Skip to main content
DA / EN

Status på omstillingen, løbende opdateringer

Fokus på arbejdsmiljø og ledelsesstruktur i den nye organisering

I SDU Uddannelse arbejder vi netop nu intensivt på at få de sidste brikker på plads i organiseringen frem mod årsskiftet. Det gælder blandt andet konstitueringen af ledere i de nye teams og etableringen af et midlertidigt arbejdsmiljønetværk, der skal understøtte medarbejderne gennem forandringen.

Af Stinne Hørup Hansen, vicedirektør for Uddannelse, 09-10-2025

Mid­lertidigt arbejdsmiljønetværk

For at fastholde fokus på trivsel og dialog i processen, etablerer vi et midlertidigt arbejdsmiljønetværk, hvor arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere samles på tværs.

Sammen med Birgit Jahn, der er arbejdsmiljøleder i SDU Uddannelse, vil jeg have en tovholderrolle i arbejdet med at samle netværket, som får en vigtig funktion i forhold til at give medarbejderne en tydelig stemme i processen og skabe et forum, hvor de udfordringer og spørgsmål, der opstår undervejs, kan bringes frem og drøftes.

Konstituering af ledere

Samtidig arbejder vi på højtryk med at få konstitueret de kommende ledere i SDU Uddannelse. Vi har selvfølgelig forståelse for, at berørte medarbejdere gerne så hurtigt som muligt vil vide, hvem der er deres konstituerede teamleder, og hvem de skal referere til. 

I alt er der tale om seks teamledere i Planning, en souschef og en afdelingsleder. Derudover vil afdelingsleder i Studenterservice Rikke Revsholm varetage rollen som teamleder i Studie- og trivselsvejledningsteamet, indtil der er ansat en ny teamleder.

Vi vil melde ud, efterhånden som konstitueringerne falder endeligt på plads.

Dialog og besøg på fakulteterne

Efter efterårsferien besøger jeg fakulteterne for at møde jer, der arbejder med uddannelsesadministration i hverdagen. Jeg vil gerne give en kort status på arbejdet med den nye organisering og høre om jeres tanker og eventuelle bekymringer. Samtidig vil jeg fortælle lidt om, hvad SDU Uddannelse er ved at blive for en afdeling – for nu bevæger vi os ind i en ny fase, hvor vi begynder at se fremad og tale om det nye, vi skal skabe sammen.

Det vigtigste for mig er, at vi fastholder en åben dialog om forandringen – og at alle oplever at blive hørt i den proces, vi står midt i.

Redaktionen afsluttet: 09.10.2025