Skip to main content
HR

Stress - gode råd om forebyggelse og håndtering

Videncenter for Arbejdsmiljø har samlet den bedste viden og en række værktøjer til at støtte arbejdspladserne i en god og systematisk indsats for en god trivsel, da det psykiske arbejdsmiljø betyder meget for vores helbred og sygefravær generelt. Hent den kortfattede kvikguide.

Pjece fra Arbejdsmedicinsk klinik i Herning går i dybden med alle faser i en stress-sygemelding. Målet med pjecen er at gå i dybden med alle faser i en stress-sygemelding, ligesom den indeholder konkrete råd og værktøjer. Blandt andet sættes der ord på, hvordan man som leder kan indlede kontakten med en stressramt, og hvordan man får succes med denne dialog. Desuden giver den svar på, hvad man stiller op, hvis en medarbejder ikke selv vil erkende, at han eller hun er stressramt, og hvordan man håndterer skyld og skam hos medarbejderen. Læs mere her.

BFA har lavet materialet "Forebyg stress i fællesskab" specielt til skoler, uddannelses- og forskningsinstitutioner som en ny værktøjskasse til forebyggelse af stress. Målet med værktøjerne er at skabe indsigt, dialog og inspiration på arbejdspladsen og at hjælpe jer med at finde konkrete løsninger på udfordringer i stressforebyggende arbejde. Værktøjerne kan hentes samlet i en ny værktøjskasse hér.

Forskning lavet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) peger på, at især tre typer indsatser er gode til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det er hvis man for eksempel:

1. Har en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden.

2. Generelt øger medarbejdernes indflydelse på eget arbejde.

3. Introducerer nyuddannede til deres nye arbejdsplads.

En gennemgang af forskningen samt værktøjer og inspiration til igangsættelsen af de tre typer indsatser findes i den udarbejdede rapport Psykosociale arbejdsmiljøinterventioner - Hvad virker? En systematisk gennemgang af forskning i interventioner rettet mod det psykosociale arbejdsmiljø samt en oversigt over viden om implementering af arbejdspladsinterventioner fra 2017. Rapporten kan hentes på NFAs hjemmeside.


Sidst opdateret: 20.07.2022