1) Mistanken opstår
Ved mistanke om eksamensuregelmæssigheder, skal bedømmer (typisk eksaminator) kontakte studieleder med henblik på faglig vurdering af de mistænksomme forhold. Censor må også gerne kontakte studieleder, hvis det er censor, som har en mistanke.
2) Studieleders undersøgelse
Efter modtagelse af sagsmaterialet fra eksaminator, foretager studieleder en faglig vurdering af materialet. Andre eksaminatorer eller relevante fagpersoner må gerne inddrages.
Bliver mistanken bekræftet ved den faglige vurdering skal sagen indberettes til Uddannelsesjura. Indberetningen sker via ESDH-systemet Workzone (se 3).
Ved tvivl om en sag skal indberettes anbefales det at sagen indberettes. Man er altid velkommen til at kontakte Uddannelsesjura i forbindelse med vurdering af en sag (65 50 44 70 / uddannelsesjura@sdu.dk).
Hvis der ikke er fagligt belæg for at opstarte en sag, skal studieleder snarest muligt orientere eksaminator og evt. censor herom med henblik på genoptagelse af bedømmelsen. Det står studieleder eller eksaminator frit for at tilbyde vejledning til den studerende i forhold til fremtidige eksaminer.
3) Indberetning af sag og notifikation til den studerende
For at sagen kan behandles, skal følgende gøres:
- Udfyldning af indberetningsdokument (hent dokument fra Teams)
- Dokumentation udarbejdes – se krav til dokumentation.
- Oprettelse af sag i Workzone (WZ), samt upload af indberetningsdokument og dokumentation. Se lokal retningslinje for oprettelse samt overdragelse af sag her
Når sagen er klar til overdragelse, skal den/de studerende notificeres om den formodede mistanke. Til dette anvendes en standardtekst (hent dokument fra Teams).
Studieleder eller relevant TAP sender notifikationen til den studerende og herefter indtastes ”EU” i digital eksamen i stedet for bedømmelsen (notifikationen journaliseres i WZ). Hvis den studerende har fået en bedømmelse, fastholdes denne bedømmelse indtil sagen er afgjort.
Sagen overdrages til Uddannelsesjura
4) Sagsbehandling i Uddannelsesjura, SDU Uddannelse
Uddannelsesjura varetager sagsbehandlingen til sagen er slut. Sagsbehandlingen indebærer blandt andet indkaldelse til og afvikling af partshøring. Studieleder vil deltage i partshøringen.
Efter endt partshøring udarbejdes mødereferat, samt udkast af indstilling til afgørelse. Indstilling afstemmes med studieleder. Ved frafald af sag koordinerer Uddannelsesjura med studieleder om det videre forløb.
5) Afsluttende sagsbehandling hos Uddannelsesjura og Dekanat
Indstilling til afgørelse fremsendes til dekanatet på det fag relevante fakultet. Er dekanatet enig i indstillingen, underskrives afgørelsen og returneres til Uddannelsesjura.
Uddannelsesjura sender afgørelse til den studerende. Kopi af afgørelse fremsendes til studieleder og det relevante faglige team i Registratur.
Er dekanatet uenig indstillingen returneres sagen til det Uddannelsesjura, som foretager fornyet sagsbehandling af den pågældende sag. Det bemærkes, at Uddannelsesjura påser, at sager på tværs af fakulteter behandles ens. Studieleder og øvrige relevante personer inddrages i dette. Efter endt sagsbehandling fremsendes den reviderede sag til dekanatet til underskrivelse.
6) Ved klage over afgørelse
Såfremt den studerende vælger at klage over afgørelsen, indgiver den studerende klagen til Juridisk Kontor (uniklager@sdu.dk), som forestår den videre behandling af klagen.