Skip to main content
DA / EN

Status på omstillingen, løbende opdateringer

De sidste teamledere er nu på plads – og klar til næste skridt

De konstituerede teamledere bliver et bindeled mellem strategi og praksis, når uddannelsesadministrationen bevæger sig ind i næste fase.

Af Stinne Hørup Hansen, vicedirektør for Uddannelse, 30-10-2025

Opdatering på konstitueringerne

Vi har nu udpeget alle teamledere i Planning, og det markerer et vigtigt skridt i omstillingen af uddannelsesadministrationen.

I sidste uge blev Maria Garfield Grønbjerg Jørgensen og Britta Løck Worm fra SAMF udpeget som konstituerede teamledere for hhv. SAMF Planning og EVU Planning.

I denne uge følger Søren Sten Hansen som konstitueret teamleder for NAT Planning og Marlene Østergaard som konstitueret teamleder for HUM Planning. Endelig er Helle Gad udpeget som teamleder for TEK Planning og Danny Colmorten for SUND Planning.

Læs nogle få linjer om dem nederst. Jeg glæder mig meget til at byde dem velkommen og til samarbejdet med dem alle – det er et stærkt hold.

De får en central rolle i at forbinde strategi med praksis og sikre, at vi kommer godt videre i processen. Teamlederne skal være med til at få de sidste snitflader og opgavefordelinger til at falde på plads.

Mange af jer vil opleve, at opgaver flytter, så policy-opgaverne bliver på fakulteterne, mens driftsopgaverne samles i SDU Uddannelse. Det kræver tæt samarbejde og fleksibilitet, og her bliver teamlederne helt afgørende.

Teamlederne får også en vigtig rolle i planlægningen af overgangsfasen fra 1. januar til 31. marts. Her skal vi sikre klare ansvarsområder og gode samarbejdsrelationer for at få eksamensafviklingen i januar til at køre stabilt.

Vi bygger videre på det, der virker

Fakulteterne har allerede gjort et stort arbejde med at udvikle og digitalisere forskellige dele af processerne. Det arbejde skal fortsætte i Planning, og de bedste løsninger skal udbredes til alle teams. Vi skal tænke i helheder og i SDU-perspektiv – ligesom vi ser det i campusbyerne, hvor studiesekretærerne i SDU Uddannelse løser driftsopgaverne med at planlægge og afvikle undervisning og eksamen med stor loyalitet over for uddannelserne.

Som Maria Guldberg, studiesekretær i SDU Uddannelse i Kolding, siger:

– Selvom vi sidder i SDU Uddannelse, har vi stadig en tæt og lokal tilknytning til vores studieledere og undervisere. Det betyder meget for mig at bevare den faglige og kollegiale nærhed i hverdagen, samtidig med, at vi løfter blikket og samarbejder på tværs af campusbyer og fakulteter for at finde de løsninger, der fungerer bedst i praksis. Jeg vil gerne med min erfaring hjælpe med en god og smidig start på den nye organisering, hvor mine studiesekretærkolleger fremover sidder i SDU Uddannelse i Odense fremfor på fakulteterne.

Hvad sker der nu?

I de kommende uger vil styregruppen sammen med de konstituerede teamledere arbejde videre med at afklare de sidste snitflader og tilrettelægge overgangsfasen frem mod årsskiftet. Du kan følge med i fremdriften her på OSU-projektsiden.

Stillingen som chef for Planning forventes slået op 31. oktober.

Nye teamledere for NAT, HUM og TEK Planning

Søren Sten Hansen bliver konstitueret leder for NAT Planning. Han har været på SDU siden 2005 og er i dag teamleder for studieadministrationen på NAT. Søren har erfaring med planlægning, digital understøttelse af undervisning og eksamener samt drift af it-systemer. I den nye rolle vil han sikre stabilitet i teamets opgaver, styrke samarbejdet mellem SDU Uddannelse og NAT Uddannelse på fakultetet og skabe et solidt fundament for udviklingen af NAT Planning. Han skal desuden introducere den kommende permanente teamleder, inden han vender tilbage til fakultetet.

Marlene Østergaard bliver konstitueret leder for HUM Planning. Marlene har været ansat på SDU siden 2004, hvor hun begyndte i Rektorsekretariatet. Siden har hun arbejdet på Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier og i Studiesekretariatet under HUM med fokus på personale- og uddannelsesadministration. Hun har i mange år været en aktiv del af HK’s tillidsværk på SDU og er i dag tillidsrepræsentant for HK-ansatte på Humaniora. Herigennem har hun opbygget et bredt netværk og stort kendskab til SDU på tværs – erfaringer, hun vil bringe i spil i Planning med fokus på samarbejde, trivsel og fælles retning.

Helle Gad ansættes direkte som teamleder for TEK Planning og tiltræder den 1. januar 2026. Helle har været på SDU siden 2001, først på HUM og siden SUND, mens hun har været på Det Tekniske Fakultet de seneste 10 år. Siden 2020 har hun været leder af afdelingen Uddannelseskoordinering og -support med ansvar for personale og faglig ledelse for gruppen af uddannelsessekretærer og uddannelseskoordinatorer. Hun har således et godt indblik i teamets opgaver og rigtig god forståelse for ingeniøruddannelsernes behov, og hun har været med til at drive administrativ udvikling på TEK. Hun vil være et rigtig stærkt bindeled mellem TEK og TEK Planning i fremtiden.

Danny Colmorten bliver konstitueret leder for SUND Planning. Danny er teamkoordinator for skemalægning og eksamen på SUND på tværs af fakultetssekretariatet og institutsekretariater. Han har erfaring med procesoptimering og informationsdeling og er superbruger på de digitale systemer, som benyttes i undervisning, skemalægning og eksamener. Danny har været ansat på SDU i en årrække og har desuden arbejdet på både SAMF og TEK.

Redaktionen afsluttet: 30.10.2025