Klimaplan
Vores Grønne Univers er lanceret
I slutningen af april havde Vores Grønne Univers premiere på SDUnet, og universitetets ansatte har nu adgang til et univers spækket med tips, tricks og viden, der gør det lettere at agere klimavenligt i løbet af arbejdsdagen.
I juni 2019 besluttede SDU’s bestyrelse at gøre FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling til omdrejningspunktet for universitetets fortsatte udvikling. Herefter fulgte Klimaplanen for 2030, der består af fire overordnede områder, nemlig 1) Campus, bygninger og drift, 2) Cirkulært ressourceforbrug, 3) Transport og 4) Adfærd, kommunikation og involvering.
Som led i det fjerde område (Adfærd, kommunikation og involvering), har vi skabt Vores Grønne Univers, hvis formål er at fremme klimavenlig adfærd blandt ansatte. Vi tror på, at involvering er en del af løsningen i den grønne omstilling.
For at kunne handle klimavenligt i sin hverdag, er det imidlertid vigtigt, at man som ansat får stillet redskaber til rådighed. Derfor har vi skabt Vores Grønne Univers, hvor du som ansat kan finde tips og tricks til at agere klimavenligt inde på kontoret, til konferencer/events, til/fra universitetet og når du affaldssorterer. Derudover kan du også finde informationer om SDU Green Lab samt Indkøb- og Udbud, Økonomiservice.
Viden er afgørende for, at vi kan handle. Derfor vil sitet også løbende blive opdateret med data, erfaringer, nye tiltag, etc.
Der vi i løbet af 2023 blive skabt et lignende site for studerende på SDU.
Har du spørgsmål eller forslag til, hvad Vores Grønne Univers ellers kan indeholde, så kontakt SDG HUB’en på: vores_verdensmaal@sdu.dk