Rektoratets klumme
En fokuseret tilgang til internationalt samarbejde (og endnu en flot rankingplacering)
Som de fleste andre større universiteter indgår SDU i myriader af forskellige former for internationalt samarbejde. Bilaterale aftaler, multilaterale fora, mere eller mindre forpligtigende samarbejdsaftaler på uddannelsesområdet, Memorandums of Understanding, netværk, etc. – SDU har det hele. Og med god grund. Forskningen er i sin natur international og grænseoverskridende, og uddannelser bliver i reglen kun bedre, når de rummer udvekslings- og internationaliseringselementer.
Når det er sagt, er der måske også god grund til at overveje, om vi kan få mere ud af vores internationaliseringsbestræbelser, end vi har fået hidtil. Med risiko for at simplificere noget ret komplekst og mangefacetteret har vores tilgang på institutionsniveau i en del år været en anelse ufokuseret. Vi har haft mange internationale engagementer, men kun få har været ”dybe” og centralt prioriterede.
Det forsøger direktionen nu at lave om på. Udgangspunktet er en mere struktureret og fokuseret tilgang, hvor SDU prioriterer ganske få – men dybe – relationer i en tre-søjle-struktur.
Søjle 1 rummer prioriterede multilaterale samarbejder. Vi er en del af mange organisationer, netværk og alliancer – og det skal vi fortsat være – men på institutionsniveau prioriterer vi i øjeblikket to: EPICUR og YERUN. Det er muligt, at vi med tiden føjer et enkelt eller to multilaterale samarbejder til. Men udgangspunktet er, at søjle 1-samarbejder er forbeholdt meget få alliancer eller netværk.
Søjle 2 er forbeholdt enkelte, men dybe og prioriterede bilaterale samarbejder. Der vil være tale om samarbejder med potentiale for alle SDU’s fagligheder. Ambitionen er, at vi ved fuld indfasning har to eller (maksimalt) tre tætte universitetspartnere i denne kategori. For nuværende er Universität Freiburg det eneste partneruniversitet i søjle 2. Det dybe og prioriterede partnerskab er indeholdt i den strategiske partnerskabsaftale, SDU indgik med Universität Freiburg i begyndelsen af april.
Endelig sigter vi i søjle 3 mod at opdyrke dybe og prioriterede samarbejder med enkelte universiteter inden for bestemte tværvidenskabelige satsningsområder som fx klimarelateret forskning og MedTech. Denne del af strukturen er den mindst modne. Vi vil i løbet af det kommende år afsøge mulighederne på området.
Og så en vigtig tilføjelse: At vi nu bevæger os i retning af en mere fokuseret tilgang til vores internationale engagementer på SDU-niveau er ikke ensbetydende med, at vi afslutter eller skruer ned for vores deltagelse i andre fora og internationale relationer. Og det er bestemt heller ikke ensbetydende med, at der skal skrues ned for velfungerende samarbejder på forskningsgruppe- eller institutniveau. Den fokuserede tilgang er alene et udtryk for, at vi på universitetsniveau tildeler udvalgte samarbejder flere ressourcer og en særlig vægt med henblik på at få mere ud af vores internationale engagement.
Ny flot rankingplacering
Alt andet lige er antallet af interesserede og potentielle internationale partnere positivt korreleret med det omdømme, et universitet har. Og et universitetsomdømme er – om vi bryder os om det eller ej – i et væsentligt omfang korreleret med placeringer på de forskellige internationale rankinglister for universiteter.
Dette er endnu en grund til at glæde sig over den rankingplacering, SDU opnåede på årets netop offentliggjorte QS-rankingliste. For andet år i træk er SDU det danske universitet, der rykker flest pladser frem på listen. Og årets placering som nr. 283 i verden er SDU’s bedste nogensinde. Man skal tage alle mulige slags forbehold for den slags målinger, men der er jo heller ingen grund til at skamme sig over udviklingen.
… og så en tak!
Afslutningsvis skal der lyde en meget stor tak for den imponerende indsats, der er blevet ydet på SDU i det forgangne akademiske år. Det er hævet over enhver tvivl: Universitetet bevæger sig i en positiv retning i øjeblikket. Og det sker åbenlyst ikke af sig selv, men fordi SDU’s mange ansatte hver dag bidrager til, at ”det store skib” flytter sig. TAK!
Tilbage er der blot at ønske en vidunderlig sommer. Vi ses ”på den anden side”.