Skip to main content
DA / EN

Nyhedsbrev #29

Nyhedsbrev for undervisere på SUND

I dette nyhedsbrev er der fokus på på studerendes deklaration af brug af AI, fortolkning af plagiatrapporter ved skriftlige afleveringer og ændringer i itslearning. Derudover præsenteres kommende kurser i Team-Based Learning (TBL) samt et væsentligt opmærksomhedspunkt ved booking af en møderække.

Studerendes deklaration af brug af AI ved skriftlige opgaver

SDUs retningslinjer for deklarering af brug af AI i skriftlige opgaver har vist sig for omfattende. Den accelererende udvikling af AI kalder på en langt mere fokuseret og guidende retningslinje. Der arbejdes derfor centralt og lokalt på at formulere regler og guides, der er lettere både at honorere og håndhæve på en meningsfuld måde.

Som inspiration følger her et eksempel fra uddannelsen i medicin, hvor det er besluttet, at de studerende som AI-deklaration skal udfylde en målrettet skabelon sammen med deres kandidatspeciale. Studienævnet har samtidig gjort det tydeligt for de studerende, at det er et krav, at de ved hjælp af skabelonen deklarerer, hvordan de har anvendt AI i specialet.

Følgende står skrevet i fagbeskrivelsen:

Du må anvende AI som støtte og sparringspartner til forberedelse (fx idégenerering, litteratursøgning, begrebsafklaring, teoriforståelse og planlægning) samt til struktur, korrektur og feedback på egne skriftlige eller mundtlige præsentationer. AI må ikke anvendes til at generere tekst eller svar for dig. Du skal følge SDUs retningslinjer for brug af AI, forholde dig kritisk til den AI, du anvender, og deklarere, hvor og til hvad AI er anvendt ved brug af skabelonen, som er tilgængelig i Itslearning-rummet.

Skabelonen er til fri afbenyttelse og må gerne anvendes og tilpasses. Det anbefales at kontakte egen studieledelse for koordinering på tværs af hver uddannelses fagelementer.

Link til skabelonen findes på SUND Teach.


Se eller gense webinar om SDU Plagiatværktøj - StrikePlagiarism

Lær at fortolke plagiatrapporten ved at se eller gense webinaret om SDU’s plagiatværktøj, StrikePlagiarism her.

Webinaret starter ved minut 03:30 og varer cirka 30 minutter.

StrikePlagiarism er et værktøj til plagiattjek af eksamensopgaver, som automatisk sammenligner opgaver med internetkilder, forlagsmateriale og tidligere afleveringer. Alle opgaver i Digital Eksamen bliver tjekket, men det er underviserens ansvar at gennemgå plagiatrapporten og vurdere resultatet. Rapporten skal som minimum gennemses ved høj overlapsscore eller ved mistanke om plagiat.

Vejledning til plagiatsystemet kan læses her.


Ressourcen Side (Page) i itslearning har fået nyt design

itslearning samler nu de to værktøjer Side (Page) og Note i ét fælles værktøj: Side (Page). Opdateringen gør det nemmere at oprette og strukturere indhold mere brugervenligt og på tværs af digitale enheder.

En Side opbygges af indholdsblokke, fx tekst, filer, billeder og afstemninger, som kan arrangeres i forskellige layout. Samtidig forbedres tilgængeligheden, blandt andet med mulighed for oplæsning via den nye lyttefunktion.

Alt eksisterende indhold bliver automatisk overført, og opdateringen gør det dermed lettere at skabe overskueligt, interaktivt og tilgængeligt indhold for dine studerende.

Hvis du ønsker at vide mere om opdateringen, kan du læse mere her.


Vil du også gerne have mere aktive studerende i din undervisning?

Undervisningsformen Team-Based Learning (TBL) kan anvendes på både små og store hold – og der er en stigende interesse i det særlige spørgsmålsdesign, der er DNA’et i Team-Based Learning.

Derfor afholdes der nye kurser i TBL i Dialogen (M-0.60) på SUND:

Fysisk fremmøde anbefales, men online deltagelse er mulig.

Lidt mere om kurset: Dette kursus introducerer til Team-Based Learning (TBL) som en struktureret og aktiv læringsform, der styrker samarbejde, engagement og dybdelæring i undervisningen. Kurset vil klæde dig og de øvrige deltagere på til at kunne tilrettelægge og facilitere TBL-sessioner relevant i fagene, og der vil være fokus på, hvordan man faciliterer læringsprocesser og arbejder strategisk med spørgeteknik, der fremmer refleksion og dialog. Kurset afvikles i et TBL-format, og derfor vil du også opleve Team-Based Learning fra et deltagerperspektiv.


Booking af lokale til en møderække – alle lokalebookinger afslås, hvis blot én konflikt

Når du booker et lokale til en møderække i Outlook, skal du være opmærksom på, at hvis der opstår en konflikt på blot én af de ønskede datoer, medfører det, at hele møderækken bliver afvist. Det er derfor vigtigt, at du tjekker for eventuelle konflikter og sikrer dig, at alle dine lokalebookinger er blevet accepteret.

Mødearrangører på konfliktdatoerne vil fremgå og kan kontaktes for mulighed for at flytte lokale, hvis det er væsentligt, at alle møder afholdes i netop det valgte lokale. Ved succes kan der bookes på ny.


Support


EdHub står klar til at hjælpe dig – support før, under og efter undervisning og eksamen

Supporten kan fx være til hybridundervisning, ved optagelse og redigering af vodcast, undervisning i brug af streamingudstyr eller opsætning af digitale elementer til brug i undervisningen.

Du henvender dig til EdHub via nedenstående henvendelsesformular.

Gå til EdHubs henvendelsesformular.

Du kan også tilgå linket til henvendelsesformularen på SUND Teach – se spot i højre side.


Workshop/introduktion

EdHub afholder løbende workshops omkring brugen af Teams Rooms og Zoom Rooms. Her kan du bl.a. blive vejledt i booking og brug af tabletten i de forskellige typer af lokaler og dermed få indblik i, hvilke muligheder systemet giver dig.

Du kan booke en workshop med EdHub her: Booking af workshop.


Support ved opstart af mundtlig eksamen med online censur

En studentermedhjælper fra EdHub kommer ud og guider dig gennem opsætningen af systemet, lige inden selve eksamen finder sted.

Du finder bookingplatformen til support til eksamener med online censur her: Booking af support.


Support til itslearning

  • For praktiske spørgsmål til itslearning, kontakt fagadministrator tilknyttet dit fag eller tjek vejledningerne på https://sdunet.dk/itslearning.
  • For spørgsmål af mere overordnet karakter eller ved ønske om at modtage tidligere udsendte nyhedsbreve, skriv til sund-elearn@health.sdu.dk.
  • For tekniske spørgsmål, kontakt SDU IT på 6550 2990 eller skriv til servicedesk@sdu.dk.

Kontakt

Anne Mølgaard Nielsen

Lærings- og udviklingsspecialist
amnielsen@health.sdu.dk
6550 4829

Redaktionen afsluttet: 03.07.2026