Skip to main content
DA / EN

Lønforhandlinger

På SDU forhandles løn for alle medarbejdere (danske som udenlandske)en gang årligt, samt ved ny ansættelse. I de fleste tilfælde varetages forhandlingen af vedkommendes tillidsrepræsentant, mens det for nogle personalegrupper er den enkelte medarbejder selv, der står for forhandlingen.

Før den årlige lønforhandling vil medarbejdere, der er organiseret i fagforening, typisk blive orienteret af deres tillidsrepræsentant, når det er tid til at indsende ønsker til lønændring.

Medarbejdere, der ikke er organiseret i fagforening, har også krav på lønforhandling og vil blive forhandlet ved samme møder og af den relevante tillidsrepræsentant. Hvis man ikke er organiseret i fagforening, skal man selv holde sig orienteret og indtaste ønsker til lønændring i det samme lønforhandlingsprogram til den relevante frist. 

Programmet til lønforhandling tilgås på https://loen.sdu.dk/

Der er mulighed for at søge om kvalifikationstillæg, funktionstillæg samt engangsvederlag. Hvis der eksisterer en lønpolitik for den enkelte medarbejdergruppe, kan der evt. tages udgangspunkt heri – med henblik på at finde eksempler på kriterier for tildeling af tillæg. Der eksisterer endnu ikke lønpolitikker for alle medarbejdergrupper på SDU, kun for de medarbejdergrupper, der selv har taget initiativ til at få dem udarbejdet.

Lønpolitikker ved SDU

Aktuelle lønforhandlinger, Nyløn. Se den aktuelle tidsplan  'tryk her'

En lønforhandling foregår normalt således:

-  Medarbejderen indtaster sine lønønsker i lønforhandlingsprogrammet (loen.sdu.dk )

-  Ledelsen indtaster indstillinger i lønforhandlingsprogrammet, med samme dead-line som medarbejderen. 

-  Alle, der indstilles, bliver forhandlet.

-  Herefter udveksles lønkrav og indstillinger og B-sidens forhandlingsparter (lønmodtager) forhandler med A-siden (arbejdsgiver).

Tilstede er typisk:

-  En eller flere repræsentanter fra ledelsessiden

-  Tillidsrepræsentanten (og evt. dennes suppleant) fra medarbejdersiden

-  En medarbejder fra personaleområdet

Dvs. medarbejderen er ikke selv direkte involveret i lønforhandlingen, da denne foretages af tillidsrepræsentanten.

Forhandlingsmøderne foregår i runder, således at AC-VIP, AC-TAP og Professorer/chefløn forhandles i første kvartal årligt, laboranter, HK og ansatte under Forbundet Kommunikation og Sprog i 2. kvartal og alle øvrige personalegrupper i 4. kvartal.

Medarbejderen får efter endt forhandlingsrunde besked om lønændring eller afslag ved et brev fra personalekontoret.

Visse medarbejdere har selv forhandlingsret, det vil sige, at de selv skal tage kontakt til deres leder med anmodning om lønforhandling, som foregår uden deltagelse af tillidsrepræsentant. Det er muligt at anmode tillidsrepræsentanten om at foretage forhandlingen. Disse trin omfatter professorer, chefer og ledere, specialkonsulenter og chefkonsulenter.




Sidst opdateret: 20.10.2021