Skip to main content

Start et praksisfællesskab om AI

Få hjælp til at komme godt fra start

Hvis I har en idé til et praksisfællesskab, men har svært ved at komme i gang, yder vi gerne support. Skriv blot til aihub@sdu.dk – så giver vi en hånd med!

Hvad er et praksisfælleskab?

Et praksisfællesskab er en gruppe af mennesker, der mødes regelmæssigt for at blive klogere på en fælles interesse. Fællesskabet har tre kendetegn:

  1. Et tema, som alle deltagerne har lyst til at lære mere om.
  2. Et indbyrdes sammenhold, som får deltagerne til at føle sig trygge og velkomne.
  3. En fælles praksis for at lære med og af hinanden.

For at skabe et sundt praksisfællesskab kræver det altså, at alle har lyst til at deltage og bidrage til den fælles læring. Derfor er det vigtigt at finde et tema, som I deler interessen for, og hvor I føler, at I kan bruge læringen i jeres arbejde efterfølgende.

Et tema kunne for eksempel være:

  • AI i undervisningen
  • Ansvarlig brug af AI i forskning
  • AI i administrative arbejdsgange
  • Ledelse af AI
  • Et godt arbejdsliv med AI

Bemærk, at I ikke behøver at vide alt om emnet på forhånd. Det er nok, at I er nysgerrige og kan hjælpe hinanden med at blive klogere.

En hurtig test

Et AI-fællesskab har et godt udgangspunkt, hvis I kan svare på disse tre spørgsmål:

  • Hvad vil vi blive bedre til?
  • Hvem vil være med til at blive klogere på det?
  • Hvilke faglige udfordringer vil vi arbejde med?

Hvorfor lave et praksisfællesskab om AI?

Kunstig intelligens er en teknologi, der udvikler sig hurtigt, og det kan være svært at følge med på egen hånd. Ved at lave et praksisfællesskab får I et trygt rum for at lære sammen. Her kan I dele gode og dårlige erfaringer, prøve nye arbejdsformer af, stille de spørgsmål, man måske ikke får stillet i en travl hverdag – og ikke mindst hjælpe hinanden med at omsætte AI fra noget abstrakt til noget brugbart.

Nogle steder bruger man AI i smug. Sådan gør vi ikke på SDU. Her taler vi i stedet åbent og ærligt om vores anvendelse af AI i det daglige arbejde. Et praksisfællesskab gør den slags samtaler mulige: Det dulmer bekymringer og fjerner berøringsangst, når vi kan drøfte vores erfaringer med andre.

Er et praksisfællesskab det rigtige valg?

Et praksisfællesskab er oplagt, når I er flere med den samme interesse for et emne, der udvikler sig og kræver løbende læring – og når der er interesse for at mødes mere end én gang. 

Hvis I derimod skal drøfte én afgrænset problemstilling, kan det måske klares med et møde eller en workshop. Skal I levere et bestemt produkt, kræver det nærmere en arbejdsgruppe. Og hvis det drejer sig om at lære nogle på forhånd definerede færdigheder, har I vist mere brug for et kursus.

Det gode spørgsmål: Er det besværet værd?

Et praksisfællesskab indebærer selvfølgelig, at I forpligter jer til det og tager ansvar for den fælles læring. Men det behøver hverken være stort eller tidskrævende at komme i gang.

Nogle gange er det nok at være en håndfuld kollegaer, som deler en interesse. I kan jo begynde med at mødes over en uforpligtende kop kaffe. Hvis mødet viser sig at være værdifuldt, kan I efterfølgende invitere flere med og udvide tidsrammen en smule. Og vupti: Pludselig har I noget, der ligner et praksisfællesskab til forveksling. 
Andre gange kan praksisfællesskabet starte mere formaliseret og med opbakning fra ledelsen. Hvis I mærker et behov for videndeling eller kompetenceudvikling indenfor kunstig intelligens hos jer, kan det være en god idé at sætte en tydelig ramme fra begyndelsen: Hvad vil I blive klogere på sammen, hvor ofte vil I mødes, og hvem tager ansvar for at drive fællesskabet?

Både erfaringen og forskningen viser, at praksisfællesskaber i mange tilfælde er besværet værd, fordi de skaber læringslyst, tryghed og faglig udvikling på tværs af faggrupper og områder. Man kan dog hurtigt mærke, om praksisfællesskabet giver den værdi, det var tiltænkt – og hvis det ikke er tilfældet, kan I altid opløse fællesskabet igen. Så længe, I har givet det en fair chance.

Sådan starter I et praksisfællesskab

Gode råd

Sådan kan du facilitere et praksisfællesskab

Er det dig, der har fået ansvar for at facilitere et eller flere af praksisfællesskabets møder? Så kan du betrygge dig med, at det slet ikke er så svært, som det lyder. At være en god facilitator kræver nemlig ikke, at du ved alt eller altid har et svar parat – det kræver blot, at du ved, hvad I skal, kan rammesætte aktiviteterne og stille de spørgsmål, som starter en samtale.  

Som facilitator forventes det altså ikke, at du holder et helt foredrag, men i stedet, at du har fastlagt programmet for mødet. Det er dig, der byder velkommen, fortæller, hvad I skal, og sørger for, at I overholder tidsplanen. Tiden kan let løbe løbsk – ting tager ofte længere tid, end man regner med! – så derfor skal du helst undgå at være for optimistisk med programmet. Forbered hellere få, men gode aktiviteter. Husk, at der skal være tid og rum til at gå i dybden med det, I har planlagt. 

Samtidig skal du heller ikke være bange for at stoppe en samtale, hvis du vurderer, at den kører i ring og stjæler tid fra noget andet, der er vigtigere. Start mødet med at sige de gyldne ord: ”Som facilitator kan det godt være, at jeg på et tidspunkt afbryder eller går videre til noget andet, så vi kan nå det hele.” Så er der ingen sure miner, hvis du bliver nødt til at gøre netop dét undervejs i mødet, når tiden skrider. 


Med det sagt, så bør du også være fleksibel nok til at give mere tid til en aktivitet, hvis den viser sig at have stor interesse og skaber værdi for de andre medlemmer. Vi kan ikke altid regne ud på forhånd, hvad der fanger folks interesse – og det fælles udbytte er i sidste ende vigtigere end dagsordenen.


Nedenfor kan du finde inspiration til aktiviteter, I kan lave til jeres møder i praksisfællesskabet. Du er også velkommen til at finde på dine egne.

Tip til facilitering: Parkeringspladsen

Enhver facilitator med respekt for sig selv bør have en ”parkeringsplads”. Her kan man skrive alt det ned, der ikke er relevant at tale om her og nu, men som måske skal tages op på et senere møde.

Forslag til aktiviteter

For at møderne i jeres praksisfællesskab ikke skal ende med at blive en sludder for en sladder, men skabe praksisorienteret læring, er det en god idé at forberede nogle aktiviteter på forhånd. Dem kan du finde inspiration til her.

Bemærk, at aktiviteterne har forskellige formål, og at de fungerer godt på forskellige tidspunkter til mødet. Tilsammen kan de forskellige typer af aktiviteter give mødet en vellykket dramaturgi, der skaber interesse, variation og engagement.

Og husk at holde pauser undervejs!

Indtjekningsaktiviteter varer 5-10 minutter og tjener til at få deltagerne til at lande mentalt i mødet. De kan laves i plenum, to og to eller i mindre grupper.

Ugens succeshistorie

Del nylige succeshistorier relateret til AI.

Vågen om natten

Svar kort på spørgsmålet: ”Hvad ved AI holder dig vågen om natten for tiden?”

Håb om hjælp

Fortæl kort, hvad I hver især håber på at få hjælp til eller blive klogere på til mødet.

Trafiklys

”Hvordan er dit arbejde med AI gået siden sidste møde?” Svar henholdsvis grøn, gul eller rød.

Opvarmningsaktiviteter varer cirka 15 minutter og varmer deltagerne op til de længere læringsaktiviteter. Kan laves to og to eller i grupper. Kombiner eventuelt med en fælles opsamling.

Se min prompt!

Vis prompts eller andre AI-teknikker, I bruger i jeres arbejde. Spørg ind til og snak om hinandens eksempler.

Månedens AI-fund

Skiftes til at dele noget interessant, I har fundet om AI siden sidst. Det kan være alt lige fra artikler og nyheder til værktøjer og eksempler.

Ugens fiasko

Del fejlslagne forsøg og fiaskoer, I har haft med AI siden sidste møde.

Underlige outputs

Del de mest mærkelige svar, I har fået fra Copilot eller en anden chatbot.

Kunstige cowboytricks

Del gode råd, tips & og tricks med hinanden.

Bekendelsestid

Skiftes til at fortælle, hvad I synes er svært, hvad der bekymrer jer eller om noget, I bruger AI til, som I ikke har fortalt nogen om før.

Pralerunde

Fortæl om noget, I hver især har prøvet at bruge AI til, men hvor I selv er teknologien overlegen.

Inspirationsoplæg

En deltager eller gæst holder et kort oplæg om noget, der har fællesskabets interesse.

Læringsaktiviteterne udgør hovedvægten i praksisfællesskabets møder. De varer cirka 45 minutter og giver deltagerne mulighed med at gå i dybden med et tema, en opgave eller en udfordring, som er relevant for deres egen praksis. Kan laves i plenum, to og to eller i grupper.

Hvad ville I andre gøre?

Facilitatoren eller en udvalgt deltager præsenterer en problemstilling eller en opgave, som de andre deltagere giver deres bud på en løsning til. Deltagerne får tid til at løse opgaven.

Case-klinikken

En deltager præsenterer en case, de har arbejdet på. De andre giver sparring, gode råd og forslag til forbedringer.

Teknisk demonstration

En deltager demonstrerer et værktøj, en teknik eller arbejdsgang med AI.

Gæsteoplægget

Inviter en gæst udefra til at holde et længere oplæg. Husk at sætte tid af til spørgsmål og efterfølgende drøftelse.

AI-monopolet

Skriv hvert jeres dilemma på en seddel eller post-it, som bagefter trækkes tilfældigt og giver anledning til en fælles drøftelse.

Et kig i krystalkuglen

Drøft, hvordan AI kommer til at forandre eller påvirke jeres arbejde i fremtiden, og hvad I kan begynde at forberede sig på allerede nu.

En tur i maskinrummet

Arbejd på en fælles opgave, I er blevet enige om. Det kan være en vejledning, en case eller lignende.

Udviklingsaktiviteterne kan have karakter af teambuilding eller fælles refleksioner over, hvordan praksisfællesskabet skal udvikle sig. De varer cirka 15 minutter – men kan sagtens vare meget længere – og kan laves i plenum, to og to eller i grupper.

Serviceeftersyn af fællesskabet

Drøft, hvad der fungerer godt, mindre godt, og hvad I skal gøre anderledes.

Vores klubnavn og motto

Find på et navn og et motto for praksisfællesskabet.

Læringsrejser

Skiftes til at fortælle jeres læringsrejse med AI – gerne i relation til praksisfællesskabet. Hvor startede I, og hvor er I nu? Hvad er det vigtigste, I har lært undervejs?

Kompetencerunden

Fortæl, hvilke særlige kompetencer, I hver især bringer ind i fællesskabet.

Taknemmelighed

Tag en runde, hvor I takker hinanden for, hvad I bidrager med til fællesskabet. Advarsel: Våde øjne kan forekomme.

Hvem mangler ved bordet?

Tal om, hvem der mon mangler i jeres praksisfællesskab, og hvem I med fordel kunne invitere til at deltage.

Program for næste møde

Brainstorm på, hvad det næste møde skal handle om – og lav gerne et programudkast på stedet.

Udtjekningsaktiviteter varer 5-10 minutter og afrunder mødet. De kan laves i plenum, to og to eller i mindre grupper.

Ønskelisten

Alle fortæller, hvad de ønsker at arbejde med næste gang.

Med fra i dag

Del, hvad I hver især tager med sig fra dagens møde.

Prøvehandling

Alle formulerer én ting, som de har tænkt sig at prøve inden næste møde.

Ofte stillede spørgsmål

Ved opstarten af praksisfællesskaber kan der være en række spørgsmål:

Nej. Et praksisfællesskab er ikke et ekspertforum, men et sted, hvor I kan lære sammen. Derfor gør det heller ikke noget, hvis der er forskel på erfaringerne og kompetencerne indenfor temaet. 

Det filosofiske makkerpar Deleuze og Guattari mente, at to personer var en hel flok. Med det sagt, så er det nok sjovere og mere givende at være flere end to. I kan dog sagtens starte småt. Fem dedikerede medlemmer er mere end rigeligt – og hvis temaet er spændende, skal der nok komme flere til med tiden. 

Der findes ikke et rigtigt svar på det spørgsmål. Det vigtigste er, at der er en regelmæssighed, og at deltagerne oplever møderne som værdifulde. Rytmen skal passe til interessen og behovet. 


Igen er det op til jer selv. Mange har gode erfaringer med møder på halvanden til to timer, men det kommer meget an på mødeformen og interessen. Forventningsafstem derfor løbende, og lav om efter behov. Måske viser det sig at være nok for jer at erfaringsudveksle en halv time en gang imellem, og så er det jo det rigtige at gøre. 

Hvis det giver mening. Mange praksisfællesskaber har gavn af at dokumentere i en eller grad – men det kan se ud på mange måder. I kan for eksempel føre logbog, indsamle post-its, have en fælles mappe, en idébank eller lignende. Eller bare medbringe en notesbog hver især. Men undgå for alt i verden at drukne fællesskabets livsgnist i dokumentation. Det vigtigste er, at I får værdi af selve møderne. 

Spørg jer selv! Hvis I bliver ved med at deltage i praksisfællesskabets møder, bliver klogere og har lyst til at fortsætte, så giver det i hvert fald en eller anden form for værdi. I kan også vende tilbage til jeres indledende formål: Arbejder I med det, I havde sat jer for – og bliver I bedre til det?

Det er normalt, at fremmødet svinger, og det nytter ikke noget at ærgre sig over, at alle ikke mødte op. Fokuser hellere på, at jer, der gjorde, får noget ud af mødet. Men spørg gerne jer selv, hvad I kan gøre, så der møder flere op næste gang. Måske skal I prikke til nogen, invitere flere ind, ændre på mødeformen… eller simpelthen spørge folk selv om, hvorfor de ikke mødte op – helt venligt og ubebrejdende, selvfølgelig – og hvad I kan gøre anderledes fremover.

Samme fremgangsmåde som ovenfor. Gør en indsats for at vække interessen igen, og se, om det virker. Hvis problemet fortsætter, er der måske ikke nok interesse for fællesskabet alligevel. Sådan er livet nu engang, og det behøver jo ikke at være en skidt ting: Måske er det bare sådan, at fællesskabet er lykkedes med sit formål, og at det nu er tid til at søge nye læringsmæssige græsmarker.

Værd at vide: Copilot kan hjælpe!

Denne vejledning indeholder det vigtigste, I skal vide for at komme godt fra start med jeres praksisfællesskab, men det ville være synd at sige, at den rummer svar på alt om at planlægge og facilitere det. Men så er det jo godt, at I altid kan spørge Copilot til råds!

Copilot kan bruges til at finde på emner for jeres møder, omskrive jeres løse idéer til et program, lave udførlige drejebøger for aktiviteterne, formulere spørgsmål til drøftelse eller hjælpe med at samle op på det, I arbejder med til møderne. 

Du kan for eksempel fodre den aktiviteterne fra denne vejledning og bede den om at lave en uddybende beskrivelse, sætte flere af dem sammen til et program eller foreslå alternative mødeaktiviteter, der passer bedre til jeres møde.

I kan også invitere Copilot med som deltager til jeres møder i praksisfællesskabet. Den ville sikkert blive glad for at blive spurgt.  

Læs mere om, hvad du kan bruge Copilot til her.

Få starthjælp og løbende support til jeres praksisfællesskab

Nogle gange gider man ikke spørge en chatbot, men vil hellere have hjælp af et ægte menneske. Derfor stiller SDU’s AI Hub både starthjælp og løbende support af jeres praksisfællesskab til rådighed.

Hvis I ønsker hjælp til at komme i gang, facilitere det første møde eller få inspiration til de næste, kan I skrive til os på: aihub@sdu.dk (skriv gerne ”Support af praksisfællesskab” i emnefeltet, så vi ved, hvad det drejer sig om).

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at skrive til os, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring om brugen af AI.