Skip to main content
Institut for Idræt og Biomekanik

Arbejdstid

Arbejdstid iht. akademikeroverenskomsten

Hovedparten af de overenskomstansatte i staten følger enten reglerne i statens arbejdstidsaftale eller reglerne i akademikeroverenskomsten (AC).

Er du omfattet af akademikeroverenskomsten, fremgår arbejdstidsreglerne af overenskomsten. Arbejdstid som begreb er ikke nærmere fastlagt i overenskomsten, og der er dermed generelt fleksible muligheder for at tilrettelægge arbejdstiden.

Til fuldmægtige der påtager sig rådighedsforpligtelse og forpligtelse til merarbejde, ydes et rådighedstillæg. Rådighedstillægget ydes som kompensation for rådighedsforpligtelse og merarbejde samt for fleksibilitet generelt.

Merarbejdsforpligtelsen udgør indtil 20 timer pr. kvartal (ny løn) og 45 timer pr. kvartal (gammel løn). For deltidsansatte nedsættes rådighedsforpligtelsen forholdsmæssigt, med en tilsvarende reduktion i tillægget.

For akademisk personale uden rådighedsforpligtelse betales mer-/overarbejde efter gældende overenskomst.

Godtgørelse kan kun ydes for tjenstligt merarbejde:

  1.  som er blevet dig pålagt i henhold til særlig ordre eller har været en forudsætning for den forsvarlige varetagelse af tjenesten, og
  2. som har været af større omfang og har strakt sig over en periode, der normalt ikke må være mindre end 4 uger.

I forbindelse med fastsættelsen af godtgørelse for merarbejdet skal følgende krav iagttages:

  1. Du skal skriftligt redegøre for grundlaget for merarbejdet, dettes karakter samt timeforbruget.
  2.  Den nærmeste chef skal attestere redegørelsen, herunder det angivne timeforbrug, og foretage indstilling på grundlag af sin vurdering af redegørelsen efter drøftelse mellem jer.
  3. Indberetningen skal afgives ved merarbejdets ophør og mindst hvert kvartal.

Godtgørelse for merarbejde ydes så vidt muligt i form af afspadsering af samme varighed som det præsterede merarbejde med tillæg af 50 pct.

Kan merarbejdet ikke afvikles inden udløbet af det kvartal, der ligger umiddelbart efter det tidspunkt, da merarbejdets omfang er opgjort, kan det i stedet konverteres til opsparingstimer/-dage. Efter aftale med din nærmeste leder, kan timerne/dagene herefter afholdes.

Ved afvikling af opsparingstimerne har du ret til sædvanlig løn, inkl. eventuelle fast påregnelige tillæg. Ved ansættelsesforholdets ophør afregnes eventuelle uafviklede opsparingstimer kontant med den aktuelle timeløn.

 

 

Arbejdstid for overenskomstansatte (ikke AC)

I OAO-S-fællesoverenskomsten  er det fastsat, at statens arbejdstidsaftale finder anvendelse, medmindre andet fremgår af den enkelte organisationsaftale.

Dette gælder bl.a. for ansatte omfattet af organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK), organisationsaftalen for rengøringsassistenter og specialarbejdere m.fl. i staten (3F) og organisationsaftalen for håndværkere i staten.

Den normale ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat er på 37 timer, fordelt ligeligt på ugens fem arbejdsdage. De 37 timer opgøres over en normperiode, på typisk en måned. Der er dog overenskomster/organisationsaftaler, som fx indeholder en 4-ugers-, kvartals- eller årsnorm.
Ansættelse på deltid kan finde sted, når overenskomsten eller organisationsaftalen indeholder mulighed herfor. Hvis du er ansat på deltid, nedsættes arbejdstiden og lønnen forholdsmæssigt.
Du har ret til betalt spisepause, under forudsætning af, at spisepausen varer mindre end ½ time, og at du står til rådighed for din arbejdsgiver og ikke uden tilladelse forlader arbejdsstedet (medmindre andet aftales lokalt med din leder).
Retten til betalt spisepause gælder ikke for ansatte i henhold til aftaler, hvoraf det eksplicit fremgår, at der ikke er ret til betalt spisepause.
Hvis arbejdstidsnormen overskrides, foreligger der overarbejde. For deltidsansatte er arbejdstidsnormen i forbindelse med overarbejde fuldtidsnormen (dvs. 37 timer). Indtil denne er opfyldt, ydes alene almindelig timeløn for merarbejdet.
Normperioden er typisk en måned. Der er dog overenskomster/organisationsaftaler, som fx indeholder en 4-ugers-, kvartals- eller årsnorm.

Åbningstiden fastsættes for de enkelte funktionsområder efter aftale med universitetsdirektøren. Indenfor den normale åbningstid skal arbejdsopgaver og servicefunktioner i relation til universitetets brugere kunne udøves på en tilfredsstillende måde. Det skal således sikres, at det fornødne antal medarbejdere er til rådighed, således at de enkelte afdelinger altid er funktionsdygtige indenfor åbningstiden.

Flekstidsordningen må ikke føre til unødig forsinkelse af universitetets arbejde eller vanskeliggøre dette. Det er derfor nødvendigt, at I som medarbejdere gensidigt orienterer hinanden om påtænkt fravær, således at nødvendige funktioner kan udføres.

Dit flekstidsregnskab opgøres månedligt og årligt. Ved opgørelsen kan du højst have 10 timers underskud eller 40 timers overskud i forhold til den normerede arbejdstid. I særlige tilfælde kan funktionsområdets øverste chef/Universitetsdirektøren dispensere fra reglen om højst 40 timers overskud i forhold til den normerede arbejdstid. Afvikling af opsparet tid i form af hele fridage skal altid aftales med nærmeste leder.

Der kan ikke ydes kontant vederlag for opsparet tid. Overskud i forhold til den normerede arbejdstid ud over 40 timer ved en periodes udgang bortfalder. Ved afvikling af overskud regnes der time for time. Overskud i forhold til den normerede arbejdstid ud over 40 timer ved udløbet af en dispensationsperiode bortfalder.

Ved fratræden skal et eventuelt over- eller underskud være udlignet inden fratrædelsestidspunktet. Overskud som ikke er udlignet ved fratræden, kan ikke forventes vederlagt særskilt.

For medarbejdere uden rådighedsforpligtelse er der kun tale om overarbejde, når det sker efter pålæg fra ledelsen og arbejdet ligger udenfor medarbejderens normerede arbejdstid. Beordret mer-/overarbejde uden for den normale arbejdstid berøres ikke af flekstidsordningen. Overarbejde vederlægges efter gældende overenskomst.

Regler for flekstid for ansatte i Fællesadministrationen (pr. 1. sept. 2022)

 

Sidst opdateret: 08.11.2021