Status på omstillingen, løbende opdateringer
Status – uge 15
Opdateringer fra uge 13 og 15.
Arbejdsmiljøorganisationen for det nye SDU Uddannelse er på plads
Vi har afholdt valg af arbejdsmiljørepræsentanter (AMR), for dækningsområde 1 og 2 og SDU Uddannelses arbejdsmiljøorganisation ser pr. 1. april ud som følger:
Dækningsområde 1: Andrea Davidsen
- Operations
- Planning
Dækningsområde 2: Kaya Birch
- Studenterservice
- Strategisk Stab
Dækningsområde 3: Christa Jalking
- Preboarding
- SDU Universitetspædagogik
- Esbjerg, Kolding, Vejle, Sønderborg og Slagelse
Arbejdsmiljøleder for hele SDU Uddannelse: Birgit Jahn
Vi glæder os over, at vi har fået samlet en arbejdsmiljøorganisation, der dækker SDU Uddannelse bredt og ser frem til samarbejdet om det gode arbejdsmiljø.
Lokaler til SDU Uddannelse
Før Påske meldte direktøren ud, hvilke lokaler SDU Uddannelse skal sidde i fremadrettet. I 1. kvartal har Teknisk Service og chefer i Fællesadministrationen udarbejdet en samlet rokadeplan, som muliggør, at den organisatoriske flytning kan følges op af en fysisk flytning.
Rokadeplanen har følgende større elementer:
- SDU Analytics er midlertidigt flyttet til Videnbyen, hvilket frigiver plads til SDU Uddannelse i de arealer, hvor SDU Analytics har siddet.
- RIO’s karrierecenter flyttes fra Gydehutten til Campustorvet, hvilket frigør areal til SDU Uddannelse på Gydehutten.
- På Biblioteket omdisponeres flere arealer. En del af publikumsområderne og læsepladser til studerende flyttes til nye områder for at skabe mere sammenhængende kontorarealer til SDU Uddannelse. En del af arealet ved Bibliotekets hovedindgang omdisponeres til Academic Books.
- Academic Books flytter fra nuværende placering mod Gydehutten og ud mod letbanen til areal nær Biblioteket (mellemgangen mellem Gydehutten og Stenten), hvilket frigør arealer til SDU IT.
- SDU IT fraflytter en del af sine eksisterende lokaler (nord for Agrene) og overtager i stedet lokaler i det nuværende Academic Books. Dette frigiver sammenhængende arealer til SDU Uddannelse.
Planen er ganske omfattende og indebærer flere ombygninger.
Det er en vigtig milepæl i omstillingsprocessen, at vi i løbet af 2026 kan samle SDU Uddannelse. Vi arbejder tæt sammen med Teknisk Service om mulighederne i lokalerne og tidsplanen, så vi inden længe kan fortælle mere om flytningen.