Warrior Woman

Jeg møder professor Valentina Lenarduzzi på SDU Vejle, før sommeren. Selvom der siden er blevet offentliggjort store planer for den nye campus ved havnefronten, er jeg glad for, at jeg nåede at møde den italienske professor, mens hendes kontor stadig ligger i de rå, industrielle omgivelser i Spinderihallerne.

For stedet føles passende til noget, der stadig er ved at tage form. Til et nyt akademisk eventyr, som langsomt er ved at finde sin identitet.

Lidt endnu lever SDU Vejle i en ældre form: En tidligere industribygning midt i Vejle, hvor mursten, jern og høje lofter stadig bærer sporene af en anden slags arbejde. Det er ikke poleret i traditionel universitetsforstand. Det er mere råt end dét. Mere i bevægelse.

Og det er præcis sådan, Valentina bedst kan beskrives.

For Valentina er ikke formet af lette vilkår, arv eller en snorlige akademisk karriere. Hun er formet af skift, modstand og vanskelige valg, som blev truffet tidligt og båret videre uden selvmedlidenhed. Hun udstråler både disciplin og elegance. Men det første, man lægger mærke til, er styrke.

Hun har let til smil, men taler som et menneske, der det meste af sit liv har bevæget sig fremad mod modstand.

”Jeg valgte ikke jobbet,” siger hun. ”Jobbet valgte mig. Og så besluttede jeg, at jeg ville gøre det så godt som overhovedet muligt.”

Den sætning fortæller mere om hende, end noget CV nogensinde kan.

På papiret ser hendes karriere næsten usandsynligt effektiv ud: ph.d., postdoc, adjunkt, lektor, professor. En støt opstigning. Men opstigningen var ikke ligetil, for hun begyndte ikke i datalogi, men fandt først sent vej til feltet efter først at have studeret miljøvidenskab og ingeniørvidenskab og efter allerede at have skiftet retning flere gange. Hun kom til software engineering, som hun selv beskriver det, af realistiske årsager.

Og så besluttede hun, at hun ikke blot ville passe ind - hun ville være blandt de bedste.

Et barn af kunst og disciplin

Valentina voksede op nær Como i Norditalien, selv om familiens rødder strækker sig længere mod øst, mod Alperne.

Hendes barndom var præget af kunst og æstetik. Faren var både gymnasielærer og kunstner, mens moren arbejdede som modedesigner.

Som barn gik Valentina til klassisk ballet og drømte seriøst om at blive ballerina. Den drøm sluttede, da problemer med hendes fod gjorde det umuligt. Men selvom hun var nødt til at opgive drømmen, satte den varige spor.

Ballet handler ikke kun om skønhed, den handler om gentagelser, smerte, høje standarder og præcision. Om at træne kroppen til at fortsætte, når den helst vil stoppe. Mange af de egenskaber præger stadig Valentinas måde at møde livet på. Og det gør den kunstneriske side også. Hun maler og tegner, ofte i sort-hvid og hun taler levende om skygger, struktur, dybde og visuel balance. Hun holder af stærke former og taler om stil med den samme alvor, som hun taler om forskning: Ikke som pynt, men som udtryk, metode og disciplin.

Igen dukker disciplinen og sansen for detaljen op som gennemgående temaer.

At skifte retning

Valentinas vej ind i akademia var ikke fra begyndelsen en lige linje. I gymnasiet interesserede hun sig især for kemi og læste derefter både bachelor og kandidat i miljøvidenskab. Senere tog hun endnu en kandidatuddannelse i miljø- og anlægsingeniørvidenskab på Politecnico di Milano.

På det tidspunkt kunne hendes liv sagtens have taget en helt anden retning, men som for så mange, spillede timingen en afgørende rolle. Arbejdsmarkedet i Italien var vanskeligt, og jobmulighederne få. En sikker fremtid inden for hendes oprindelige fag var ikke så let at se for sig, så hun skiftede spor igen. Overgangen fra miljøvidenskab til ingeniørvidenskab havde allerede været, som hun beskriver det, ét stort kulturchok. Springet derfra til datalogi blev endnu et.

”Jeg begyndte næsten helt forfra,” siger hun.

Hun begyndte på en ph.d. i empirisk software engineering uden den traditionelle baggrund, som mange af hendes medstuderende havde. En italiensk ph.d. varer normalt tre år. Hun brugte et ekstra år i begyndelsen på at lukke de faglige huller, studere intenst og opbygge det fundament, hun vidste, hun manglede.

Mange fortæller historier om at genopfinde sig selv, som om det var glamourøst. I virkeligheden er det ofte en ydmygende proces, hvor man mangler den viden, andre allerede har og man kommer derfor til at føle sig bagud og kan være nødt til at løbe hurtigere blot for at komme med i det samme kapløb.

Valentina romantiserer intet af det.

”Jeg var bagefter tidsmæssigt, så jeg vidste, at jeg måtte bevæge mig hurtigere. Hastighed betyder valg. Hastighed betyder afsavn.”

Og her bliver historien endnu mere interessant, for hun kom ikke ind i feltet som det geniale vidunderbarn, der altid havde vidst, hvor hun hørte hjemme. Hun kom ind som et menneske, der så et bjerg foran sig – og besluttede sig for at bestige det.

”Hvis der er et bjerg foran dig, så forbereder du dig. Du studerer terrænet. Og så begynder du at klatre.”

Hun vender tilbage til det billede flere gange. Ikke tilfældigt, men som en livsfilosofi. Man vågner ikke en morgen og beslutter sig for at bestige Mount Everest, man studerer ruten, og lærer af dem, der har gjort det før. Træner kroppen og sindet. Forstår risiciene. Og når opstigningen begynder, bliver man ved.

”Ethvert bjerg er svært på sin egen måde. Hvert bjerg rummer risici. Men hvis du vil nå toppen, bliver du ved med at bevæge dig.”

Ego og ambition uden undskyldninger

På et tidspunkt spørger jeg Valentina, hvad der driver hende.

Hun svarer uden tøven og med et skævt smil:

”Ego.”

Mange ville ikke være kommet med så direkte et svar, men det gør hun.

Historisk har utallige mænd været drevet af præcis denne ”ego-kraft”. Hvorfor skulle kvinder ikke kunne være det også?

Hun siger det ikke direkte sådan, men hendes ærlighed rummer en tydelig feministisk pointe. For i virkeligheden handler det om ambition, præstation, konkurrence, ønsket om at blive virkelig dygtig til noget – og om at kunne se konkrete resultater af den indsats i verden, uden at undskylde for det. Det handler om stoltheden ved at blive udnævnt blandt de mest produktive unge forskere og om glæden ved at se ph.d.-studerende lykkes med stærke publikationer i internationale tidsskrifter.

Valentina holder af resultater. Af høje standarder og fremdrift.

Og hun ser ingen grund til at lade som om.

”Folk forventer et nobelt svar,” siger hun. ”Men jeg foretrækker det ærlige: Det er ambition, der driver mig. Og jeg har aldrig været bange for, hvad andre tænker om mig.”

Hun siger det med et strålende smil og et intenst blik.

Vigtigt er det at pointere at hun skelner skarpt mellem ambition og destruktion.

”Jeg har aldrig ønsket at vinde ved at skade andre. Jeg ønskede at lykkes gennem arbejde, disciplin og resultater.”

Det viser at hendes ambition trods alt ikke er kynisk. For hun vil gerne bestige bjerget, men bare ikke ved at sparke andre ned ad det i processen.

At bygge noget, der holder

Når Valentina skal forklare sit forskningsfelt til folk uden for software engineering, bruger hun en metafor fra byggebranchen.

I enhver storby findes visionære arkitekter. Det er dem, der tegner spektakulære bygninger med futuristiske linjer og markante former. Sådan er det også i softwareudvikling.

Nogle ønsker at skabe imponerende arkitekturer og elegante systemer, der vækker beundring, men der kommer også mennesker, der bagefter skal leve med ”bygningen”, efter den står færdig.

Derfor er det vigtigt at sikre, at den faktisk kan bygges, vedligeholdes, repareres og tilpasses gennem mange år: - at materialerne holder i vind og vejr, - at konstruktionen fungerer og at virkeligheden ikke får den til at bryde sammen.

Det er dér, Valentina placerer sig. Hendes forskning handler om softwarekvalitet og bæredygtighed. Ikke blot om at skabe noget imponerende nu, men om at sikre, at det stadig fungerer om ti, tyve eller halvtreds år.

Valentina interesserer sig ikke for genialitet, der kollapser. Hverken i systemer, i karrierer - eller i mennesker.

Den kloge overlever

Igen og igen dukker det samme mønster op i hendes historie: Ikke kun viljestyrke, men tilpasningsevne.

Hun beskriver sig selv som et menneske, der hurtigt ændrer kurs, finder løsninger overalt og tilpasser sig ”som en kamæleon.”

Hun lærer terrænet at kende og aflæser situationer. Overlever ved at forstå, hvad omgivelserne kræver – og derefter imødekommer kravene fuldt ud.

Alligevel rummer hun også en vis kompromisløshed. Hun siger selv, at hun ofte ser verden i sort og hvidt og stadig øver sig på, at få øje på de grå nuancer. Venner har kaldt hende rigid. Og hun benægter det faktisk ikke.

”Hvis noget skal gøres på én bestemt måde, så skal det gøres på dén måde.”

Tanken udspringer af en grundlæggende logik: Grundighed er det samme som respekt for kvalitet. For selve metoden og det arbejde, andre har udført før én. Og respekt for erkendelsen af, at viden er en kæde, hvor man selv har ansvar for sit eget led.

Den tankegang hænger også sammen med noget andet, hun værdsætter dybt. Det er nemlig taknemmelighed.

”Ingen lykkes alene,” siger hun. ”Jeg husker alle de mennesker, der har hjulpet mig.”

Her bruger hun tid på at fortælle mig om loyalitet uden ironi, om aldrig at glemme, hvem der åbnede døre, gav støtte, viste tillid eller gjorde noget muligt: Hendes forældre, ph.d.-vejledere, nære samarbejdspartnere, hendes bedste ven og hendes mand.

Hun taler om taknemmeligheden, ikke som høflighed, men som en moralsk egenskab. Det er også en del af krigerens natur. Hun er ikke en enspænder, men tror på alliancer og på fortjent loyalitet.

Hendes mand, Davide Taibi, er en del af hendes historie, fordi deres karrierer har været tæt flettet sammen gennem mange år. De har flyttet på tværs af landegrænser, støttet hinanden professionelt og truffet strategiske valg sammen.

Men Valentina er meget tydelig omkring, hvordan historien skal fortælles.

”Vi tænker, designer og handler som et team,” siger hun. ”Uden Davide ville jeg ikke være her. Men uden mig ville Davide heller ikke være her.”

Det er nok den stærkeste måde at lade historien stå på. Ikke som fortællingen om én, der fulgte den anden. Men om to intellektuelt ambitiøse mennesker, hvis veje har styrket hinanden – uden at reducere hende til et appendiks i en andens karriere. Det afgørende er her ikke, at Davide er en del af billedet – men det afgørende er, at Valentina præcis ved, hvem hun selv er i billedet.

Teknologien skal understøtte menneskets tænkning – ikke erstatte den

Hvis Valentina kan virke hård over for både sig selv og andre, skyldes det blandt andet, at hun mener, at indsatsen hun og hendes fagfæller gør, har afgørende betydning.

Hendes bekymring for kunstig intelligens i sammenhængen her, udspringer ikke af teknologifrygt. Den udspringer af et langt ældre princip: Kraftfulde værktøjer kræver forståelse, disciplin og dømmekraft. Med stor kraft, følger der et stort ansvar.

”AI kan være nyttigt,” siger hun. ”Men det er farligt at bruge stærke værktøjer uden at forstå dem.”

Det, der bekymrer hende mest, er ikke teknologien i sig selv, men ukritisk afhængighed.

Studerende, der bruger værktøjer som ChatGPT til at generere kode, de ikke selv kan vurdere. Mennesker, der outsourcer deres tænkning, før de har opbygget den faglige ballast, der gør dem i stand til at afgøre, om resultatet er rigtigt eller forkert.

En kultur, der i stigende grad tiltrækkes af bekvemmelighed og i mindre grad af mestring.

”Teknologien skal understøtte menneskets tænkning – ikke erstatte den.”

Hendes frustration bliver særlig tydelig, når hun taler om studerende, der mister lysten til at stræbe længere end minimumskravene. Hun ønsker sig mere ambition, konkurrence. Mere vilje til at se længere end den næste bakketop.

På den måde hænger hendes syn på AI tæt sammen med resten af hendes verdenssyn. Hun mistror alt, hvad der svækker disciplinen, udhuler dømmekraften eller frister mennesker til at springe den svære del over – den del, hvor personlighed og karakter bliver formet.

Noget, der bliver stående

Tilbage i Spinderihallerne, omgivet af bygningens synlige historie om arbejde og forandring, virker Valentina fuldstændig på rette sted.

SDU Vejle er stadig nyt. Den permanente campus ved havnen ligger ude i horisonten og venter på at blive bygget.

Men det synes ikke at bekymre hende at omgivelserne stadig er ved at finde deres form. Nærmest tværtimod, så virker det, som om det skærper hendes fokus. Valentina har et ønske om at være med til at bygge noget, der varer ved. Ikke et kort øjeblik, der står og blafrer i vinden - men i stedet noget, som er bund solidt, holdbart og nyttigt. Noget, der kan blive tilbage til dem, der kommer efter.

Det ønske synes at samle hele hendes historie: Kunstnerens blik, bjergbestigerens vilje, instinktet i overlevelse og forskerens disciplin.

Hun drømte engang om at blive ballerina. I stedet blev hun noget, der er langt sværere at definere – og måske endnu sværere at blive:

Et menneske som bygger noget, der holder. Ikke fordi vejen blev lagt foran hende, men fordi den ikke gjorde. Og fordi hun bliver ved med at klatre, når bjerget viser sig. Som en kriger bevæger hun sig frygtløst ind i ukendt terræn. Ikke fordi hun ikke kender frygt, men fordi hun har forberedt sig mentalt på alt, hvad der måtte vente hende.