Spring til hovedindhold
DA / EN

Introduktion

Det tager cirka en time at gå igennem kurset fra start til slut – men laver du øvelserne undervejs, kan du forvente at bruge mere tid. Og vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere - og lærer noget imens, selvfølgelig.

Læringsmål

Hvad kommer du til at lære på dette mikrokursus i AI Literacy? På kurset får du blandt andet indblik i:

  1. Hvordan teknologien fungerer, og hvad du kan bruge den til
  2. Hvordan du rent praktisk får det bedste ud af AI i dit arbejde
  3. Hvilke faldgruber, der ligger i at arbejde med AI, og hvordan du forbedrer dit samarbejde med din personlige AI-assistent
  4. Hvilke regler og retningslinjer, der er for sikker og ansvarlig brug af AI på SDU
  5. Hvordan du reflekterer over din egen anvendelse af AI, så den kommer både dig selv og andre til gode

Den samlede sum af disse læringsmål er, at du fremover kan anvende AI trygt, effektivt, fantasifuldt og ansvarligt i dit arbejde på SDU. Efter at have gennemført kurset skulle du gerne have lyst til at eksperimentere og lære videre på egen hånd.

Alliér dig gerne med en kollega, så I kan være hinandens læringsmakkere i løbet af kurset.

Mestring og mindset

At blive flydende i AI handler ikke kun om at mestre tekniske færdigheder, men også om det mindset, du har i forhold til teknologien. Et godt og sundt AI-mindset indebærer, at du er:

  • Motiveret for at lære teknologien bedre at kende og eksperimentere for at blive bedre til at bruge AI i dit arbejde
  • Nysgerrig på, hvordan AI kan anvendes i dit arbejde på SDU og villig til at tænke teknologien ind i dine eksisterende arbejdsgange
  • Indstillet på, at dit arbejdsliv kan forandre sig som følge af AI og motiveret for at være medskaber af den forandring
  • Tryg ved at tale åbent om din anvendelse af AI med dine kolleger og din leder – og også dele erfaringer, refleksioner, fejl og succeser i dit arbejdsfællesskab

Kort sagt: Sand mestring kræver det rette mindset. Og sund skepsis, selvfølgelig. For bare fordi, at du kan bruge AI i dit arbejde, betyder det jo ikke, at det altid er det bedste at gøre. (Men det kommer vi til senere.)

Kunsten at DIMSE

Kurset her er bygget op om vores DIMSE-rammeværk. Det er et akronym, som dækker over fem grundfærdigheder indenfor AI Literacy:

  1. Delegering: Hvad kan og vil du bruge AI til i dit arbejde – og hvordan?
  2. Instruktion: Hvordan instruerer du teknologien til at gøre som du ønsker?
  3. Monitorering: Hvordan evaluerer og forbedrer du det arbejde, du udfører med AI?
  4. Sikkerhed: Hvordan sikrer du, at din brug af AI er risikofri og indenfor reglerne?
  5. Etik: Hvordan anvender du AI ansvarligt og anstændigt?

I løbet af kursets kapitler kommer du til at lære dette rammeværk at kende – ét bogstav ad gangen. Under hvert kapitel vil der være korte videooplæg og øvelser, du kan lave for at få praktisk træning i dine nye AI-færdigheder.

DIMSE-rammeværket rummer dog også en vigtig påmindelse: Nemlig, at du kun kan lære den nye teknologi ordentligt at kende og blive dygtig til at anvende den, hvis du bruger tid på at ”dimse” med den. Du skal prøve dig frem.

Den amerikanske AI-forsker Ethan Mollick har påpeget, at det som minimum kræver 10 timers praktisk erfaring for at blive stand til at vurdere, hvordan man kan anvende AI i sit arbejde. Mindre kan måske også gøre det. Men pointen er den samme: Du skal i gang med at DIMSE.

Vi ses om lidt i kursets første kapitel, hvor du bliver klogere på, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om ”AI”.