Skip to main content

Referat, studienævnsmøde

Dato og tidspunkt 23. april 2025
Mødeleder Peter Simonsen
Referent Diana Brunholm Larsen
1. Godkendelse af dagsorden

Studienævnet godkendte dagsordenen.

2. Godkendelse af referat fra mødet den 19/3 2025

Studienævnet godkendte referaterne fra mødet. 

3. Meddelelser

a) Studienævnsformand
PS berettede, at der har været afholdt møde i Uddannelsesrådet den 3. april, hvor prodekanen bl.a. talte om de nye kandidatuddannelser. Vores kollegaer har indsendt i alt 9 forslag til nye kandidatuddannelser. På mødet blev vi sendt ud i break-out rooms for at rate de forskellige forslag. Prodekanen og dekanen kommer til at stå med den endelige udvælgelse af hvilke forslag til nye kandidatuddannelser man går videre med. Det fremgik ikke klart på mødet hvem der skal lave arbejdet med at få disse uddannelser op at køre.

Den 9-11/4 deltog både Anita Wohlmann og jeg i en konference i LLeida med titlen ”Ageing, Old Age, and Intergenerational Relationships through Narrative and Practice: Challenging Ageism”. Anita og jeg var også deltagere i en paneldebat med titlen ”Postcritique and Critical Age Studies” hvor Anita tillige var ordstyrer

b) Studieleder
Ingen bemærkninger.

c) Studerende
CDN overrakte en gave samt holdt en kort tale for Jørn Brøndal på vegne af nuværende og tidligere studerende på Amerikanske studier, hvori de takkede Jørn for have truffet et valg, der kan have vidtrækkende konsekvenser. De nuværende og tidligere studerende udtalte deres store støtte til Jørn, der på grund af krav fra Den Amerikanske Ambassades forbindelse med udbetalingen af den sidste del af den økonomiske støtte, traf beslutningen om at bryde samarbejdet med ambassaden, samt at udtræde af bestyrelsen for Fulbright Denmark. JB udtrykte sin store taknemmelighed for de studerendes gave og ros.

SLB fortalte at fagrådet afholder Show me your BA 24/4.

d) Andre
JB berettede at den 14/5 kommer Joseph Stiglitz, professor i økonomi og nobelpristager til SDU. Det er Center for amerikanske studier og DIAS der i samarbejde har fået ham hertil. JB fortalte at han tidligere i februar modtog en mail fra den amerikanske ambassade, at såfremt vi ønskede at modtage de sidste 10.000 dollars af de i alt 50.000 dollars ambassade har tildelt os, så skulle center for Amerikanske studier underskrive en erklæring om, at vi ikke ville fremme diversitet, lighed og inklusion (DEI). Dette ønskede jeg ikke at skrive under på. Senere fik vi endnu en besked direkte fra udenrigsministeriet uden om den amerikanske ambassade, om at alle grants var blevet annulleret. Kort tid efter fik jeg endnu en mail om at den tidligere mail blev annulleret, da den er ulovlig. En amerikansk domstol har erkendt den som ulovlig. Dekanen har heldigvis meddelt, at han vil støtte os med de sidste 10.000 dollars, så vi kan få besøg af Joseph Stiglitz. Grundet alt dette bøvl har jeg besluttet, at jeg ikke længere ønsker at være medlem af Fullbright bestyrelsen og jeg har derfor meldt mig ud.

4. Merit- og dispensationsansøgninger

Se lukket punkt.

5. Sager til behandling: Eksamen

Ingen sager til behandling.

6. Sager til behandling: Undervisning

a) Godkendelse af valgfag fra fællesudbuddet
PS fandt, at studienævnet som udgangspunkt ikke skal godkende de fag der er på 5 ECTS, da vores valgfagsblok er på 10 ECTS. Hvis der skulle være nogle tværfakultære studerende der skal have et 5 ECTS valgfag, så kan vi henvise dem til at tage et af disse 5 ECTS valgfag. PS foreslog herefter at studienævnet godkendte de resterende valgfag i udbuddet, hvilket studienævnet tiltrådte.

7. Sager til behandling: Studieordninger

Ingen sager til behandling.

8. Sager til behandling: Kvalitetspolitik

a) Censorrapport fra censorformandskabet for Engelsk
PS bemærkede at det ser fint ud, og at der ikke er nogle kritikpunkter til SDU. Censorformanden bemærker i rapporten, at man kan se en stigning i brugen af AI, og anbefaler studierne tænker dette ind i eksamensformerne.
CDN fortalte at KU fra næste år har indført specialeforsvar på alle humanistiske studier, og anbefaler at det også kommer på SDU.
JB bemærkede, at et specialeforsvar også vil have en præventiv effekt, når en studerende ved at de skal op og forsvare en opgave, så ved de også at de skal kunne deres opgave.

PS bemærkede, at udfordringen er at det kan være svært at bevise brugen af GAI, og tilføjede at det bør overvejes om det er muligt at indføre endnu en kontrakt, en kontrakt der hedder at man kun kan aflevere speciale hvis man kan få specialevejleders underskrift på, at der ikke at brugt GAI i specialet. Indberetning af snyd/brugen af GAI tager meget tid, tid som underviserne ikke bliver kompenseret for.
Studenterrepræsentanterne i studienævnet var enige om, at man alle ønsker at få indført specialeforsvar.
PS bemærkede, at kandidatuddannelsen er tilrettelagt, så de studerende skal igennem 2 mundtlige eksamener, en med intern censur og en med ekstern, dette giver mulighed for at fange studerende der har brugt GAI. På BA har vi bl.a. engelsk grammatik som er en skriftlig stedprøve.

JB bemærkede, at der i censorrapporten er der kommenteret noget om sprogfærdighed på amerikanske studier. JB præciserede at på amerikanske studier er der ikke krav til de studerendes sprogfærdighed, bare det er bestået.
PS foreslog at punktet kommer til behandling igen på maj-mødet.

b) Evaluering af Åbent Hus
PS berettede om dagen med Åbent Hus, og gennemgik evalueringen fra dem der besøgte Engelsk-standen. Han bemærkede at tilbagemeldingerne så fine ud, og der er ikke noget der faldt i øjnene.

c) Godkendelse af skemaer for E25
Studienævnet godkendte undervisningsskemaerne for efterårssemestret 2025.

d) Studiestart
CG oplyste, at vi ikke har fået tildelt lokaler endnu.
DBL orienterede om at introprogrammet skal sendes til studienævnssekretæren senest den 18. juni, så det kan blive behandlet på studienævnsmødet den 23. juni. Introprogrammet skal være tilgængeligt online senest 6. august.

PS bemærkede, at han i store træk vil køre med samme program som sidste år, dog i en tilpasset version med hjælp fra Mathias og Emma. Den sociale studiestart afholdes den 27/8 og holdes fælles. Den faglige studiestart finder sted den 28. og 29/8.

SN tog orientering om hvilke dage undervisnings- og studiestart finder sted ad notam.

9. Andre sager til behandling

a) Høring om ændring af studienævnssammensætning - behandling af høringsforslag
SN behandlede forslaget til høringssvar, og besluttede at tilføje nogle rettelser til høringssvaret. 

b) Ansøgning om økonomisk støtte fra Fagrådet
Fagrådet søgte om økonomisk støtte på 300 kr. til brug ved arrangementet ”Meet your Professor”. Studienævnet imødekom ansøgningen.

10. Andre sager til behandling

a) Orientering om eksamensklager
Studienævnet gennemgik kort oversigten over eksamensklager, og fandt ikke at der var forhold der krævede handling.

11. Eventuelt

Studienævnet behandlede en henvendelse fra fakultetet med opfordring til de studerende om at deltage i en spørgeskemaundersøgelse.

Referat

Download referatet og se bilag

Download her

Sidst opdateret: 03.06.2025