst til at være med, siger dekan Jakob Grauslund.
Programmet er næsten på plads, og du kan allerede nu tilmelde dig de aktiviteter, du har lyst til at prøve kræfter med.
Der er noget for enhver smag - uanset om du har lyst til at finde ro med yoga, få pulsen op med cirkeltræning eller kaste dig ud i Tai Chi Chuan.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål om Bevægelsesdagen er du velkommen til at kontakte SDU Bevæger Sig.
Om SDU Bevæger Sig:
SDU Bevæger Sig' er et Citizen Science-projekt, der skal bidrage til at skabe en kultur med mere bevægelse i hverdagen for ansatte og studerende på SDU.
Projektets formål er dels at øge opmærksomheden på vigtighed og effekter af bevægelse i løbet af studie- og arbejdsdagen og dels at skabe rummet til flere bevægelsesaktiviteter.