SUND Indkøb
Indkøb på SUND: Én fælles funktion – ét fagligt team
SUND har nu ét samlet indkøbsteam, der skal styrke og ensrette indkøbsprocesserne på tværs af fakultetet. Overdragelsen er i gang – og teamet, der alle har solid laboratoriefaglig erfaring, står klar til at hjælpe enhederne godt i gang.
I september trådte den nye fælles indkøbsfunktion i kraft på SUND. Nu er overdragelsen i gang, og Indkøb kontakter enhederne løbende. Formålet er at sikre bedre indkøbsprocesser på tværs af fakultetet. Forandringer kan give spørgsmål – derfor vil vi gerne præsentere teamet bag, så du ved, hvem der tager hånd om opgaven.
Alle i Indkøbsteamet på SUND har praktisk erfaring fra laboratorier og solid viden om de produkter og instrumenter, der bliver købt ind. Teamet taler samme sprog som forskere og teknikere på SUND, og kender dermed både behovene og de analyser, der arbejdes med.
Teamet bag SUND Indkøb
Mette Fredenslund, teamkoordinator
Uddannet diplomingeniør i bioteknologi med speciale i cellebiologi og proteiner. Har 12 års erfaring som forskningslaborant på SDU ved det daværende IMB under Ole Skøtt. Har desuden arbejdet 18 år i salg af laboratorieudstyr og -produkter.
Ann Sofie Elkjær Madsen, indkøber
Tidligere laborant ved IMM hos Boye Lagerbon Jensen. Har i en årrække haft ansvar for indkøb på CVR (Cardiovascular and Renal Research Unit) og været aktiv i arbejdet med at forbedre indkøbsprocesser på SUND.
Liva Nielsen, indkøber
Uddannet bioanalytiker. Har tidligere været afdelingsleder hos Cryos International med ansvar for bl.a. indkøb. Kommer fra en stilling i laboratoriet hos Kerry Ingredients & Flavours.
Sådan foregår overdragelsen
Overdragelsen til den fælles indkøbsfunktion sker gradvist: Indkøbsteamet tager direkte kontakt til enhederne, når det er tid til overdragelse. Fakultetssekretariatet er allerede fuldt overdraget. Derudover er KI og IMM i gang. Resten af enhederne følger i løbet af foråret 2026, som tidligere beskrevet.
Du kan læse mere om indkøbsfunktionen og udrulningen her.
Teamet sidder i lokale Lokale V11-608a-1 – og alle er velkommen til at komme forbi og hilse på.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til implementeringen af SUND Indkøb, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Mette Fredenslund.
Baggrund og beslutningsproces
Baggrund:
Indkøbsopgaven på SUND har hidtil været fordelt på ca. 75 medarbejdere – uden at det var en kerneopgave for nogen. Det har ført til forskellig praksis, uens brug af reglerne og manglende udnyttelse af stordriftsfordele.
Startskud:
I juni 2024 blev der fremlagt et oplæg for institutlederkredsen om behovet for en ny indkøbsorganisering. Her blev der givet grønt lys til at arbejde videre med idéen.
Forbedringsproces:
Mellem juni 2024 og marts 2025 blev der gennemført en forbedringsproces som led i SDU’s forbedringskoncept. Processen havde fokus på brugerinvolvering og faglig forankring.
Beslutning:
På institutledermødet den 25. marts 2025 blev det besluttet at etablere SUND Indkøb som en fælles funktion under SUND Økonomi. Funktionen etableres i løbet af efteråret 2025.