Skip to main content
HR

Fra lektor til professor - SDU’s forfremmelsesprogram

SDU ønsker at tiltrække, fastholde og udvikle videnskabelige talenter, så SDU kan løfte sine kerneopgaver indenfor forskning, undervisning og formidling. SDU har derfor som mål at være konkurrencedygtig som en attraktiv arbejdsplads. Forfremmelsesprogrammet er således én af mulige karriereveje i overgangen fra lektor til professor.

Programmets længde og indhold afhænger af lektorens erfaring og behov for kompetencetilegnelsen, og programmet kan både tilbydes til allerede ansatte lektorer og til nyansatte der rekrutteres til lektorater, hvor optag på forfremmelsesprogrammet kan indgå.

Optagelsesproces for allerede ansatte lektorer

Den ansatte lektor går i dialog med sin sektions- eller institutleder for at afstemme sin mulige egnethed, timingen for ansøgning om programoptagelse etc. Dialogen kan også initieres af institutlederen fx i forbindelse med de årlige MUS.


Den ansatte lektor ansøger om programoptag til institutleder. Ansøgningen skal indeholde det sædvanlige ansøgningsmateriale til professorater, herunder undervisningsportefølje og forfremmelsesplan.

Institutlederen vurderer lektorens ansøgning, bl.a. med hensyn til lektorens mulighed for at blive vurderet professorabel, lektorens match med instituttets og fakultetets strategiske planlægning og prioriteringer etc. Institutlederen forelægger sin vurdering for dekanen, med tilkendegivelse af institutlederens anbefaling om optag eller afslag på ansøgningen. Efter dialog med institutlederen vurderer og godkender dekanen endeligt, om lektorens ansøgning skal gå videre til review.


Institutlederen sammensætter en reviewgruppe bestående af et internt og to eksterne medlemmer. Institutlederen er ikke selv en del af reviewgruppen. Gruppen sammensættes efter samme principper som et bedømmelsesudvalg til et professorat, herunder med opmærksomhed på gruppens habilitet og gruppens repræsentation af både mænd og kvinder.

Institutlederen forelægger ansøgningsmateriale og forfremmelsesplan for reviewgruppen. Gruppen udarbejder en skriftlig udtalelse med tilkendegivelse af gruppens vurdering af lektorens egnethed, samt reviewgruppens anbefaling til optagelse eller afslag. Udtalelsen sendes til institutlederen og den ansøgende lektor.


Institutlederen forelægger reviewgruppens udtalelse for dekan. Efter dialog med institutleder vurderer og godkender dekanen endeligt, om lektoren skal optages eller have afslag.

Dekan godkender og optager/afviser. Lektoren orienteres med bekræftelse om optagelse på program eller begrundelse for afslag.

Illustration af optagelsesproces for allerede ansatte lektorer

Optagelsesproces for nyansatte

Den ansættelsesbemyndigede leder beslutter, at et muligt optag på forfremmelsesprogram kan indgå i lektorstillingen, der opslås. Det skal af jobopslaget fremgå, at stillingen er med mulighed for optagelse på forfremmelsesprogrammet, at ansøgere der ønsker at komme i betragtning til programmet, skal medsende en forfremmelsesplan, samt at bedømmelsesudvalget vurderer ansøgerens potentiale til at blive professor.
Ansøgningen skal indeholde det sædvanlige ansøgningsmateriale til lektorater herunder undervisningsportefølje. Derudover skal materialet indeholde en forfremmelsesplan.
Efter opslagets udløb forløber rekrutteringen efter gældende regler og praksis. Institutlederen vurderer bl.a. brug af shortlist.
Bedømmelsesudvalget sammensættes efter gældende regler og praksis. Hvis nogle ansøgere har søgt om optag på forfremmelsesprogrammet sammensættes bedømmelsesudvalget efter samme principper som et bedømmelsesudvalg til et professorat. Udvalget vurderer bl.a. ansøgerens mulighed for at tilegne sig professorkompetencer. Bedømmelser indstilles og godkendes efter gældende regler og praksis.
Udvælgelse, samtaler etc. forløber efter gældende regler og praksis. Med udvalgte ansøgere drøftes muligt optag på og indhold af forfremmelsesprogram, bl.a. med udgangspunkt i ansøgers forfremmelsesplan.

I forbindelse med ansættelsen vurderer og godkender dekanen endeligt, om den nyansatte lektor skal optages på programmet.

Illustration af optagelsesproces for lektorer der rekrutteres til lektorater hvor optag på forfremmelsesprogrammet kan indgå

Fra opstart til professorbedømmelse

Opstart af programmet foregår i dialog med lektoren og institutlederen, og her fastlægges bl.a. den forventede længde af programmet. Længden bør være mindst 2 år, og kan maksimalt være 8 år. Ved opstarten etablerer lektoren også sin forfremmelsesportefølje.
Undervejs i programmet bør fremdriften sikres ved, at lektoren og dennes institut- og/eller sektionsleder årligt drøfter lektorens kompetencetilegnelse og opdaterer lektorens forfremmelsesportefølje, gerne i forbindelse med MUS. Institutlederen og lektoren bør også i fællesskab vurdere, om lektoren har behov for at få en midtvejsevaluering.

Midtvejsevaluering kan i det pågældende år erstatte den årlige tjek-ind samtale mellem institutleder og lektor. Midtvejsevalueringen kan igangsættes hvis lektoren ikke efter 2 - 4 år vurderes klar til at påbegynde den afsluttende bedømmelse. Den er særligt relevant for nyansatte lektorer.

Formålet er:

  • at evaluere lektoren i forhold til målene i forfremmelsesporteføljen
  • at sikre, at lektoren er på rette spor i forhold til at opnå en positiv bedømmelse efter afslutning af forfremmelsesprogrammet
  • at vejlede lektoren i forhold til planlægning af den resterende tid af forfremmelsesprogrammet

Institutlederen kan nedsætte et evalueringsudvalg, gerne med 1-2 eksterne medlemmer, der afholder samtale med lektoren og udarbejder en skriftlig evaluering (ikke en bedømmelse) der indgår i lektorens forfremmelsesportefølje. Evalueringen er en præliminær vurdering af, hvor langt lektoren er nået. Der kan være tilfælde, hvor lektorens midtvejsevaluering er så positiv, at den pågældende efter aftale med institutleder kan indstille sig til den afsluttende bedømmelse. Hvis evalueringen viser, at lektoren ikke performer tilfredsstillende, har denne stadig mulighed for at rette op på det inden den afsluttende bedømmelse.

Indstilling til bedømmelse skal ske senest 6 måneder før programmets fastsatte udløb – og altså senest 7 ½ år efter opstart jf. programmets max længde på 8 år. Det er institutlederen der, efter dialog og aftale med lektoren, indstiller denne til bedømmelse.
Der nedsættes et bedømmelsesudvalg efter gældende regler, herunder habilitetsreglerne.

Overgang til professorat forudsætter en positiv bedømmelse der godkendes af dekanen. Der kan foretages max to bedømmelser af en lektor på forfremmelsesprogrammet. Ved negativ bedømmelse forbliver lektoren ansat på sædvanlige lektorvilkår.

Illustration af programprocessen for optagne lektorer (både interne og nyansatte)

 

Sidst opdateret: 06.01.2023