Skip to main content
DA / EN

Status på omstillingen, løbende opdateringer

Status – uge 10

Opdateringer fra uge 9 og 10.

Af Stinne Hørup Hansen, vicedirektør for Uddannelse, 06-03-2026

I denne uge har der været dialogmøde i det midlertidige arbejdsmiljø-/TR-forum for SDU Uddannelse samt i TR‑dialogforum om OSU. Her drøftede vi behovet for løbende kommunikation om omstillingsprojektet.

På baggrund af gode input fortsætter jeg derfor med faste opdateringer på SDUnet i lige uger. Dertil kommer lokale opdateringer på afdelings- og teamniveau.

Eksamensperioden er afsluttet med sikker drift og et stærkt samarbejde mellem Planning og fakulteternes uddannelsesadministrationer.

Der arbejdes fortsat på at skabe fælles forståelsesgrundlag for de opgaver, der nu ligger i SDU Uddannelse. Arbejdet skal munde ud i samarbejdsaftaler, så roller og ansvar er tydelige for alle. Flere aftaler er godt undervejs, fx faglige vurderinger i KA-optaget og håndteringen af eksamensuregelmæssigheder.

I marts er fokus på de kommende aftaler om planlægning og afvikling af undervisning og eksamen. Der afholdes workshops med deltagelse fra fakulteter og repræsentanter fra Planning og SDU Uddannelse i de jyske campusbyer. Tilsvarende fortsætter arbejdet med samarbejdsaftaler på studievejledningsområdet.

Det koordinerende forum for uddannelsesadministration (KFU) har holdt sit andet møde. Her blev kommissoriet færdigdrøftet, og arbejdet med et nyt landskab af understøttende fora er påbegyndt. SAK KVAL har bidraget med perspektiver på eget virke, og tilsvarende drøftelser vil finde sted på det kommende møde i SAK ADM.

Ledergruppen i SDU Uddannelse i Odense mødtes mandag for at drøfte processen for den kommende flytning, som skal sikre fælles fysisk placering af afdelingerne. Fokus er en god og inddragende proces, fordi placering har stor betydning for arbejdsmiljøet. Samtidig skal der i forbindelse med flytningen sikres tydelig kommunikation til fakulteterne, så alle ved, hvor og hvordan de kan kontakte studievejledning, fagadministratorer, studiesekretærer m.v. Placeringen af SDU Uddannelse på campus Odense meldes ud i løbet af foråret.

Endelig er vi i gang med hilse‑på‑runder mellem den uddannelsesadministrative ledelse på fakulteterne og lederne i Planning. Møderne giver vigtige perspektiver på omstillingen og styrker samarbejdet.

Redaktionen afsluttet: 06.03.2026