Der kan med stor fordel indarbejdes et ligestillingsperspektiv i alle dele og led i en rekrutteringsproces. GET bistår derfor rekrutteringsansvarlige ledere, rekrutteringsmedarbejdere, udvalgsmedlemmer og alle andre ansatte, der har spørgsmål eller sidder med behov for hjælp til en konkret rekruttering.
Hvorfor rekruttering i et ligestillingsperspektiv?
Formålet med at indarbejde et ligestillingsperpektiv i en rekrutteringsproces er at sikre en effektiv og mere transparent proces, der når bredere ud. På den måde sikrer vi os, at SDU er på radaren som en mulig ny arbejdsplads for den bredest mulige skare af ansøgere og talenter.
GET stiller bl.a. skarpt på: hvem er involveret i processen, i udvalgsarbejde og i understøttende funktioner? Hvordan udarbejdes opslaget - og hvem tippes om stillingen? Benyttes der en søgekomité for at lede efter ukendte mulige ansøgere? Har ansøgere nok tid til at indhente svar på eventuelle spørgsmål? Er der tænkt biasblockers ind i udvalgsarbejdet, både i bedømmelses- og ansættelsesudvalget? Hvordan struktureres interviews - og får ansøgerne mulighed for at supplere interviewsamtalen med andre færdighedstests, fx cases eller opgaveløsninger?
I SDU's Gender Statistics kan du bl.a. se hvor mange stillinger, der bliver besat af interne kandidater, og hvordan ledelsesposterne fordeler sig blandt mænd og kvinder på SDU's fakulteter.