Kandidatreform
Arbejdet med kandidatreformen på Humaniora
Denne side supplerer SDUs side om arbejdet med kandidatreformen og giver information om den planlagte proces på HUM. Siden vil løbende blive udbygget i takt med, at processen skrider fremad. Kandidatudvalgets endelige afrapportering forventes ultimo oktober 2024.
Hvor er vi med kandidatreformen lige nu?
Det Humanistiske Fakultet indkalder hermed bemærkninger fra henholdsvis Akademisk Råd, Samarbejdsudvalget og studienævnene ved fakultetet, der kan kvalificere fakultetsledelsens overvejelser og forslag vedr. det fremtidige kandidatlandskab som konsekvens af kandidatreformen.
Som omtalt i vores orientering af 8. oktober 2024 skal vi på Det Humanistiske Fakultet, som følge af den interne fordeling af 120 ECTS-pladser på SDU, omlægge 40 - 45 % af kandidatuddannelses-pladserne i 2028 ud af en samlet beregnet kapacitet på 531 kandidatpladser. Omlægningen vil påvirke fakultetets uddannelser uens, så vi fremover vil have kandidatuddannelser, der fortsætter uændret, mens andre vil være omlagt helt eller delvist til nye typer.
Fakultetsledelsen har med afsæt i de af direktionen udmeldte måltal haft drøftelser med institutledelserne med henblik på omlægningen Humaniora. De kollegiale organers tidligere høringsbidrag er ligeledes blevet inddraget i overvejelserne.
Det oveordnede hensyn har – med afsæt i den nuværende viden – været at sikre fakultetets samlede uddannelsesportefølje bedst muligt, herunder fremtidige udviklingsmuligheder, i lyset af de nye rammer med begrænsede antal 120 ECTS-pladser. Nedenstående vurderingskriterier har indgået centralt i de strategiske overvejelser og er fastsatte med udgangspunkt i direktionens principper om udvikling af universitetets uddannelsesportefølje:
- Hensyn til gymnasiefag
- Regionale hensyn
- Mulighed for styrke søgningen (herunder international søgning uden for Odense)
- Konkurrencesituationen i forhold til andre uddannelser i Danmark
- National koordination med de andre humanistiske fakulteter
- Hensyn til uddannelser med heterogen bacheloruddannelsesbaggrund
- Hensyn til muligt samarbejde med aftagere, herunder mulighed for udbud af en erhvervskandidatuddannelse
Det skal understreges, at der i overvejelserne om omlægningerne findes en lang række modsatrettede hensyn. Faktorerne peger aldrig entydigt i én retning ift. om en given uddannelse skal være 120 ECTS eller omlægges. Forslaget baserer sig således på helhedsvurderinger, der blandt andet inddrager hensyn til den enkelte uddannelses mulighed for at sikre god søgning i årene fremover, hensyn til lokale forhold, samt behov for national koordinering og samarbejde. Sidst, men ikke mindst, ligger det til grund for forslaget, at vi ønsker størst mulig enkelhed i arbejdet med udrulningen af kandidatreformen og i den fremtidige drift af den nye kandidatuddannelsesportefølje, samtidig med at vi ønsker at undgå at træffe tidlige valg om vores samlede kandidatuddannelsesportefølje, som vil binde os unødigt i årene frem.
Forslaget er, at følgende uddannelser omlægges:
Uddannelse |
Campus |
Forslag |
Afgørelse princip/ begrundelse for forslag |
Cand.mag. i Audiologopædi | Odense | Omlægges i mindre omfang til 120 ECTS erhvervskandidat | Konkurrencesituationen/national koordination |
Cand.negot. i Erhvervsøkonomi-erhvervssprog, engelsk | Odense | Omlægges helt til 75 ECTS med mulighed for erhvervskandidat | Mulighed for at styrke søgningen (herunder international søgning), samt konkurrencesituationen/national koordination |
Cand.negot. i Erhvervsøkonomi-erhvervssprog, tysk | Odense | Omlægges helt til 75 ECTS med mulighed for erhvervskandidat | Mulighed for at styrke søgningen (herunder international søgning), samt konkurrencesituationen/national koordination |
Cand.mag. i International virksomhedskommunikation | Odense | Omlægges til 75 ECTS med mulighed for erhvervskandidat, idet et antal pladser fastholdes som 120 ECTS | Arbejdsmarked herunder mulighed for udbud af en erhvervskandidatuddannelse/ Heterogen bacheloruddannelsesbaggrund |
Cand.mag. i Pædagogik | Odense | Omlægges delvist til 120 ECTS erhvervskandidat | Arbejdsmarked herunder mulighed for udbud af en erhvervskandidatuddannelse |
Cand.it. i Webkommunikation, engelsk version | Kolding | Omlægges helt til 75 ECTS | Mulighed for at styrke søgningen (herunder international søgning) og eventuelt skabe vækst på 75-ECTS-uddannelse |
Følgende uddannelser afventer den nationale koordination, men udgangspunktet er, at uddannelserne fastholdes som 120 ECTS-uddannelser:
Uddannelse |
Campus |
Afgørelse princip/ Begrundelse for forslag |
cand.mag. i Kultur og formidling | Odense | Konkurrencesituationen/national koordination |
cand.mag. i Medievidenskab | Odense | Konkurrencesituationen/national koordination |
Følgende uddannelser fastholdes som 120 ECTS-kandidatuddannelser:
Uddannelse | Campus | Afgørende princip/ begrundelse for forslag |
Cand.mag. i Designledelse | Kolding | Regionale hensyn/Heterogen bacheloruddannelsesbaggrund |
Cand.it. i Webkommunikation, dansk version | Kolding | Heterogen bacheloruddannelsesbaggrund |
Cand.it. i Product Design | Kolding | Heterogen bacheloruddannelsesbaggrund |
Cand.mag. i Amerikanske studier | Odense | Konkurrencesituationen/national koordination |
Cand.mag. i Dansk | Odense | Gymnasiefag (rammer givet i aftale vedr. KA-reform) |
Cand.mag. i Engelsk | Odense | Gymnasiefag (rammer givet i aftale vedr. KA-reform) |
Cand.mag. i Filosofi | Odense | Gymnasiefag (rammer givet i aftale vedr. KA-reform) |
Cand.mag. i Historie | Odense | Gymnasiefag (rammer givet i aftale vedr. KA-reform) |
Cand.mag. i Litteraturvidenskab | Odense | Konkurrencesituationen/national koordination |
Cand.mag. i Oldtidskundskab | Odense | Gymnasiefag (rammer givet i aftale vedr. KA-reform) |
Cand.mag. i Religionsstudier | Odense | Gymnasiefag (rammer givet i aftale vedr. KA-reform) |
Cand.mag. i Tysk | Odense | Gymnasiefag (rammer givet i aftale vedr. KA-reform) |
Cand.merc.int. Erhvervsøkonomi og erhvervssprog | Sønderborg | Regionale hensyn |
Fakultetet afholder et onlinemøde for aftagerpanelerne for de berørte uddannelser mandag den 11. november 2024.
Derudover afholdes der stormøde for alle medarbejdere den 12. november 2024 kl. 15.30 – 17.00. Mødet er online. Mere information om medarbejdermødet vil fremgå af SDUnet.
Der er planlagt ekstraordinære møder for Akademisk Råd og SU i uge 46.
I jeres høringssvar vil vi bede jer komme med bemærkninger og input, der kan kvalificere fakultetsledelsens overvejelser og forslag vedr. det fremtidige kandidatlandskab.
Høringssvar skal indsendes på mail via Høringsportalen – kanalen Høring – kandidatreform omlægning: 3250b953.syddanskuni.onmicrosoft.com@emea.teams.ms med hum-kandidatreform@sdu.dk i cc.
Høringsfristen er mandag den 18. november 2024 kl. 12. Fakultetet beklager meget den korte frist.
Procesplan for arbejdet med nyt kandidatlandskab på HUM
Uge 41 - 10. oktober 2024 | Uddannelsesrådet drøfter UFMs procesplan og opgavebeskrivelse samt Ledelsesgruppens notat om processen for kandidatlandskabet. |
Uge 43 | Bilaterale møder med studielederne for de uddannel-ser, der påtænkes helt eller delvist omlagt. |
Uge 44 | Kandidatudvalget offentliggør den endelige afrapportering. |
Uge 44 | Ledelsesgruppens udkast til fordeling af pladser sendes i høring i råd, nævn og udvalg. Deadline 18. november 2024 kl. 12. |
Uge 46 | Der afholdes ekstraordinære møder i Akademisk Råd og SU |
Uge 46 | Stormøde for Aftagerpaneler for de uddannelser der påtænkes helt eller delvist omlagt. |
Uge 47 - 22. november 2024 | Dekangrupperne sender deres arbejde til Rektorkol-legiet under Danske Universiteter, der indsender samlet plan til UFM. |
Uge 46, 2024 - uge 6, 2025 | Studienævn, fagmiljøer og studieledere for omlagte uddannelser arbejder med modeller for de fremtidige uddannelser |
Uge 3, 2025 | SDU indsender en samlet institutionsplan til UFM. |
Uge 9 - 25. februar 2025 | SDU afholder åbent hus for bacheloruddannelserne, hvor oplysninger om det nye kandidatlandskab og de nye kandidatuddannelser skal foreligge. |
Har du spørgsmål til kandidatreformsarbejdet på HUM kan du kontakte os på HUM-kandidaterform@sdu.dk eller læse mere i vores Q&A nedenfor.
Q & A
Hvilke uddannelser forventes at blive berørt/omlagt?
Der er endnu ikke truffet beslutning om, hvilke kandidatuddannelser, der skal omlægges. Det fremgår dog af Kandidatudvalgets delrapportering, at de to-faglige gymnasierettede uddannelser med fordel kan friholdes fra omlægning, og at de et-faglige gymnasierettede uddannelser kan blive delvist omlagt. Den endelige beslutning afhænger både af kandidatudvalgets endelige afrapportering og den koordination, der efter alt at dømme skal ske på tværs af såvel universiteter som hovedområder.I sidste ende træffes beslutningen af Rektoratet (Rektor, prorektor og universitetsdirektør) d. 1. oktober 2024 efter indstilling fra fakultetsledelserne, men de er afhængige af organisationens input for at kunne kvalificere den beslutning mest muligt. Inddragelsen sker primært via institutledere, studieledere og studienævn.Er det sikkert, at de store uddannelser, der evt. berøres, får lov til at være fleksible i den forstand, at der både udbydes 120 ECTS- og 75 ECTS-kandidatuddannelse?
Nej, det er ikke sikkert, dog behandles gymnasierettede uddannelser særskilt (se ovenfor).
Det fremgår af kommissoriet, at “kandidatudvalget skal vurdere, om en række store uddannelser/uddannelsesområder med fordel kan omlægges til både kandidatuddannelser på 75 ECTS og 120 ECTS”. Det fremgår af delrapporten, at “Kandidatudvalget vil i forlængelse heraf arbejde videre med, hvordan en omlægning til kandidatuddannelser på 75 ECTS og 120 ECTS kan ske på en ensartet måde på tværs af universiteterne, herunder afsøge muligheden for fleksibel tilrettelæggelse på det enkelte universitet”.
Der er dog ikke enighed i udvalget. Universitetsrektorerne arbejder for mest mulig fleksibilitet for det enkelte universitet til at tilrettelægge sit udbud også på mindre uddannelser. Samtidig er det endnu ikke klart, hvordan en stor uddannelse defineres, da størrelsen af uddannelsen kan variere på tværs af universiteterne.
Hvordan defineres en stor uddannelse?
Det er uafklaret, hvornår en uddannelse defineres som stor. Det er også uafklaret om en uddannelse, der udbydes på flere institutioner kan defineres som stor, selv om ikke alle institutioner lever op til definitionen af en stor uddannelse.
Erhvervskandidatuddannelser har hidtil ikke været nogen stor succes. Hvordan forventer I, at dette kan vendes i en positiv retning?
Kandidatreformen kommer til at indeholde nye muligheder for samspil med vores omgivelser i form af fleksible erhvervskandidater. Det kræver tæt dialog med såvel offentlige som private arbejdsgivere både på SDU-niveau og fakultetsniveau, og dialogen skal intensiveres i de kommende måneder parallelt med kandidatudvalgets arbejde.
Hvordan vil I gå i dialog med erhvervslivet (partnerskabsmodeller)?
Først og fremmest håber vi på, at repræsentanter fra bl.a. DI og DE gennem kandidatpartnerskabet vil få lejlighed til i højere grad at give deres input til, hvilke modeller der kan være farbare.
Derudover skal vi selvfølgelig på SDU være meget opmærksomme på, hvordan vi kan intensivere vores dialog med erhvervslivet. Det gælder både ift. erhvervskandidatuddannelserne og de erhvervsrettede kandidatuddannelser med virksomhedsforløb.
SDU RIO er en relevant samarbejdspartner her og vil kunne varetage dialog på tværs af universitetet.
Hvad er 45 ECTS-uddannelser? Og hvem kan tage dem?
Det er nævnt i kommissoriet, at "kandidatudvalget skal desuden udforme en model for et såkaldt tillægskandidatbevis", hvor dimittender fra en kandidatuddannelse på 75 ECTS, der har gennemført efter- og videreuddannelsesaktiviteter svarende til ¾ studieår (45 ECTS), får et formelt bevis, som dokumenterer, at de har gennemført uddannelse på kandidatniveau svarende til i alt 2 studieår (120 ECTS).
45 ECTS-uddannelserne skal således målrettes dimittender, der har gennemført en 75 ECTS-kandidatuddannelse. Det er en forudsætning for at kunne tage en 45-ECTS-uddannelse, at man er i beskæftigelse (25 timer ugentligt). Vi forventer, at man kan søge ind på en 45 ECTS-uddannelse umiddelbart efter, man har færdiggjort sin 75 ECTS-kandidatuddannelser (forudsat, man er i beskæftigelse), men det er endnu uafklaret.
Dimittender fra 120 ECTS-uddannelser har ikke gratis adgang til 45 ECTS-uddannelserne, men vi vil muligvis kunne udbyde de 45 ECTS som betalingsuddannelse/EVU.
Hvordan vil SDU arbejde med de 45 ECTS? – foregår det per fakultet eller vil man samarbejde på tværs?
Det er endnu ikke afklaret i hvilket omfang, der initieres et samarbejde på tværs af SDU.
Hvorfor bliver alle fagmiljøer ikke involveret fra begyndelsen af? Reformen kommer potentielt til at ramme dem hårdt, og de ligger jo inde med vigtig viden om substansen?
Fagmiljøerne er helt centrale ift. at få fundet de bedste løsninger, fordi de netop besidder værdifuld viden om de enkelte uddannelser. Det er derfor også rart, at båndene ift. fortrolighedskredsen nu er løsnet, så vi kan få taget hul på de meget væsentlige drøftelser om omlægningen af vores kandidatlandskab.
Når det er sagt, så er der tale om endog nogle meget svære beslutninger, der tager afsæt i noget udefra givne rammer. Visse af disse beslutninger egner sig ikke til at blive truffet i plenum. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at fagmiljøerne ikke bliver hørt, bl.a. gennem institut- og studieledere og eventuelt i bilaterale samtaler med fakultetet, for at sikre, at den unikke viden om uddannelserne bliver anvendt.
Hvem bliver inddraget i beslutningen om, hvilke uddannelser der bliver berørt/omlagt?
Rektoratet træffer den 1. oktober 2024 beslutning om, hvilke uddannelser der udbydes som 120 ECTS i 2028 og 2032, og derfor også, hvilke uddannelser, der berøres af en omlægning. Forud for beslutningen er der bilaterale drøftelser mellem prorektor og fakultetsledelserne.
I løbet af august-september 2024 vil der derfor blive planlagt og afholdt møder med de relevante studie- og institutledere med henblik på input, der kan kvalificere beslutningerne.
Hvordan har inddragelse været tilrettelagt indtil nu?
Fakultetet har så vidt det har været muligt ift. fortrolighedskrav løbende orienteret om kandidatreformen. Kandidatreformen har været drøftet i følgende sammenhænge:
Kollegiale organer:
- Akademisk Råd (30/5-23, 28/8-23, 10/10-23, 6/12-23, 18/1-24, 12/3-24, 22/5-24)
- Samarbejdsudvalg (12/12-23)
- Studienævn (dialogseminar 13/11-23)
Studieledere:
- Dialogseminar (13/11-23 sammen med SN)
- Generel orientering på Uddannelsesrådsmøder fra E2023 og frem
- Orientering om kandidatreform på Rektors Studieledermøder fra E2023 og frem
- Sommerseminar (13-14/8)
Medarbejdere:
- Generel orientering på medarbejdermøder fra efteråret 2023 og frem
- Orienteringsmøde ved Prorektor Helle Waagepetersen 20. juni 2023
Under den offentlige høring d. 21. juni blev ordet ”koordinering” nævnt mange gange. Hvordan har vi på HUM tænkt os at gribe koordineringsopgaven an?
Det er korrekt, at der både på tværs af universiteter og på de enkelte hovedområder har været lagt op til, at der skal ske en høj grad af koordinering.
Det er i delafrapporteringen ikke tydeligt, om Kandidatudvalget har fastholdt koordineringen på tværs af sektoren, og der er endnu ikke lagt nogen overordnet plan for denne koordinering.Vi forventer dog, at der vil være en eller anden form for koordinering i dekankredsen på de humanistiske fakulteter. De nærmere detaljer er dog endnu uafklarede.
Hvordan bliver studienævnene inddraget?
Studienævnene er centrale aktører, der kommer til at spille en stor rolle, særligt når vi efter 1. oktober ved, hvilke uddannelser der alene udbydes som 120 ECTS og som følge deraf, hvilke uddannelser der skal omlægges.
Studienævnene vil i august og september få mulighed for at komme med input, bemærkninger og opmærksomhedspunkter til delafrapporteringen, som fakultetsledelsen kan trække på, når vi skal give input til rektoratet om, hvilke uddannelser der skal omlægges.
Vi vil i tiden efter 1. oktober gå i dialog med studienævnene med uddannelser, der omlægges, hvor vi skal drøfte den bedste måde at omlægge uddannelsen.
Hvis I som studienævn har særlige ønsker, så er I også meget velkomne til at tage fat i os, gerne via HUM-kandidatreform@sdu.dk.
Har I tænkt jer at inddrage de studerende?
De studerende inddrages i kraft af deres tilstedeværelse i studienævnene og Akademisk Råd.
Hvornår skal de omlagte kandidatuddannelser udbydes første gang?
De nye kandidatuddannelser udbydes første gang i 2028. Vi ser ind i en trinvis indfasning, hvor den politiske ambition er, at der i 2028 skal optages 10 pct. på en kandidatuddannelse på 75 ECTS og 10 pct. på en erhvervskandidatuddannelse, at der i 2030 skal optages yderligere 5 pct. på en erhvervskandidatuddannelse, og at der i 2032 skal optages yderligere 5 pct. på en erhvervskandidatuddannelse.
I det nye kandidatlandskab vil der således fra hhv. 2028, 2030 og 2032 og frem kunne optages studerende på en ordinær kandidatuddannelse på 2 studieår eller mere på maksimalt 80 pct. (2028), 75 pct. (2030) og 70 pct. (2032) af uddannelsespladserne på kandidatuddannelserne, (når vi ser på kandidatuddannelser i sektoren som helhed).
Hvor mange uddannelsespladser skal omlægges?
På humaniora skal 35 pct. af uddannelsespladserne som udgangspunkt omlægges, mens det gælder ca. 40 pct. af pladserne på samfundsvidenskab, ca. 30 pct. på naturvidenskab, ca. 15 pct. på teknik og ca. 10 pct. på sundhedsvidenskab. Dog ligger Humanioras cand.it.-uddannelser i den tekniske gruppe, således at de skal omlægges med 15%.
Kandidatudvalget kan på baggrund af en konkret faglig vurdering komme med anbefalinger til en omlægning inden for hovedområderne, der afviger fra det skitserede udgangspunkt, forudsat at dette er foreneligt med de overordnede politiske ambitioner og den samlede omlægningsprocent på 30 pct.
Hvordan påvirker sektordimensioneringen HUM?
Sektordimensioneringen af de akademiske bacheloruddannelser træder i kraft i 2025.
Der arbejdes med en maksimal tilgang i årene 2025-2029 på 3.656 på SDU som helhed. Det giver SDU som helhed 425 ekstra pladser ift. 1. oktober 2023.
SDU har fået øremærket 400 pladser til nye it/STEM-uddannelser i Vejle, og psykologi i Esbjerg er prækvalificeret med optag efter 2023.
Generelt vil tilgangen til de akademiske bacheloruddannelser løbende blive tilpasset på baggrund af den demografiske udvikling.
Hvad er måltallet for studerende på kandidatuddannelser på 120 ECTS på HUM?
Måltal for SDU, og herunder på HUM, er endnu ikke endeligt afklaret.
På et fællesmøde mellem direktionen og Uddannelsesrådet d. 22. august drøftes netop måltallet samt overordnede principper for omlægning af kandidatuddannelser og kapacitet på bachelor- og kandidatuddannelser.
Fra 2032 må kandidatuddannelsespladser på 120 ECTS udgøre 70 pct. af det samlede kandidatoptag på SDU.
Hvor mange internationale studerende må vi optage?
Universiteterne kan på sektorniveau oprette ekstra 1.100 engelsksprogede ordinære studiepladser hvert år i perioden 2024-2028 og 2.500 ordinære engelsksprogede studiepladser årligt fra 2029. Konkret er der tale om ordinære studiepladser på engelsksprogede kandidatuddannelser.
SDU får i 2024 180 ekstra engelsksprogede uddannelsespladser. Pladserne fordeles i forbindelse med kapacitetsfastsættelsen mellem prorektor og fakultetet. Der vil først senere blive taget stilling til pladserne fra 2025 og frem, herunder særskilt de yderligere 1.400 engelsksprogede pladser årligt fra 2029.
Kan dimittender med en 75 ECTS-kandidatuddannelse gå forskervejen?
Det fremgår af kommissoriet for Kandidatudvalget, at der ikke må opstå blindgyder for dimittender fra kandidatuddannelser på 75 ECTS og erhvervskandidatuddannelser, som på et tidspunkt ønsker at forfølge en forskerkarriere.
Kandidatudvalget har i den forbindelse nedsat en universitetsgruppe med repræsentanter fra universiteterne, som skal beskrive og belyse fordele og ulemper ved en eller flere relevante modeller for forskerspor for dimittender fra de nye kandidatuddannelser. Gruppen er derudover blevet bedt om at forholde sig til, hvordan de foreslåede modeller vil påvirke den internationale rekruttering til de danske forskeruddannelser, herunder hvordan der kan tiltrækkes udenlandske forskertalenter med kortere kandidatuddannelser.
Modellerne afventer udvalgets endelige afrapportering, der foreligger 1. november 2024.
Hvilken betydning får kandidatreformen for bacheloruddannelserne?
Bacheloruddannelser er selvstændige, afrundede og kompetencegivende uddannelsesforløb, der således skal kunne stå alene.
Som udgangspunkt vil bacheloruddannelser derfor kunne videreføres uændret, med mindre omlagte kandidatuddannelser kræver særlige indgangskompetencer. Eventuelle ændringer vil ske i de ordinære spor via studienævnene, og skal træde i kraft 1. september 2025.
Hvad sker der med deltidsuddannelserne?
Livslang læring står centralt i SDUs strategi. Tankegangen bag kandidatreformen har kun understreget vigtigheden af, at vi som fakultet udvikler vores portefølje inden for livslang læring.Med de nye kandidatuddannelser, der i høj grad lægger op til, at dimittenderne skal uddanne sig “hele livet” (man kan med en 75 ECTS- kandidatuddannelse i bagagen gennemføre flere 45 ECTS tillægsbeviser), intensiveres behovet for at se mere helhedsorienteret på fakultetets uddannelser på heltids- og deltidsområdet.
Der vil i fremtiden stadigvæk være behov for masteruddannelser, heltid på deltid og tompladsordningen, da dimittender med en 120 ECTS-uddannelse ikke har krav på livslang gratis opkvalificering. Det forventes dog, at prisen på betalt efter- og videreuddannelse i forbindelse med reformen sættes markant ned.
Hvad kommer uddannelsesomlægningerne til at betyde økonomisk for fakultetet, institutterne og administrationen?
Kandidatreformen kan medføre en nedgang i de direkte uddannelsesindtægter. Derudover ser vi ind i en generel nedgang i antallet af studerende på grund af den demografiske udvikling og den varslede sektordimensionering.
Men kandidatreformen indeholder også forhøjet STÅ-takst på de uddannelser, der omlægges. Den forhøjede STÅ-tekst skal anvendes til et kvalitetsløft af vores uddannelser. Niveauet for den forhøjede STÅ-takst er endnu ikke besluttet.
Vi kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige noget konkret om de økonomiske konsekvenser af kandidatreformen.
Vi skal omlægge 35 pct. af vores kandidatuddannelser – betyder det besparelser?
Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige noget meget håndfast om de økonomiske konsekvenser, da det afhænger af en række fortsat ubekendte faktorer, herunder de potentielle indtægtskilder i forbindelse med de nye muligheder i kandidatreformen.
Hvorfor er der forskel mellem UFMs beregninger og SDUs egne beregninger ift. baseline for omlægning?
SDU har en række prækvalificerede kandidatuddannelser med optag i 2024 og 2025.
Optaget på de nye kandidatuddannelser skal således lægges oven i den baseline, UFM har anvendt om afsæt for deres beregninger af, hvor mange uddannelsespladser, der skal omlægges. SDU som helhed vil således skulle omlægge flere uddannelsespladser, end det er lagt til grund i UFMs beregninger.
Det er imidlertid besluttet fra Rektoratets side, at det, at et fakultet har nye uddannelser, ikke betyder, at det er det fakultet, der nødvendigvis skal holde for i omlægningen. Konsekvenserne af beregningsteknikken afventer således Rektoratets beslutning ultimo august.
Fordeling af hovedområder på henholdsvis SDU og HUM
Der er af historiske årsager ikke fuldt ud overensstemmelse mellem hvordan hovedområderne fordeler sig hos hhv. SDU og Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM). Det har betydning i forhold til den andel af kandidatuddannelser, som skal omlægges inden for hvert hovedområde, da uddannelserne altså ikke nødvendigvis er placeret ens på hhv. SDU og hos UFM. En kandidatuddannelse, der på SDU f.eks. er placeret på det samfundsvidenskabelige hovedområde, kan således være placeret inden for et andet hovedområde hos UFM.
SDU Analytics har i forbindelse med offentliggørelsen af Kandidatudvalgets delafrapportering med udspil til omlægning af kandidatuddannelserne udviklet en webrapport med et overblik over, hvordan hovedområderne fordeler sig hos hhv. SDU og UFM.
Det er besluttet, at omlægningsprocenten, den enkelte uddannelse er underlagt i forhold til UFM´s definition af hovedområder, ”medtages”, selvom uddannelsen er placeret under et andet hovedområde på SDU. Link til webrapport fra SDU Analytics (OBS: Vær opmærksom på at ”hovedområde” i webrapporten er defineret som hhv. ”SDU fakultet” og ”UFM mellemområde”. )
Kandidatreformen på HUM
Tidligere udsendte orienteringer
Orientering om status og videre proces udsendt 8. oktober 2024
Baggrundsinformation
- Sommerseminar 13. - 14. august 2024 - Oplæg Kandidatreform, rammer og proces
- Sommerseminar 13. - 14. august 2024 - Oplæg Kandidatreform, nye veje og muligheder
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål, input eller kommentarer til arbejdet med kandidatreformen på Humaniora, så skriv til HUM-kandidatreform@sdu.dk
Sidst opdateret: 08.10.2024