Skip to main content
DA / EN
Dekanens ord

Arbejdsglæde og trivsel er afgørende for fakultetet

Nu er det igen blevet tid til at udfylde APV'en - samtidig sætter fakultetet fokus på Det Gode Universitetsliv

Af Marianne Holmer, , 10-10-2024

Kære medarbejdere

Tirsdag landede APV-undersøgelsen i min mailbox og jeg har markeret den med flag, således at jeg husker at få den udfyldt. Allerede i løbet af dagen fik jeg flere tilbagemeldinger fra medarbejdere, som havde gennemført undersøgelsen.

De var overvejende positive og fandt at undersøgelsen er blevet mere enkel og klar sammenlignet med den forrige måling. Flere havde brugt kommentarfelterne flittigt for at gøre opmærksom på forskellige iagttagelser, som de gerne ser forbedret.

Jeg håber, at alle medarbejdere vil finde tiden til at udfylde undersøgelsen og meget gerne komme med uddybende kommentarer.

APV-undersøgelsen bliver taget meget seriøst på SDU, og arbejdsmiljøudvalgene gør deres bedste for at imødegå de udfordringer, som undersøgelsen peger på.

Der er stor lydhørhed i hele organisationen og APV´en er et godt instrument til at få forbedret arbejdsforhold.

Siden sidste APV har vi på NAT haft flere fælles og mange lokale indsatser. Det er min oplevelse, at vi er blevet bedre til at dele viden på tværs af institutterne og høste erfaringer fra hinanden.

Der er også flere emner, som vi ikke er kommet i mål med, da det enten har været for vanskeligt, eller der har manglet opbakning eller økonomi til at lave ændringer.

Mange vil nok nævne stress, som et af de vanskelige emner. Selvom vi fortsat oplever stress, mener jeg ikke, at arbejdet har været forgæves.

Vi har lært utroligt meget om stress. Jeg mener, at vi er blevet bedre til at forebygge stress ved at have en større opmærksomhed på hinanden og fange de små signaler tidligt.

Jeg er sikker på, at der dukker nye emner op i denne APV, der skal arbejdes med. Vores arbejde udvikler sig hele tiden og nye udfordringer kommer til. Resultaterne foreligger i november, og i marts skal vi have handleplaner for institutter og fakultet på plads.

I sidste uge holdt vi møde om Det Gode Universitetsliv, som er en del af NAT’s strategi.

Vi har drøftet flere gange, om det er det samme som APV. Det mener jeg ikke, da der skal mere til et godt universitetsliv end en grøn APV.

Hvordan skaber man et inspirerende, motiverende og udviklende miljø – som er kerneværdier for et godt uni-liv for mig? Hvad er et godt uni-liv for dig?

Det blev til mange gode drøftelser på mødet, og medlemmerne af referencegruppen og institutlederne vil i den kommende tid stille spørgsmålet på institutterne: Hvordan kan vi arbejde med Det Gode Universitetsliv?

Er det nok at tage udgangspunkt i årets APV, eller er der behov for andre typer af drøftelser?

Jeg ser meget frem til at høre forskellige bud på spørgsmålet, da det er vigtigt at NAT understøtter et godt universitetsliv, og dermed er en attraktiv arbejdsplads for alle.

Marianne Holmer, dekan

Redaktionen afsluttet: 10.10.2024