Skip to main content

Notat til møde 27. februar

Dato  og tidspunkt 27. februar 2025 kl. 13.00 – 15.15 
 Sted Microsoft Teams
 Afbud fra Anke Piekut, Nikolaj Nottelmann, Thomas O. Madsen, Tove Faber Frandsen, Søren Wind Eskildsen, Rineke Brouwer, Vibeke Christensen, Vibeke Damlund, Sebastian Kirkgaard Nielsen, Julie Amalie Bruus Jensen, Anne Klara Bom  
Ad 1. Opfølgning på sidste møde

Referater fra tidligere møder er tilgængelige i Mødeforummet

Ad 2. Valg af observatør til Akademisk Råd

Der skal udpeges en ny repræsentant for studielederne i UR som observatør i Akademisk Råd. Observatøren har ikke stemmeret, og formålet med denne rolle er at skabe et link mellem de to råd.

Der var ingen kandidater på forhånd. Jeppe Nevers meldte sig og blev enstemmigt valgt.


Ad 3. Nye uddannelser

Rektoratet støtter ansøgninger om 3 nye korte (75 ECTS) uddannelser med i alt 120 pladser. Kandidatreformen muliggør et fast track for korte uddannelser, som der dog endnu ikke er fastlagt rammer for. Selvom det nye kandidatlandskab først træder i kraft i 2028, skal vi udnytte den åbning der er for nye uddannelser nu. Processen blev startet via brainstormseance i UR i september 2024 og skal nu genoptages. Der er indkaldt forslag med deadline ultimo marts, og der er udsendt en skabelon til samme. Forslagene vil blive drøftet på UR i april. Institutter og fakultetet vil derefter vurdere forslagene ift. underviser- og forskerkræfter og udvælge hvilke 3, der skal igennem den SDUinterne godkendelsesproces.

For tidsplan og overblik over allerede indkomne forslag, henvises til prodekanens slides fra mødet

I den efterfølgende drøftelse blev følgende specificeret:

• Tværfakultære samarbejder er en mulighed med sigte mod at lave fagligt stærke uddannelser.

• Nye uddannelser skal tiltrække egne studerende, studerende fra andre institutioner og personer i arbejde, der gerne vil efteruddannes.

• Nye uddannelser skal afspejle behovet for humanistiske kompetencer i fremtiden.

• Relationen mellem engelsksprogede uddannelser/pladser og de 120 pladser skal afklares.

• Man kan med fordel lave en afdækning af, hvad vi samlet set underviser i på humaniora på SDU med henblik på at identificere synergier og samarbejdsmuligheder. Ideer, der ikke ender med at blive indsendt til prækvalifikation, kan stadig bruges til at lave nye tiltag på uddannelserne, nye samarbejder eller nye EVU-tiltag


Ad 4. Opfølgning på vejledning ifm. afsluttende projekter

Behovet for retningslinjer for, hvor stor en andel af en afsluttende opgave, som vejleder må læse igennem, har været drøftet i fagmiljøerne, og bemærkningerne er indsamlet i en høring. Generelt set kan det konkluderes, at der i mange fagmiljøer er en grad af fælles praksis, uden at denne dog 
er nedfældet som retningslinjer. Der var mange argumenter imod fælles retningslinjer.

Der er på baggrund af høringen blevet foreslået to overordnede anbefalinger for det fremtidige arbejde. Disse fremgår af prodekanens slides fra mødet

Det blev italesat, at man bør kigge på og eventuelt revidere teksten vedrørende vejledning, som 
fremgår af mitsdu.dk, idet denne opleves at være for teksttung og for forvirrende for de studerende. 
Oplysningerne er relevante for vejledere, men kan måske forkortes til de studerende.


Ad 5. Ny studienævnsstruktur

Prodekanen præsenterede forslaget om en ny studienævnsstruktur, som indebærer 8 studienævn. Dette vil gøre, at strukturen koster færre ressourcer, herunder TAP-ressourcer, men der vil være færre pladser tilgængelige for studerende og VIP i de nye sammenlagte studienævn. Forslaget kommer i høring, så behandlingen i Uddannelsesrådet skal betragtes som en forhåndsorientering.

Der blev overordnet set ytret tilfredshed med den justering, der er sket siden første udkast. Det blev dog bemærket, at samarbejdet mellem Amerikanske studier og Engelske studier ikke vil have det samme naturlige flow som hidtil, men at det giver mening, at Engelsk ligger sammen med øvrige gymnasierelaterede fag.

Der blev fra de studerendes side ytret bekymring over antallet af studenterrepræsentanter for den enkelte uddannelse. Prodekanen understregede, at man gennem det fortsat relativt høje antal studienævn sikrer en høj grad af inddragelse af de studerende. Herunder sikres det, at der er en studenterrepræsentant for hver faglighed på fakultetet. 

På given foranledning specificerede Lone Granhøj følgende:

• Jfr. vedtægten skal studienævnet bestå af et lige stort antal VIP-medlemmer og studerende og et samlet antal på 4 til 10 medlemmer, dvs. maks. 5 VIP og 5 studerende. Med fx 3 fagligheder i et studienævn vil flere pladser til én eller to faglighed(er) betyde en uligevægt mellem de i nævnet repræsenterede fagligheder. For at undgå en sådan uligevægt er de resterende 2 VIP-/studenterpladser ikke udnyttet. Der kan være omstændigheder, der gør,  at der ved 3 fagligheder er udnyttet flere pladser sammenlignet med ovenstående eksempel, hvilket typisk hænger sammen med, at der er flere uddannelsestyper under samme faglighed, eller at der skal være en repræsentant for fagmiljøer på andre fakulteter.

• Suppleanter kan kun vælges – ikke udpeges – og kan indkaldes ved sygdom. Studienævnsmøder er offentlige, og alle kan deltage i offentlige punkter (dvs. ikke personsager).

• Omfanget af understøttende ressourcer til rådighed for det enkelte studienævn er uændrede (eller øgede) i den nye studienævnsstruktur.

• Ændringen af studienævnsstrukturen medfører ikke i sig selv ændringer i studielederstrukturen.

• Den nye studienævnsstruktur vil have virkning fra 1. jan. 2026 med forudgående valg i ES25. 

Ad 6. Ny kvalitetspolitik

Prodekanen takkede for mange og grundige høringssvar og gennemgik tilbagemeldingerne fra høringen – der henvises til prodekanens slides.

Høringen har medført, at udmøntningsafsnittene er blevet gennemskrevet med henblik på at gøre teksten kortere og klarere samt at skærpe formuleringer særligt i forhold til afgrænsning af ansvar mellem studieleder, studienævn og institutleder. Det blev præciseret, at der ikke er noget stort nyt i de koncepter, der linkes til i høringstekst – tekst fra eksisterende notater er grundlæggende bare samlet i en ny struktur.

Med baggrund i et konkret spørgsmål i relation til rekvisitionsprocessen og studieleders rolle blev følgende specificeret: Når der i vedtægten står, at studielederen skal rekvirere undervisning ved relevante institutter, betyder det i praksis, at studieleder skal angive, hvilke undervisningselementer, der skal undervises i et givet semester. Studielederen kan i denne sammenhæng angive forslag til, hvem der kan undervise, men i praksis er det institutlederen/viceinstitutlederen, der beslutter, hvem der skal undervise hvad. Der kan forekomme eksempler på, at der på MUS med undervisere laves aftaler (eller hensigtserklæringer) om fremtidig undervisning. Hvis dette er tilfældet, og hvis der er en aftale om, at studieleder kommer med forslag på undervisningsfordelingen, bør der være et tilbageløb til studieleder med denne information. Dette tages med tilbage til institutledere/viceinstitutledere. Der kan forekomme situationer, hvor institutleder/viceinstitutleder er nødt til at omgøre en beslutning, men det er et kort, der kun anvendes hvis der er et reelt behov.


Ad 7. Eventuelt

Prodekanen informerede om søgningen: Søgningen til BA-uddannelser er faldet i forhold til d.d. sidste år. Det var håbet, at søgningen i kvote 2 ville stige pga. det nye 7-krav. Til gengæld er der en stigning i søgningen til KA-uddannelser – det inkluderer mange internationale ansøgere. Hvis disse håndteres hensigtsmæssigt, ved at klæde dem på til en dansk studiekontekst, kan der være potentiale for at vinde noget af det tabte på BA-delen ind på KA-delen.

Lotte Bloch informerede om, at studieledere (eller administration) som modtager henvendelser vedr. optagelse og adgangskrav (og dispensation i relation til dette), skal henvises videre til Optagelse. Området er meget komplekst, og Optagelse er klædt på til dette.

Notat

Download notatet her

Klik her

Sidst opdateret: 04.03.2025