Skip to main content
DA / EN

Status på omstillingen, løbende opdateringer

Fakulteterne forbereder overgangen til ny studieadministration

Omstillingen mærkes nu tydeligt lokalt, hvor uddannelsesadministrative chefer og medarbejdere arbejder på at sikre klarhed, sammenhæng og stabil drift i overgangsperioden.

Af Stinne Hørup Hansen, vicedirektør for Uddannelse, 27-11-2025

I takt med, at flere medarbejdere forbereder deres overgang til SDU Uddannelse, fylder det selvfølgelig, hvordan fakulteternes opgaver tager form i den nye organisering. På fakulteterne arbejdes der lige nu med både opgaveflytninger og organisering af de opgaver, der fortsat skal varetages lokalt.

Selvom fakulteterne organiserer sig forskelligt, er fællesnævneren, at der nu er udpeget uddannelsesadministrative chefer – herunder Camilla Gundlach (NAT), Jørgen Breier Henriksen (TEK), Lone Granhøj (HUM), Kirsten Zeuthen (SUND) og Annette Schmidt (SAMF) – med ansvar for policy-opgaverne og for at sikre en tæt kobling til Fællesadministrationen. Flere steder har omstillingen allerede ført til organisatoriske ændringer.

I denne opdatering fortæller tre uddannelsesadministrative chefer om deres arbejde i den nuværende fase – og om nogle af de indsatser, der skal sikre både medarbejdernes trivsel og en stabil drift frem mod og i overgangen.

Fra fakulteterne

NAT – Camilla Gundlach
– På NAT arbejder vi intensivt med forberedelserne til organiseringen af studieadministrationen. Vi har særligt fokus på at skabe klarhed, tryghed og følgeskab for de medarbejdere og ledere, der berøres af ændringerne. I arbejdet med policy-funktionerne på institutterne arbejder vi både på at understøtte medarbejderne gennem forandringsprocessen og på at afklare snitfladerne mellem policy-opgaver og drift. Samtidig har vi fokus på, hvordan vi håndterer en stabil drift i understøttelsen af de studerende i overgangsperioden, så de fortsat får den støtte, de har brug for.

TEK – Jørgen Breier Henriksen
– De medarbejdere, der påvirkes direkte, er en del af TEK Uddannelse, og vi orienterer om nyt på afdelingsmøder og opfordrer til at henvende sig med spørgsmål. Hele fakultetsadministrationen på FAK-ADM får indblik i processen på møde 4. december, og vi arbejder løbende på, at ikke direkte berørte medarbejdere har viden om, hvad der sker i organisationen.
Det har været vigtigt for os at understrege, at alle skal fortsætte med at løse deres nuværende opgaver, indtil andre overtager dem. Vi vil hjælpe hinanden med at komme i mål med opgaverne i transitionsfasen, til de er fuldt overdraget i løbet af 1. kvartal.
Omstillingen har givet anledning til en justering af organiseringen af uddannelsesadministrationen på fakultetet med oprettelse af tre nye teams og samling af studenterrekrutteringen i TEK Uddannelse.

HUM – Lone Granhøj
– På HUM er vi i gang med en større studienævnsreform, som betyder, at vi fra januar har otte studienævn. Det medfører ændringer i samarbejdet og i, hvordan vi understøtter studielederne.
Derudover er vi i gang med at beskrive delprocesserne inden for eksamen, planlægning og afvikling af undervisning. Beskrivelserne skal danne grundlag for samarbejdsaftalen mellem HUMFAK og SDU Uddannelse. Vi arbejder også på at omplacere de opgaver, der bliver på fakultetet, men hvor ressourcen overflyttes til SDU Uddannelse, fx ph.d.-administration. Omlægningen af opgaver betyder, at vi skal integrere medarbejdere fra det tidligere studiesekretariat i fakultetssekretariatet.

I de kommende måneder fortsætter arbejdet med at skabe tydelighed, fælles retning og gode lokale løsninger i takt med, at opgaver flyttes, roller justeres, og nye samarbejdsflader etableres.

Redaktionen afsluttet: 27.11.2025