Journalistik og pressearbejde
Vi brænder for at skrive og sprede de gode historier om vores kloge forskere og dygtige studerende, der er med til at gøre en forskel. Enten gennem egne kanaler eller gennem pressearbejde.
Team Journalistik består af
Jane Thoning Callesen (afdelingsleder TEK Kommunikation)
Uddannet journalist (cand.public) fra SDU og California State University i 2008.
Bedriver mest ledelse og administration, men dypper stadig tæerne i journalistikken fra tid til anden. Tag fat i mig ved behov, døren og telefonen er altid åben.
Sebastian Wittrock (teamkoordinator)
TEK’s udsendte reporter i Odense. Sønderjyde bosat på Sydfyn, uddannet litterat fra KU med snart 10 års erfaring inden for medier og journalistik.
Hvis du føler, du har en god historie, verden burde kende til – hvad end det er forskningsresultater, et studenterprojekt, en ny fed maskine i laboratoriet eller et samarbejde med en virksomhed – så skriv, ring eller kig forbi mit kontor, så tager vi en snak om det.
Sune Holst
TEK’s udsendte reporter i Sønderborg. Uddannet ved Danmarks Journalist Højskole for snart en kvart menneskealder siden.
Har du en spændende historie, som du mener fortjener at nå bredt ud, så send en mail, ring, eller kom forbi mit kontor, så finder vi sammen den bedste måde at få din historie ud i verden.
Fokus på de gode historier gennem banebrydende forskning, interessante personer og dagligdagen på TEK
Vi fortæller de gode historier om forskningen, dagligdagen og personerne på TEK gennem artikler, pressemeddelelser, videoer og opslag på sociale medier.
Arbejdet i teamet underbygger det overordnede mål for afdelingen om at rekruttere flere ingeniørstuderende og tiltrække dygtige undervisere og forskere til TEK i Odense og Sønderborg. Det gør vi ikke mindst gennem formidling af forskningsprojekter. Gennem artikler på SDU’s hjemmeside og opslag på sociale medier fortæller vi om projekterne, både når forskerne får bevillingen, undervejs i deres arbejde og selvfølgelig også, når de når frem til resultaterne. Og hvis historierne kan bære det, sørger vi også for, at forskningen bliver eksponeret i medierne.
Udover forskning skriver vi også om livet på TEK og de mange tusinde studerende, der har deres hverdag her. Det betyder, at man også kan læse med, når der er studiestart, når uddannelsesministeren kommer på besøg, virksomhederne er på praktikant-jagt eller nysgerrige gymnasieelever bliver studerende for en dag.
Vi arbejder ud fra de almindelige nyhedskriterier og lægger især vægt på væsentlighed, altså hvordan aktiviteterne på TEK gør en forskel i samfundet og verden. Vi gør det i ord og billeder, men i stigende grad også i videoform, som især egner sig godt til opslag på sociale medier.
Vi arbejder på at fortælle om forskningen, personerne og dagligdagen på TEK gennem pressen og sociale medier i Danmark, men vores mål er i stigende grad også at nå ud internationalt.
Udover det eksterne fokus står teamet også bag et nyhedsbrev – TEK Update – som bliver sendt ud til alle ansatte på TEK seks gange om året.
I Team Journalistik står vi til rådighed for presserådgivning, hjælp og sparring om pressekontakt, kommunikation på diverse kanaler og formidling af forskning og projekter.
Kontakt Sebastian Wittrock eller Sune Holst, hvis du har brug for hjælp ifm. presse- og formidlingsopgaver.