Skip to main content
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Nitrogen fryseteknologi introduceres på Nyt SUND

Frysning med flydende nitrogen viser åbenlyse fordele for opbevaring af biologisk materiale. Det bliver nu testet af på SUND til senere implementering på Nyt SUND.

Af Bente Kjær, 25-02-2021

En traditionel fryser, som er baseret på elektricitet, genererer løbende kulde og kan typisk nå en temperatur ned til -80°C. En nitrogenfryser, som er baseret på fordampningsenergien fra nitrogen, skaber derimod løbende kulde fra et reservoir med -196°C. kold, flydende nitrogen.

En nitrogenfryser har således en buffer af kulde i form af den mængde flydende nitrogen, den indeholder. Det er noget af det, som er med til at øge driftssikkerheden, da temperaturen i fryseren dermed hverken påvirkes af strømsvigt eller afbrydelse i forsyningen af nitrogen.

De sikkerhedsmæssige fordele er da også et af de parametre, som ligger til grund for, at man på SUND ønsker at anvende nitrogen fryseteknologi, siger Uffe Holmskov, professor og institutleder ved Institut for Molekylær Medicin.

- Vi opbevarer allerede nu prøver ved -196°C, hvor det er relevant. Men nitrogenfryser-platformen har åbenlyse fordele i forhold til sikkerhed og forsvarlig opbevaring af prøverne, idet den ikke er nær så følsom overfor uforudsete situationer. Eksempelvis sikrer den, at meget få prøver ville gå tabt ved et eventuelt strømsvigt, fortæller Uffe Holmskov.

Sikkerhedstiden øges fra timer til dage

Hvis en traditionel fryser sættes ud af drift, har man forholdsvis få timer til at flytte alle prøver over i en anden fryser, før de begynder at tage skade. Med en nitrogenfryser øges denne sikkerhedstid fra timer til dage afhængigt af temperaturen i fryseren.

Opbevares prøverne ved -196°C øges sikkerhedstiden fra syv timer til syv dage, mens den stiger fra fire timer til fire dage ved -80°C. Det er sidstnævnte opsætning, som man den kommende tid vil teste på SUND, fortæller Jan Schoubo Verning Jensen, ingeniørassistent ved Institut for Molekylær Medicin.

- Vi laver en mockup med nitrogenfryseren, hvor vi stiller temperaturen på -80°C. Det sker i luftform, så prøverne har ikke direkte kontakt med det flyende kvælstof. Ved denne temperatur er sikkerhedstiden dog mindre – nemlig fire dage. Men det er et stort skridt i forhold til, at vi for nuværende har fire timer ved en kompressorfryser, siger Jan Schoubo Verning Jensen.

Mockuppen bliver lavet i det eksisterende kvælstofrum i Winsløwparken. Her vil nitrogenfryseren af modellen Vario-ML i en periode blive testet både i forhold til sikkerhed for temperaturudsving og sikkerhed i drift, inden der bliver indkøbt til Nyt SUND, lyder det fra Jan Schoubo Verning Jensen.

Kvælstofrum i Winsløwparken 25Det eksisterende kvælstofrum i Winsløwparken 25, hvor mockuppen laves.

Hvad er der i fryseren?

I fryseren opbevares biologisk materiale fra primært mennesker - men også fra mus. Det kan eksempelvis være:

  • Serum/plasma, hvor man kan måle biomarkører for forskellige sygdomme.
  • Væv fra forskellige organer, hvor man kan analysere, hvordan forskellige gener og proteiner er udtrykt i sygt/raskt væv.
  • Diverse cellelinjer, som har været dyrket og stimuleret på forskellig vis.

Nitrogenfryserens fordele

Der er flere sikkerhedsnæssige fordele ved en nitrogenfryser fremfor en traditionel fryser. Her er en række af disse:

  • Temperaturen i fryseren påvirkes ikke, hvis forsyningen af flydende nitrogen til fryseren afbrydes.
  • Temperaturen i fryseren påvirkes ikke af strømsvigt, idet kun selve styringen anvender elektricitet.
  • Temperaturen i fryseren er konstant – også når låget åbnes.
Redaktionen afsluttet: 24.02.2021