International rekruttering
SDU er nu certificeret til SIRIs fast track-ordning
SDU er blevet certificeret til at søge opholds- og arbejdstilladelser for ikke-EU-borgere efter fast track-ordningen hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Ordningen omfatter ansatte forskere, TAP’er og gæsteforskere.
Hvad indebærer det?
- SDU får en fast kontaktperson ved SIRI
- Arbejdsgangen hos International Staff Office (ISO) ændrer sig, da ISO overtager en større del af ansøgningsprocessen og indhenter alle nødvendige informationer hos den kommende medarbejder og indsender ansøgningen samlet for ansøger og SDU. Derved kan det sikres, at alle relevante oplysninger indsendes ved ansøgning.
I praksis ændrer certificeringen ikke noget ved den nuværende arbejdsgang og aktuelle tidsfrister. Sagsbehandlingstiden og tidsfristerne er de samme som hidtil, hvilket betyder, at anmodninger om ansættelse fortsat skal sendes til SDU HR, Ansatte min. 2 måneder før ansættelsesstart.
Hurtig jobstart
Fast track-ordningen omfatter muligheden for hurtig jobstart, hvilket betyder, at en medarbejder i særlige tilfælde kan starte uden at afvente sagsbehandlingstiden ved SIRI.
- Visumfrie medarbejdere kan ved et besøg hos SIRI´s Borgercenter få en foreløbig tilladelse til at påbegynde arbejdet.
- Visumpligtige medarbejdere vil kunne få en tilladelse inklusive indrejsevisum i løbet af ca. 10 dage.
Vigtigt at vide i forhold til hurtig jobstart
En hurtig jobstart kan virke som en attraktiv løsning ved ansættelse af en international medarbejder. Ordningen kan dog kun bruges i tilfælde, hvor der er tungtvejende argumenter for, at medarbejderen er nødt til at komme til Danmark indenfor kort tid.
Fordelen ved hurtig jobstart er, at man kan begynde på arbejdet i Danmark tidligere. Det er dog vigtigt at vide, at medarbejderen på så kort tid typisk ikke har en bolig i Danmark, og kan ikke få CPR-nummer, bankkonto eller skattekort og har desuden ikke mulighed for lægehjælp uden selvbetaling i perioden frem til det er muligt at blive registreret i Folkeregisteret til en bolig her. Ligeledes vil familien ikke kunne benytte sig af ordningen og må afvente den almindelige sagsbehandlingstid.