Hvad er eksamensuregelmæssigheder?
Man taler om plagiering/kopiering, når man "efterligner eller direkte afskriver andres tekster, uden at angive kilden og gøre opmærksom på, at det drejer sig om citat eller resumerende arbejde" (Citat fra Hanne Leth Andersen og Jens Toftskov: Eksamen og eksamensformer. Betydning og bedømmelse. Samfundslitteratur. 2008).
I en eksamenssituation betyder plagiering/kopiering, at den studerende lader en tekst, illustration, en struktur, en idé mv. fremstå som sit eget værk.
Hvis en studerende genbruger hele eller dele af en opgave, som vedkommende selv tidligere har udarbejdet, skal denne opgave behandles som enhver anden kilde; dvs. benytte korrekt kildehenvisning og citering.
Hvis en studerende ikke henviser til, eller på anden måde forklarer, at der er tale om genbrug af eget materiale, vildledes der om den arbejdsindsats, som er lagt i udførelsen af den pågældende eksamen.
Hvis en studerende får hjælp af en anden til at gennemføre en eksamen, som vedkommende selv skal udarbejde, så er det en eksamensuregelmæssighed.
I forbindelse med skriftlige stedprøver anses enhver form for kontakt med medstuderende eller personer uden for eksamenslokalet for en eksamensuregelmæssighed, uanset om kontakten omhandler eksamen eller ej.
Det vil altid fremgå af fagbeskrivelsen, hvilke hjælpemidler der må benyttes til den enkelte eksamen.
I uddannelsens studieordning findes der en nærmere beskrivelse af, hvordan de enkelte typer af hjælpemidler skal forstås.
Ved nogle undervisningsaktiviteter er der mødepligt, og fremmøde betragtes som en del af eksamen. Hvis en studerende får en medstuderende til at registrere sig som fremmødt, selvom vedkommende ikke er til stede, er der tale om en eksamensuregelmæssighed. Tilsvarende er gældende, hvis en studerende indtaster en oplyst kode som verifikation for tilstedeværelse uden at være til stede.
Hvis en studerende "hjælper" en medstuderende ved at registrere vedkommende som tilstedeværende eller fremsender en kode, som bruges til verifikation af tilstedeværelse, hjælper vedkommende den medstuderende med at snyde til eksamen. Sådanne handlinger er ligeledes en eksamensuregelmæssighed, og den studerende vil kunne blive sanktioneret på samme vis.
Proces for håndtering af eksamensuregelmæssigheder
Når mistanke om eksamensuregelmæssigheder opstår hos den, der varetager den pågældende eksamination (fx eksaminator, censor, underviser eller eksamenstilsynet), skal vedkommende kontakte studieleder med henblik på en vurdering af de fremkomne forhold.
Studieleder foretager en faglig vurdering af de fremkomne forhold. Studieleder kan inddrage den person, som har indrapporteret forholdene, samt øvrige personer der har indsigt i fagområdet.
Ved tvivl om, hvorvidt en sag skal indberettes eller ej, anbefales det, at sagen indberettes. Sagsbehandlingen af sagen sikrer, at alle forhold bliver belyst, og såfremt der ikke er grundlag for en afgørelse kan sagen altid frafaldes.
Den (de) berørte studerende skal hurtigst muligt notificeres om den formodede mistanke. Der skal i notifikationen indgå information om, at den studerende på baggrund af mistanken vil blive indberettet. Det Humanistiske Fakultets team for eksamensuregelmæssigheder sender notifikationen hurtigst muligt efter bedømmelsen ”EU” (Eksamensuregelmæssighed) er givet og orienterer studielederen.
Såfremt studieleder ikke finder forholdene for begrundede, skal personen, som har indberettet forholdene, orienteres herom hurtigst muligt, da der som en konsekvens af afvisningen, skal gives en egentlig bedømmelse. Studieleder vurderer, hvorvidt der er behov for vejledningsmæssige tiltag.
Før sagen indberettes sikrer studielederen at:
- Der er kontakt og dialog med indberetter (fx eksaminator, censor, underviser eller eksamenstilsynet)
- Der foretages en vurdering af de indrapporterede forhold (begrundet/ ikke begrundet)
- Den studerende er notificeret
- Indberetteren er notificeret (ved ikke begrundede forhold)
- Det registreres "EU" i "Digital Eksamen"
Uddybende information
- Forslag til mail til studerende vedr. begrundet mistanke - dansk / engelsk
- Indberetning (skabelon) - dansk / engelsk
- Krav til dokumentation
Studielederen indberetter sagen via Det Humanistiske Fakultets team for eksamensuregelmæssigheder. Teamet for eksamensuregelmæssigheder hjælper med de aspekter af sagen.
Før teamet for eksamensuregelmæssigheder videregiver sagen til behandling sikres det at:
- Studieleder har foretaget en faglig vurdering af sagen
- Der er fremskaffet og udarbejdet dokumentation for de fremkomne forhold
- Der udarbejdes formel indberetning
- Sagen oprettes i SDUs journaliseringssystem
Uddybende information:
Når sagen er indberettet behandles den af SDU Uddannelse. Her overtages sagsbehandlingen og styring af det videre sagsforløb af et uddannelsesjuridisk team. Sagsbehandlingen indebærer indkaldelse til, og afvikling af partshøring, som studieleder og evt. øvrige relevante personer vil deltage i.
Efter endt partshøring udarbejder SDU Uddannelse et mødenotat, samt udkast af indstilling til afgørelse til dekanatet. Indstillingen afstemmes med studieleder.
Sagsbehandlingen konkluderes ved fremsendelse af sagen til dekanatet på det pågældende fakultet til afsluttende behandling. Er dekanatet enig i indstillingen, underskrives afgørelsen og returneres til det uddannelsesjuridiske team. Afgørelsen fremsendes herefter til den studerende. Kopi af afgørelse fremsendes til studieleder og det relevante faglige team i Registratur.
Er dekanatet ikke enig indstillingen, returneres sagen til det uddannelsesjuridisk team, som foretager fornyet sagsbehandling af den pågældende sag. Studieleder og øvrige relevante personer inddrages i dette. Efter endt sagsbehandling fremsendes den reviderede sag til dekanatet til underskrivelse.
Såfremt den studerende vælger at klage over rektors afgørelse, fremsendes klagen til Juridisk Kontor (uniklager@sdu.dk), som forestår den videre behandling af klagen.
Kontaktpersoner
Du kan kontakte Det Humanistiske Fakultets team for eksamensuregelmæssigheder på humuregel@sdu.dk.
Teamet består af:
- Helene Christensen, 65509273
- Hala Ajine Wandall, 65501925