Som medarbejder på SDU har du mulighed for at arbejde hjemmefra, så du kan få et mere fleksibelt arbejdsliv. Dette kaldes også distancearbejde hvilket indebærer, at man udfører arbejdsopgaver for SDU på sin hjemmeadresse, enten på adhoc-basis eller inden for mere systematisk aftalte rammer.
For at kunne fortage distancearbejde er velfungerende og passende IT-udstyr nødvendig på den placering, hvoraf arbejdet udføres. Nøgleordet her er passende. Denne retningslinje udstikker nemlig rammerne for, hvad SDU IT vurderer som passende. Retningslinjerne er gældende for alle medarbejdere i Fællesområdet, hvor SDU IT er økonomisk ansvarlige for IT-udstyret samt vejledende for fakulteterne som ligeledes selv afholder økonomi til IT-udstyr.
Som udgangspunkt skal alle medarbejdere på SDU naturligvis have stillet velfungerende IT-udstyr til rådighed på sin arbejdsplads på SDU, så arbejdsopgaverne kan eksekveres og udføres effektivt, på en arbejdsmiljømæssig forsvarlig måde.
IT-udstyret på en distancearbejdsplads er ikke en 1-1 sammenligning med det, som man får til rådighed på sin arbejdsplads på SDU. Det skal være passende IT-udstyr til at udføre distancearbejde. Dette IT-udstyr skal til dels sikre et grundlæggende arbejdsmiljø og understøtte muligheden for god kommunikation med sine kollegaer, studerende og samarbejdspartnere.
Er der nogle områder, der bør løses via mere krævende IT-udstyr, må disse opgaver eksekveres fra SDU.
Rammer for IT-udstyr på en hjemmearbejdsplads er følgende:
- Én 27" skærm med indbygget dockingstation, kamera samt højtaler og som samler ledninger og skal tilsluttes din computer
- Et eksternt tastatur og mus for at kunne indrette en optimal arbejdsplads, hvor skærm og tastatur har den rette adskillelse
- Et headset med ledning i intentionen om at kunne anvende Teams-telefoni samt deltage i online-møder på bedst mulig måde
Ovenstående udstyr kan anskaffes via SDU's løsninger for IT-indkøb. Ønskes der vejledning eller rådgivning, kontakt venligst vores servicedesk på mail servicedesk@sdu.dk eller tlf.: 6550 2990.
For Fællesområdet
Distancearbejde varetages typisk efter aftale med nærmeste leder. Derfor er det også nærmeste leder der skal godkende, at SDU IT anskaffer IT-udstyr til distancearbejdet. Nærmeste leder kan IKKE tilbyde medarbejdere mere IT-udstyr end ovenstående tilbud. Af den grund vil trådløse headsets, flere skærme og andet IT-udstyr som medarbejdere har på SDU ikke være tilgængelig for en hjemmearbejdsplads i Fællesområdet.