Skip to main content
DA / EN

Afrunding

Afrunding af revideringsprojektet

Projektet, der har revideret SDU’s kvalitetssystem for uddannelser, er blevet rundet af – nu skal vi implementere og følge op

Af Caroline Schaffalitzky, projektleder SDU Uddannelse, , 04-06-2025

Universitetslovens §2 (ekstern side åbner i nyt vindue) bestemmer, at universitetet ”har til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder”. Og som rektor skrev i sin seneste klumme i rektoratets nyhedsbrev (åbner i nyt vindue), er SDU’s uddannelser den ”20-sporede motorvej fra forskningsbaseret viden til samfundsværdi”. 

Det forpligter. Vi skylder både samfundet, fagtraditionerne og de knap 20.000 studerende ved SDU at levere den højeste kvalitet. 

Eftersyn af arbejdet med uddannelseskvalitet

SDU’s kvalitetssystem for uddannelser sætter rammen for, hvordan vi arbejder med kvaliteten af undervisning, uddannelser og rammerne på tværs af hele universitet. Systemet skal sikre, at vi sætter os de rigtige mål, at vi har den nødvendige viden, og at vi arbejder systematisk med opfølgning og udvikling.

Det betyder dog også, at kvalitetssystemet selv skal efterses med jævne mellemrum, og et større eftersyn er netop gennemført med projektet Revidering af SDU’s kvalitetssystem for uddannelser (åbner i nyt vindue). Projektet blev sat i gang af direktionen sommer 2023, det har været omfattende, og der har været stor opbakning og lyst til at bidrage på tværs af SDU. Afslutningsrapporten fra projektet blev godkendt af Uddannelsesrådet 23. maj 2025.

Hvor har vi ændret?

Revideringen tog udgangspunkt i, at vi allerede havde et solidt og modent kvalitetssystem for uddannelser. Alligevel har projektet betydet mange store og små tilpasninger af systemet. Blandt de mest markante er:

  • Ny opbygning med tydeligere fokus på undervisning
  • Ny opfølgningsproces med tydeligere fokus på målsætninger, resultater og samarbejde
  • Større ansvar og større frihed til studienævn, uddannelsesledere og andre nøgleaktører
  • Enklere opbygning og mere transparens
  • Strømlining af tværgående opsamling og samtænkning med andre udviklingsprocesser
  • Bedre brug af ressourcer og bedre understøttelse af nøgleaktører
  • Bedre beskrivelse af hvordan kvalitetssystemet skal udvikles

Fra dokumenter til virkelighed

I den kommende periode skal det reviderede kvalitetssystem implementeres i organisationen, og vi skal følge op på, om alt fungerer, som det er tænkt. Bliver mål og processer oplevet som meningsfulde? Bliver der flyttet kræfter fra kontrol til udvikling? Får studerendes perspektiver den plads, de skal have? Fungerer samarbejdet om uddannelserne på tværs af ledelseslag, roller og enheder? 

For det samme gælder for selve kvalitetssystemet, som for uddannelseskvalitet generelt: Opgaven bliver aldrig færdig, når ambitionen er at sikre den bedst mulige undervisning, de bedst mulige uddannelser og de bedst mulige rammer for begge dele på tværs af universitetet.

Vil du vide mere

Redaktionen afsluttet: 04.06.2025