SUNDs undervisningspris 2024
Årets underviser er kåret
Tillykke til Lindsey Nadine Van Yper, der i tirsdags blev kåret som Årets underviser 2024 på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Dekan Ole Skøtt overbragte nyheden til Lindsey Nadine Van Yper sammen rosende ord fra studienævnet for audiologi, som havde nomineret hende til prisen:
- Lindsey har en imponerende evne til at formidle selv de mest vanskelige emner på en inspirerende og forståelig måde. Hun bruger forskellige pædagogiske metoder for at gøre det komplekse stof mere tilgængeligt og interessant for os studerende.
- Og, Lindsey, du giver ikke kun feedback på præstationer i opgaver og eksamener, men også undervejs i undervisningen. Dette skaber en kontinuerlig læringsproces, hvor studerende får mulighed for at forbedre sig løbende.
- Lindsey er en underviser, der konstant stræber efter at forny og udvikle sin undervisning til gavn for de studerende på audiologiuddannelsen. Din tilgang omfatter introduktion af nye undervisningsmetoder, integration af ny teknologi og inddragelse af den seneste forskningsbaserede viden.
Stort tillykke til Lindsey, som nu også er SUNDs kandidat til SDU's undervisningspris 2024.
Nominerede til SUNDs undervisningspris 2024
De fem studienævn på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har hver især udpeget den bedste underviser på deres uddannelse som kandidat til at vinde prisen Årets underviser 2024:
- Lindsey Nadine Van Yper - udpeget af studienævnet for audiologi
- Jens Bojsen-Møller - udpeget af studienævnet for idræt og sundhed
- Annette Møller Dall - udpeget af studienævnet for medicin
- Søren Krogh Andersen - udpeget af studienævnet for psykologi
- Katja Schrøder - udpeget af studienævnet for kandidatuddannelsen i fysioterapi, ergoterapi, jordemodervidenskab, klinisk sygepleje og den sundhedsfaglige kandidatuddannelse
Årets undervisningspris uddeles til den underviser, der har udmærket sig ved at levere undervisning af høj kvalitet, innovere undervisningsmetoder og skabe et inspirerende læringsmiljø for de studerende.