Inviterede: Rikke Leth-Larsen (institutleder, KI) Karin Brochstedt Dieperink, (Viceinstitutleder, KI) Hanne M. Lindegaard (Viceinstitutleder, KI) Kent Søe, (Forskningsleder, Patologisk Forskningsenhed) Trine Munk-Olsen (Professor, Forskningsenhed for Børne- og Ungepsykiatri) Dorthe S. Nielsen (Professor, Geriatrisk Forskningsenhed) Malene Korsholm (Sekretariatsleder, KI og IRS) Anni Schmidt Petersen (laboratorietekniker, forskningsenhed for Steno Diabetes Center Odense) Bo Redder Mussmann (Forskningsleder, Forskningsenhed for Radiologi) Jens Flensted Lassen (Forskningsleder, Forskningsenhed for Kardiologi) Martin Lindberg-Larsen (Forskningsleder, Forskningsenhed for Ortopædkirurgi) Christian Borbjerg Laursen (Forskningsleder, Forskningsenhed for Lungemedicin) Katrine Prisak Jakobsen (Ph.d.-studerende, OPEN) Stephan Peronard Mayntz (Ph.d.-studerende, Forskningsenhed for Medicinsk Afd. (Svendborg)
Afbud fra: Jens, Dorte
Deltager online: Bo, Trine, Karin
Mødeleder: Rikke Leth-Larsen, Institutleder
Referent: Mette Vestergaard Nissen, Administrativ medarbejder
1. Velkommen til nye medlemmer v/ Rikke
Mødet blev indledt af Rikke, som bød de nye medlemmer velkommen.
Der har været afholdt et enkelt institutrådsmøde i marts, og efterfølgende er deltagerkredsen blevet udvidet, så instituttet er repræsenteret bredest muligt.
Kort præsentationsrunde.
2. Kort om institutrådet inkl. forventninger v/Rikke
Institutrådet er obligatorisk og fungerer som et rådgivende organ for institutledelsen. Institutrådsmedlemmerne bidrager bl.a. med input og viden fra forskningsmiljøerne.
Institutrådet mødes fire gange årligt og bliver løbende involveret, når institutledelsen har brug for input eller sparring til et givent emne. Fx i forhold til tildeling af ph.d.-stipendier. Disse tildeles 4 gange årligt ud fra opsatte kriterier.
Der sendes en foreløbig dagsorden ud forud for mødet og I opfordres til at bidrage med relevante emner og input, så dagsordenen bliver vedkommende, og de emner som har betydning for instituttet, bliver taget op.
3. Uddannelse. Ny stillingsbekendtgørelse for VIP og høringssvar v/ Karin og Rikke
Bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter
Bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter
Karin og Rikke præsenterede kort den nye bekendtgørelse. Der er introduceret en ny stillingskategori, klinisk adjunktur, som skal bygge bro frem mod det kliniske lektorat. Bekendtgørelsen fokuserer primært på læger, hvilket skaber en skævhed i stillingsstrukturen. Det har vakt debat og bl.a. affødt et fælles høringssvar fra regionens sygehusdirektioner, dekanen og KI med opfordring om at bekendtgørelsen ændres, så den dækker bredere, så det er muligt for andre sundhedsfaglige grupper end læger, kiropraktorer og psykologer at opnå ansættelse som kliniske adjunkter, kliniske lektorer og kliniske professorer.
Det drøftes, at yngre forskere i særlig grad har efterspurgt mere fleksible karriereveje, da de oplever at være låst, indtil de opnår speciallægeanerkendelse, det er derfor positivt, at der er kommet øget opmærksomhed på problematikken.
Der er planlagt et møde med de øvrige kliniske institutter på landets universiteter i oktober 2025, hvor dette bl.a. vil blive drøftet
4. Administration ved KI og fakultetet v/Malene
Malene er sekretariatsleder for begge kliniske institutter (KI og IRS), og der arbejdes på at ensrette procedurerne, så det ikke gør en forskel, hvilket institut man er tilknyttet. Målet er at styrke samarbejdet på tværs – til gavn for alle.
Der er aktuelt et opslag ude med henblik på rekruttering af en viceinstitutleder for forskning og innovation til KI. Stillingen er slået op med ansøgningsfrist 8. juni. Det er en treårig funktion med mulighed for forlængelse. Vi har endnu ikke modtaget ansøgninger. Det aftales, at der sendes mail med orientering om opslaget til alle ansatte fra lektorniveau og opefter.Der er ansat en akademisk medarbejder til forskerstøtte (pre-award) som starter 1. juli.
Der arbejdes også på, at der på sigt kan slås en stilling op til en akademisk medarbejder til post- award-støtte.
Undervisningsopgørelse: Forskningsledere vil inden sommerferien modtage en opgørelse over deres forskningsenheds undervisningsforpligtelse, med henblik på at tjekke, at det stemmer.
Rammeaftale for undervisning sætter retning for, hvordan undervisningsopgaver fordeles – Karin spørger ind til, om det er blevet drøftet i forskningsenhederne. Der er forsøgt en pragmatisk tilgang, og ønsket er at skabe gennemsigtighed. Alle forskningsledere har adgang til aftalen via ”sharepoint for forskningsledere”. Aftalen bliver sendt rundt sammen med undervisningsopgørelse.
Det blev nævnt, at nogle af tallene i opgørelsen kan give anledning til spørgsmål ude i forskningsenhederne.
5. Administration v/alle
Hvordan formidler vi kendskabet til KI’s administration og hvor man kan hente hjælp og understøttelse?
Der er det seneste halve år blevet arbejdet intensivt på at opbygge strukturer og procedurer inden for administration på Klinisk Institut. Nu retter vi fokus mod, hvordan denne viden bedst formidles bredt ud til alle relevante parter.
Der bliver givet udtryk for, at det kan mærkes ude i forskningsenhederne, at der er kommet nye medarbejdere og at der er sket noget det sidste halve år. Mange medarbejdere har varierende ansættelsesformer, og nogle har slet ingen formel tilknytning til KI. Læger føler sig generelt mere tilknyttet KI pga. deres undervisningsforpligtelser, mens andre faggrupper ikke oplever samme tilhørsforhold.
Det drøftes, at KI kan øge synligheden ved at informere bredt ud. Nyhedsbrevet og ph.d.-kurser nævnes som eksisterende kanaler, hvor information om KI formidles. Information til hhv. forskningsledere og forskningssekretærer spiller også en vigtig rolle.
En stor del af administrationen på KI har været på besøg i ERFA-gruppen for forskningssekretærer og ERFA-gruppen er inviteret ud til et møde hos os i oktober, hvor vi vil have fokus på at videreformidle relevant information.
6. Økonomi v/Rikke
Rikke fortæller, at der er blevet brugt betydelige ressourcer på at skabe overblik over instituttets økonomi, som er opdelt i ordinær økonomi (institutøkonomi) og ekstern økonomi (projektøkonomi). Den ordinære økonomi finansieres primært af uddannelses- og forskningsindtægter, hvoraf faste lønudgifter udgør den største post. Projektøkonomien baseres hovedsageligt på fondsbevillinger, samarbejdsaftaler og kommercielle aktiviteter, hvor fondsbevillinger er den væsentligste indtægtskilde. Ekstern finansiering fra fonde er vigtig for instituttets drift. Der skal øget fokus på at placere midler der, hvor de bruges. Faldende studenteroptag påvirker indtægterne, men forskningen vokser. Så der vil det være muligt at finde flere indtægter.
Der betales projektafgift på 10% af en bevilling til rektor, hvilket er en udgift for KI. Denne udgift dækkes bl.a. med overhead på projekter og omkontering af løn fra ordinær virksomhed til projekter.
Det blev drøftet, at de økonomiske regler opleves som komplekse fra et forskningsperspektiv, og at der er forskelle mellem OUH og SDU. En bedre integration af pre-award-processer med OUH forventes at kunne øge mængden af forskningsmidler placeret på SDU.
Rikke fortæller, at det bliver afholdt et møde med forskere fra KI og IRS, for at få indsigt i de barrierer, forskerne oplever i forhold til at placere fondsmidler på SDU.
7. Karriereveje v/alle
Hvilke karrieretrin/faggrupper skal vi særligt have fokus som institut? Forslag til initiativer.
Instituttet ønsker at styrke det strategiske arbejde med karriereudvikling på tværs af faggrupper og karrieretrin. I den forbindelse efterspørger vi jeres input til, hvor vi med størst effekt bør rette vores indsats.
Forberedelse til næste møde: Hvis vi som institut skal arbejde målrettet med karriereveje, hvad er det så vigtigst at have fokus på?
8. Eventuelt
Det aftales, at vi på institutrådsmøder skal have følgende faste punkter:
- Bordet rundt – information om, hvad der rører sig (af relevans for instituttet)
- Siden sidst fra Klinisk Institut – og gerne viden om, hvad der sker strategisk på SDU.
Møderne skal være værdiskabende og det skal være muligt at tage særlige temaer op og arbejde med dem, så det ikke bare bliver gensidig orientering.
Punkter til næste møde:
- Bordet rundt - information af relevans for instituttet
- Siden sidst fra Klinisk Institut
- Fusion af psykiatri og somatik
- Karriereveje
Kommende institutrådsmøder:
11. september 2025 kl. 14.30-16 (Lokale: Hjernen)
3. december 2025 kl. 14.30-16 (Lokale: Trætoppen)