Skip to main content
DA / EN

Copilot

Copilot chat er nu tilgængelig for alle medarbejdere på SDU

SDU stiller nu chatbotten Copilot til rådighed for alle medarbejdere på SDU. Det giver gode muligheder for at afprøve AI-teknologien på egne opgaver. Som bruger skal man dog kende til de sikkerhedsmæssige begrænsninger og faldgruber.

SDU stiller nu chatbotten Copilot til rådighed for alle medarbejdere på SDU. Det giver gode muligheder for at afprøve AI-teknologien på egne opgaver. Som bruger skal man dog kende til de sikkerhedsmæssige begrænsninger og faldgruber.

Hvad er Copilot?

Copilot er Microsofts udgave af det mere kendte værktøj ChatGPT. Den hører til den type teknologi, som kaldes Generative AI. Generative AI refererer til en type kunstig intelligens, der kan skabe nyt indhold, f.eks. tekst, kode og billeder.

Copilot er bygget på samme sprogmodel som ChatGPT kombineret med den nyeste information fra internettet. Når du kommunikerer med Copilot, kan den forstå din kontekst, og du kan referere til tidligere spørgsmål og svar i den samme tråd.

Bruger du SDU’s licens til Copilot, befinder du dig i et lukket miljø, hvor data ikke høstes af andre brugere. Derfor er det vigtigt, at du er logget ind med din SDU-konto, når du vil arbejde i Copilot.

Vejledning og begynderkurser lige ved hånden

Du finder guidelines og vejledning i at bruge generativ AI på SDU her. Du kan fx bruge chatbots til at få nye idéer og perspektiver på et emne, til at lave udkast til tekster, sammenfatte tekster, læse korrektur og oversætte. De kan hjælpe dig med kodning og formler samt med at strukture præsentationer. Læs mere om brugen af chatbots i dit administrative arbejde her og specifikt om SDUs Copilot chatbot her.

I samarbejde med SDU HR udbyder SDU Digital en række begynderkurser i Copilot. Find kurserne her. Flere er på vej.

Vær opmærksom

Persondata, fortrolige informationer og indhold, som andre har ophavsret til, må ikke deles i generative AI-værktøjer – heller ikke i Copilot Chat. Vær desuden opmærksom på bias og falsk information arvet fra de data chatbotten er trænet på.

I kan med fordel lokalt på fakulteter, institutter og fællesområder have dialog om, hvordan I kan bruge og eksperimentere med AI inden for rammerne af informationssikkerhed og databeskyttelse.

Hvorfor åbne op for Copilot?

Den bevidste brug af kunstig intelligens er stadig ny for mange. SDU ønsker at gøre det muligt for alle medarbejdere at afsøge, hvordan AI kan bruges i arbejdsmæssig sammenhæng – og ikke mindst også afklare de konkrete begrænsninger, som teknologien har ift. de potentielle brugsscenarier.

Med denne Copilot-enterpriseløsning integreret i vores eksisterende Microsoft-licens gør vi det både sikrere og billigere at anvende generativ AI på SDU.

Mere på vej

Åbningen for brug af Copilot Chat er første skridt på vejen mod at skabe gevinster af den nye teknologi. I 2024 vil vi kigge på AI-løsninger kørende i helt lukkede miljøer, hvor vi kan træne løsningerne på SDU-data. Desuden følger vi de muligheder, som kommer med CoPilot i M365 tæt. Både for at sikre optimal værdi af de nye muligheder og for at sikre en balance mellem udgifter til AI-understøttelse og forretningsgevinster.

Redaktionen afsluttet: 05.12.2023