Skip to main content
DA / EN

Status på omstillingen

HSU har drøftet forslag til ny organisering af uddannelsesadministrationen

SDU’s Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) har på møde den 11. september behandlet direktionens forslag til at udvikle en mere sammenhængende og effektiv uddannelsesadministration på SDU.

SDU’s Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) har på møde den 11. september behandlet direktionens forslag til at udvikle en mere sammenhængende og effektiv uddannelsesadministration på SDU.

HSU aftalte, at de overordnede tanker om den fremtidige uddannelsesadministration kan præsenteres allerede nu, fordi interessen for ledelsens overvejelser er stor.

Overordnet peger den fremtidige uddannelsesadministration i retning af at samle flere opgaver på færre organisatoriske enheder. Det vil skabe robusthed, faglige fællesskaber og mulighed for at effektivisere processer. Forslaget sigter også efter at sikre fortsat god service til undervisere og studerende og forberede SDU til at implementere et nyt studieinformationssystem.

Forslaget er inspireret af de gode erfaringer, som i dag findes i Kolding, Esbjerg, Sønderborg og Slagelse, hvor der er et meget tæt samarbejde mellem både institutter, fakulteter og SDU Uddannelse om en række uddannelsesadministrative opgaver.

– Med forslaget tegner vi nogle nye spændende linjer for uddannelsesadministrationen på SDU. Det vil samlet set gøre os mere robuste, sikre bedre faglige fællesskaber og gøre det muligt, at ressourcerne anvendes mere effektivt. Mit budskab er fortsat, at ingen skal være bekymrede for deres ansættelse på SDU. Det er ikke planen, at omstillingen af uddannelsesadministrationen medfører en stor tilpasningsrunde, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind.

Med præsentationen af de overordnede tanker i den fremtidige uddannelsesadministration kan tillidsrepræsentanterne og de lokale samarbejdsudvalg også samle input til samarbejdsudvalgenes drøftelser, som finder sted 12.-17. september.

– HSU har haft en konstruktiv drøftelse af forslaget til den fremtidige uddannelsesadministration, som viser en ny vej med større robusthed og stærke fællesskaber. Medarbejdernes kompetencer er afgørende for at lykkes med denne omstilling. Vi er klar over, at der kan være mange spørgsmål, så I er velkomne til at række ud til os tillidsrepræsentanter med generelle spørgsmål og bemærkninger. Derudover kan man rette henvendelse til sine repræsentanter i de lokale samarbejdsudvalg, der skal behandle sagen i de kommende dage, siger Christian Bilde Dannevang, næstformand i HSU.

Den videre proces

Som nævnt i nyheden om omstillingen fra 9. september har direktionen 4. september godkendt, at samarbejdsudvalg nu kan behandle forslaget.

En samlet udmelding om selve organiseringen af uddannelsesadministrationen forventes 23. september, når behandlingen i samarbejdsudvalgene er afsluttet. Derefter følger en dialogproces i oktober-november med de berørte medarbejdere og ledere om den organisatoriske placering, inden den endelige placering kan udmeldes i december.

Se pdf-fil om overvejelser om fremtidens uddannelsesadministration på SDU her

Du kan løbende følge med og finde svar på ofte stillede spørgsmål i FAQ’en om omstillingen.

Redaktionen afsluttet: 12.09.2025