Karriereudvikling udgør et centralt element i udmøntningen af SDU’s strategi ”Værdi, kvalitet, mennesker” og SDU’s strategi for Kompetence og Karriereudvikling (KKV). Et fokusområde i SDU’s strategi er udvikling af robuste fagmiljøer for forskning, undervisning og administration, og som led i dette rekruttering og kultivering af næste generation af excellente forskere, undervisere og administrativt ansatte.
Koncept for Karrieresamtaler er en operationalisering af SDU’s strategi. Konceptet er udarbejdet for udvalget for Karriere- og Kompetenceudvikling. Konceptet er baseret på indsamlet materiale og erfaringer på tværs af SDU.
Konceptet understøtter dels, at der lokalt sker et samspil, hvor strategiens mål bliver afstemt med individuel karriereudvikling. Karrieresamtaler bliver også brugt ad hoc og uformelt som en løbende undersøgelse af, hvad der driver mig i dette og mit kommende job.
Karrieresamtaler kan have forskellige formål og forskellige organisatoriske afsæt, og ansvaret for gennemførelse af karrieresamtaler vil derfor være variere. Konceptet er målrettet individer og deres samtaler med en række ressourcepersoner. Sådanne karrieresamtaler står ikke alene, og ansvaret for karriereudvikling fordeler sig på alle lag i organisationen.
- Fakultetet og institutterne har ansvar for, at der er sammenhæng mellem ressourcer og rekruttering. Karriereudvikling skaber ikke flere ressourcer. Samtidig skaber enhver rekruttering en forpligtelse til at varetage den fortsatte karriereudvikling af yngre forskere – også ud over projektperioden. Nogle fakulteter tilbyder karrieresamtaler for ph.d.-studerende på andet og tredje år via ph.d.-skolen, mens nogle institutter afholder samtaler for egne ph.d.-studerende
- De nærmeste ledere har ansvaret for, at karriereudvikling indgår i MUS samt i løbende drøftelser med yngre forskere, så instituttets og forskningsgrupperne strategier giver en ramme for den enkelte i forhold til at justere retning. Ledere kan bruge Koncept for karrieresamtaler som forberedelse til MUS og andre former for karrieresamtaler
- Forskningsgruppeledere og overordnede projektledere har ansvar for at hjælpe yngre forskere med finansiering og at iværksætte andre karrierefremmende aktiviteter; herunder at koble yngre forskere til gruppens aktiviteter og netværk
- Yngre forskere har ansvaret for egen læring, at afstemme gruppens og organisationens behov for mobilitet og fleksibilitet med egne interesser, samt at være opsøgende via selvtilrettelæggelse af karrieresamtaler. Det er anbefalingen at alle yngre forskere laver en karrierestrategi, der målretter eksempelvis undervisningsaktiviteter, publicering, deltagelse i kurser og konferencer samt valg af netværk.
Konceptet kan fungere sammen med SDU’s MUS-koncept for at uddybe ’karriereudvikling’ som et aspekt af medarbejderudvikling. Konceptet kan også bruges på egen hånd af SDU-ansatte. Konceptet har dels et generisk element og dels et element målrettet yngre forskere.