Skip to main content
DA / EN

Kunst på SUND

Her er kunsten, der sætter sit præg på SUND

Fra lysekrone til digitale mønstre og giftige planter. Nu er alle kunstværker på SUND installeret. Gå på opdagelse i de fem værker og mød kunstnerne bag.

Af SUND Kommunikation, 01-01-0001


Koblingszonen – Philippe Parreno

I koblingszonen mellem SDU og Nyt OUH har den franske kunstner Philippe Parreno skabt kunstværkerne Clock og Moving Lamps.

Clock er et gennemsigtigt akrylur med synlige tandhjul, remme og motor. Uret drives af et digitalt system, der bevæger tre visere i et programmeret mønster. Rytme og bevægelse ændrer sig i takt med vejret.

Moving Lamps består af fire gennemsigtige lamper, der er 3D-printede og hænger fra loftet. Motorer får dem til at bevæge sig op og ned, mens lyset skifter i både styrke og farve. Bevægelse og lys styres af vejret og er synkroniseret med værket Clock.

 

Kunstinstallation på SUND

Kunstinstallation på SUND

Om kunstneren:
Philippe Parreno bor i Paris. Han arbejder på tværs af film, lyd, lys og installation og er kendt for at skabe værker, der forandrer sig over tid.

Han er internationalt anerkendt og har udstillet på blandt andet Tate Modern i London og MoMA i New York.


Aksen – Simon Starling

Simon Starling, en engelsk kunstner, der bor i København, står bag værket Floral Medicine, som udfolder sig flere steder på SUND og Nyt OUH.

Værket viser naturens dobbelte kraft – både helende og giftig – gennem mønstre på møbler og tekstiler samt haver med særligt udvalgte planter.

Ved Retsmedicinsk Institut findes for eksempel en lukket Deadly Garden og en sofa med mønstre inspireret af giftige planter. Haven er dog endnu ikke færdig, og værket er derfor ikke officielt afleveret til SDU.

Værkets tekstiler pryder også studiecellerne på Aksen, mens Faunapassagen rummer gardinet Bat Curtain og sofaen Green Birds Sofa.

Lang bænk med unikt, naturinspireret stofdesign i grønne nuancer og mønstre af svampe og planter, placeret i en moderne bygning med store vinduer og udsigt til en grøn gårdhave.

Lang gang i en moderne bygning med trægulv, sorte stole ved borde og store vinduer. Lyserøde og grå gardiner deler rummet, og en farverig bænk står ved vinduet.

Moderne gangområde med små studiepladser indrettet med træpaneler og stofbeklædte vægge. Ét område har grønt stof med svampemønster, mens et andet har et bladmønster. Sollys kaster skygger gennem de store vinduer.

Om kunstneren:
Simon Starling har udstillet globalt og deltager jævnligt i biennaler.

Han vandt Turnerprisen i 2005 med værket Shedboatshed – et skur, han omdannede til båd og sejlede op ad Rhinen, for siden at genskabe det som skur i en udstilling i Basel.

Læs mere om Simon Starlings kunstværk på SUND her.

Hovedindgang Stenten S – Monica Bonvicini

Over hovedtrappen ved indgang Stenten S hænger lysværket Nocturnal Bang, skabt af kunstneren Monica Bonvicini.

Værket kan opfattes som en overdimensioneret, teatralsk lysekrone, som er synlig både udefra og fra flere vinkler inde i bygningen. 

Med sin placering ved indgangen markerer værket et centralt knudepunkt mellem det eksisterende SDU og SUND-bygningen og fungerer samtidig som et pejlemærke for besøgende. Lysværket er tændt  to timer om dagen.  

Kunstværket Light Me Up i SUNDs hovedindgang

Om kunstneren:
Monica Bonvicini bor og arbejder i Berlin.

Hun er kendt for sine kritiske og humoristiske værker, der undersøger forholdet mellem arkitektur, køn, kroppen, overvågning og magt.

Hun har vundet adskillige priser og er kendt for store skulpturer i det offentlige rum, for eksempel RUN i London og She lies, der vugger på vandet foran Operahuset i Oslo.

Læs mere om Monica Bonvicinis kunstværk på SUND her.


Tværgange og Aksen – FOS

Den danske kunstner Thomas FOS Poulsen står bag værket Message above, thoughts on the ground, som ses flere steder på SUND.

Han har designet særlige døre på tværgangene på første og anden etage samt skabt farverige borde, stole og lamper i organiske former i Aksen.

Foran auditorierne 300 og 301 hænger en klokke, som også er en del af hans arbejde.

Højbord, barstole og lampe af kunstneren FOS i SUND-bygningen på SDU

Tre af de døre af kunstneren FOS, som du finder i SUND-bygningen på SDU

Lampe af kunstneren FOS i SUND-bygningen på SDU

Om kunstneren:
FOS bor i København og arbejder både i dansk og international kontekst.

Han udstillede installationen Osloo på den danske pavillon ved Venedig Biennalen i 2011 og har blandt andet redesignet Mændenes Hjem på Vesterbro sammen med Kenneth Balfelt.

FOS arbejder ofte i krydsfeltet mellem kunst og design.

Læs mere om FOS' kunstværk på SUND her.


Gangareal i stueetagen – Cory Arcangel

I stueetagen på SUND finder man gulvflader dekoreret af den amerikanske kunstner Cory Arcangel.

De sort-hvide mønstre stammer fra et digitalt maleprogram fra 1984 og minder både om tidlige computerbilleder og klassiske skakbrætter.

Værket med titlen inft fll forbinder det digitale med det fysiske og fungerer som et visuelt arkiv over computerens tidlige æra. Det stramme udtryk trækker tråde til minimalistisk kunst.

Ternet gulv af kunstneren Cory Arcangel på SDU SUND

Om kunstneren:
Cory Arcangel bor i Oslo og New York.

Han er pioner inden for kunst med sociale medier og Web 2.0 og interesserer sig for, hvordan digitale fænomener opstår og ældes hurtigt.

I 2011 blev han den yngste kunstner siden Bruce Nauman til at få en soloudstilling på Whitney Museum i New York.

Læs mere om Cory Arcangels kunstværk på SUND her.


Om formidlingen af kunsten på SUND

  • Et kunstformidlingsbureau udarbejder professionelle fotos og tekster om hvert værk og hver kunstner.
  • Materialet bliver samlet i et elektronisk katalog, der lanceres i 2026
  • I 2027 udkommer desuden et kort over samtlige kunstværker på både SDU SUND og Nyt OUH.
Redaktionen afsluttet: