
”Det er fantastisk at få lov at drømme stort”
Med 500 millioner kroner i ryggen skal Syddansk Universitet (SDU) nu opbygge et nationalt ph.d.-akademi, der styrker forskeruddannelsen i Danmark. Vi har talt med Marianne Holmer, Susanne Mandrup og Philip Hallenborg om den nye satsning.
Lige før jul sidste år landede en rigtig god og stor nyhed hos Marianne Holmer, Susanne Mandrup og Philip Hallenborg på Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Novo Nordisk Fondens bestyrelse havde generøst bevilget 500 millioner kroner til at oprette et nyt nationalt ph.d.-akademi ved SDU og for ph.d.-studerende på tværs af danske forskningsinstitutioner.
Danish Advanced Research Academy (DARA) skal styrke forskeruddannelsen i hele Danmark ved at skabe et førsteklasses uddannelsesmiljø – i netværk med globalt førende forskningsmiljøer – der ruster ph.d.-studerende til at skabe banebrydende tværfaglig forskning, som kan løse store samfundsudfordringer. DARA får base på Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Fra frit flyvende tanker til millionbevilling
Den gode december-nyhed var kulminationen på måneders intenst ansøgningsforløb i samskabelse mellem dekanen, professoren og teamlederen for fakultetets forskerstøtte.
En proces, hvor store ideer, frit flyvende tanker, nye perspektiver og presserende udfordringer blev samlet til en fokuseret ansøgning om at gøre noget ekstraordinært for talentudviklingen i dansk forskning. Og samskabelsen gav altså resultat i form af en bevilling på hele 500 millioner kroner.
- Det har været en fantastisk oplevelse at være med til at opbygge en større satsning, som de mange forskellige partnere kunne se sig selv i, og samarbejdet med så garvede kapaciteter som Marianne Holmer og Susanne Mandrup har virkelig været lærerigt, fortæller teamleder for forskerstøtte Philip Hallenborg om ansøgningsprocessen.
Dekan Marianne Holmer tilføjer:
- Og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at Philip (Hallenborg) har trukket et kæmpe læs og været utrolig god til at få kogt det hele ned til meget præcise formuleringer om, hvordan DARA vil styrke forskeruddannelse i Danmark.
Kort om Danish Advanced Research Academy
DARA er en strategisk investering i Danmarks fremtidige videnskabelige kapacitet. Med et årligt optag på gennemsnitligt 40 ph.d.-studerende vil akademiet uddanne forskere, der kan bidrage til såvel den private sektor som den offentlige forskning med løsninger, der er afgørende for fremtidens teknologiske og videnskabelige fremskridt.
DARA bygger ovenpå tidligere erfaringer med akademier som en god og effektiv måde at udvikle næste generation af topforskere. Det er derfor tanken, at Danish Data Science Academy, Danish Diabetes and Endocrine Academy og Danish Cardiovascular Academy integreres i DARA i løbet af de kommende år.
DARA er i første omgang støttet af en bevilling på 500 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden og er konstrueret, så andre fonde og organisationer også kan bidrage for at gøre den forskningsmæssige palet i akademiet endnu bredere
Hvorfor blev det SDU, som skal opbygge et nationalt ph.d.-akademi?
- Vi har meget erfaring at trække på, og så er vi jo ambitiøse og sætter barren højt. Derudover har Odense gennem en årrække været base for andre succesfulde ph.d.-akademier inden for bl.a. diabetes og metabolisme, og vi har samtidig et mangeårigt godt samarbejde med Novo Nordisk Fonden om en række forskellige projekter, forklarer Marianne Holmer om baggrunden for bevillingen.
Hvilken forskel kommer DARA til gøre?
- Min forhåbning er, at der vil sprede sig en masse inspiration og kreativitet som ringe i vandet og på tværs af fagligheder – at vi får vakt en masse lidenskab for videnskab blandt de kommende ph.d.-studerende ved DARA, som kan sprede sig til andre ph.d.-studerende ved universiteterne. Det er vigtigt, at de kommende forskertalenter tør noget mere og kan noget mere – også interdisciplinært – så de kan bidrage til at højne kvaliteten af dansk forskning endnu mere, siger professor Susanne Mandrup.
Philip Hallenborg tilføjer:
- Det er vores klare mål, at DARA bliver samlingspunkt for dansk forskning på tværs af discipliner.
Og Marianne Holmer understreger:
- I DARA kan ph.d.-studerende – sammen med en vejleder – søge med deres eget emne fremfor at løse opgaver i en forskningsleders projekt. Vi kommer til at tilbyde ph.d.-studerende noget andet og mere frit, end man ellers ser på universiteterne i dag, siger hun og uddyber:
- Det bliver virkelig spændende at opbygge et økosystem på tværs af universitetssektoren, hvor vi skal have det tværfaglige til at løfte sig. DARA samler folk på en måde, så de kan inspirere hinanden på tværs af discipliner og institutioner. Netop ved at samle unikke og videnskabeligt forskellige ph.d.-projekter på tværs af Danmark, kan vi skabe en smeltedigel af et ph.d.-akademi, der vil kunne skabe uventede synergier projekterne imellem.
Hvad er så udfordringerne for at nå jeres ambitiøse mål?
- Vi har en stor og vigtig opgave med at række ud og samarbejde med alle landets universiteter om at skabe et nyt og bredt akademi. Det er vi selvfølgelig allerede i gang med, bl.a. i form af fordeling af bestyrelsesposter med mere. Derudover skal vi arbejde fokuseret de næste år på at integrere de eksisterende akademier ind i DARA, siger Marianne Holmer.
Her tilføjer Susanne Mandrup:
- Ja, der er ingen tvivl om, at de andre universiteter vil holde øje med, om vi fordeler midler og poster ligeligt og inddrager alle partnere godt. Samtidig er det utrolig vigtigt, at vi får integreret de eksisterende akademier, så de stærke netværk og samarbejder, som er opbygget gennem årene ikke går fløjten, når de skal være del af noget større.
DARA åbner til juni
I øjeblikket søger det nye nationale ph.d.-akademi en direktør, der fra 1. maj skal lede DARA-sekretariatet på SDU, bestyrelsen er næsten på plads, og til juni slås dørene officielt op til centret og den første ansøgningsrunde for både danske og internationale ph.d.-studerende.
Det er planen, at de første ph.d.-studerende begynder i efteråret 2025. Se mere om DARA her.