Skip to main content
DA / EN

Sociale medier

Kom godt fra start på sociale medier

Sociale medier er én af de mest effektive måder at kommunikere på, når du vil nå studerende, ansatte, alumner og eksterne medier. Sociale medier kan målbart forbedre kendskabet til SDU, men inden du opretter en profil på SDU's sociale medier, skal du overveje punkterne her på siden.

Før du opretter en kanal

Strategi og planlægning

Din kanalstrategi skal som minimum indeholde:

  • Formål: Hvad vil du opnå?
  • Målgruppe: Hvem kommunikerer du til?
  • Indhold og frekvens: Hvad deler du, og hvor ofte?
  • Tone of voice: Hvordan kommunikerer du?
  • Organisering: Hvem står for driften?
  • Krisehåndtering: Hvordan håndterer du problemer?
  • Succeskriterier: Hvordan måler du succes?

Når du gennemgår punkterne til en kanalstrategi, er det normalt at finde ud af, at det ikke er realistisk at drive sådan en kanal. Det er helt OK, der er andre gode veje til at få dine budskaber ud. Inddrag gerne din SoMe-ansvarlige i dine overvejelser.


Kend SDU's strategi for sociale medier

SDU's strategi for sociale medier skal sikre, at vi kommunikerer effektivt og bevarer vores brand på tværs af platforme, fordi vi alle arbejder ud fra samme mål.


Drift og ansvar

Når du driver en SoMe-kanal, har du ansvar for indhold, tone og interaktion med brugerne.

Flere administratorer

Hvis I er flere personer om at administrere en kanal, bør I koordinere stil  og tone of voice. Det vil være forvirrende for din modtager, hvis de ser mange forskellige personlige stilarter og genrer fra din kanal.

Ensartethed skaber genkendelighed og troværdighed.

Må jeg moderere debatten?

Sociale medier handler om interaktion, så besvar spørgsmål og kommentarer inden for rimelig tid.

Det duer ikke at dele noget på din kanal og efterfølgende ignorere de spørgsmål og kommentarer, der måtte komme. Tjek regelmæssigt for spørgsmål og kommentarer, og svar dine brugere inden for et tilfredsstillende tidsinterval.

Du bør ikke slette hverken positive eller negative kommentarer, spørgsmål og dialoger. Syddansk Universitet støtter en åben og fri dialog og venlige debatter.

Negative kommentarer må ikke slettes, medmindre de er:

  • Stødende, krænkende eller truende
  • Vulgære eller ulovlige

Sådanne kommentarer kan slettes og/eller anmeldes til politiet.

Privatlivspolitik og fortrolighed

Man skal også have fornuften med sig, når man begår sig på sociale medier. Regler og lovgivning gælder også på sociale medier.

Du skal særligt være opmærksom på:

  • Personlige oplysninger: Flyt personfølsomme samtaler til godkendte systemer som SPOC.
  • Sagsbehandling: Undgå at gå ind i konkrete sager på sociale medier.
  • Tredjepartsaktører: Hvis du arbejder med eksterne parter, skal der indgås en databehandleraftale. Kontakt SDU’s jurister på sdu.persondata@sdu.dk.

Det betyder, at får du personlige oplysninger om studerende på sociale medier, skal du være opmærksom på, hvad du gør ved dem. Du kan ikke forhindre folk i at skrive dem, men du skal have dem flyttet til SDU's lukkede, godkendte systemer.

Hvis folk spørger om noget på sociale medier, som vedrører en personlig sag, skal du undlade at svare, men henvise til SDU's lukkede kanaler, fx SPOC.

Arbejder du sammen med tredjepart fx bureau eller en konsulent om kampagner, indhold mv., hvor vedkommende skal have begrænset adgang til SDU's systemer, skal der udarbejdes en databehandleraftale. Kontakt juristerne hos SDU RIO på persondata@sdu.dk.

Overhold terms of service

Alle sociale medier har deres egne regler for indhold 'terms of service', som du skal overholde. Det kan handle om, hvilket indhold du må og ikke må udgive eller sponsere.

Vær opmærksom på krav til:

  • Politisk indhold
  • Brug af logoer og emojis
  • Tekstmængde på billeder

Spørgsmål til sociale medier?

Kontakt den SoMe-ansvarlige på dit fakultet, hvis du har brug for hjælp til sociale medier.